Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Vi spørger & vi svarer

De arabiske folk insisterer på at få indflydelse

Også i Kerbala, der er en hellig by for shia-muslimer, var der i går voldelige protester. – Foto: Abdullah Dhiaa Al-Deen/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvorfor vil de arabiske befolkninger i Sudan, Algeriet, Libanon og Irak ikke mere finde sig i deres korrupte regeringer og risikerer livet for at demonstrere deres utilfredshed? Kristeligt Dagblad stiller spørgsmål og besvarer dem

Hvorfor satte irakiske demonstranter onsdag aften ild på det iranske konsulat i byen Najaf, hvor mindst otte mennesker blev dræbt under de efterfølgende uroligheder?

Angrebet på konsulatet var det hidtil mest håndgribelige bevis for, at mange irakere placerer ansvaret for deres lands elendige økonomiske og sikkerhedsmæssige situ-ation hos nabolandet Iran. Siden oktober har tusinder af irakere demonstreret i gaderne over deres svære levevilkår. Ansvaret har de lagt på regeringen og på iransk indblanding. Sikkerhedsstyrkernes skarpskytter har dræbt over 350 mennesker under de mange voldelige demonstrationer, og demonstranterne anklager direkte Iran for at stå bag drabene. Under ét erklærer demonstranterne, der både er shia-og sunni-muslimer, at de er trætte af at leve i et land med et sekterisk styre – altså et styre, hvor politikernes indflydelse bestemmes af, hvilken religiøs eller etnisk gruppe de tilhører. Et lignende argument høres i Beiruts gader, hvor demonstranter med kristen og shia- og sunni-baggrund kræver deres påståede korrupte sekterisk valgte politikere afløst af ægte demokrati i Libanon.

I 2011 begyndte det såkaldte arabiske forår med demonstrationer vendt imod undertrykkende regimer først i Tunesien, så i Egypten, og det spredte sig til uroligheder over hele den arabiske verden. Er det, vi ser nu, et nyt arabisk forår eller efterår?

I tilbageblik delte det arabiske forår reelt de arabiske stater i tre kategorier. Republikker som Tunesien, Algeriet og Egypten, hvor demonstranterne protesterede imod deres korrupte regeringer. Monarkier som Jordan, Saudi-Arabien og Golfstaterne, der lykkedes at undgå de voldsomme protester. Og lande som Libanon og Irak, der havde gennemlevet krige, hvor befolkningen holdt sig afventende. I dag holder ingen sig tilbage. Selvom de kender prisen – det kaos, der uundgåeligt opstår i forbindelse med store folkelige protester – har befolkningerne i Sudan, Algeriet, Libanon, og Irak fået nok af deres korrupte politiske elite.

Er de uroligheder, vi ser nu, så en slags fortsættelse af det arabiske forår?

Der er tale om en fortsættelse af det, der begyndte i 2011, vurderer blandt andre den libanesiske redaktør for tidsskriftet Diwan, Michael Young. De arabiske befolkninger kræver regeringer, der kan stå til ansvar over for deres vælgere. De kræver social retfærdighed og vil ikke mere finde sig i enevældige regeringschefer, der sammen med deres ministre beriger selv på folkenes bekostning. Den arabiske verden befinder sig midt i en tektonisk forandring, og Michael Young spørger sig – uden dog at kunne give svar – hvor længe monarkierne mon kan gå fri.

Hvordan kan det være, at protesterne blusser op nu?

Efter det arabiske forår gennemførte stort set alle de arabiske lande lovstramninger, så indbyggernes frihed blev yderligere indskrænket. Det gjorde det svært, hvis ikke umuligt, at demonstrere mod regeringsmagten. Protestbevægelserne sygnede hen, og befolkningen fandt sig i vilkårene til gengæld for, at regeringen leverede fødevarer og sikkerhed, forklarer Amr Hamzawy, der forsker i demokrati og udvikling ved Stanford University i USA. Det holdt indtil i år, hvor befolkningerne i lande, der ikke tidligere havde deltaget i det arabiske forår, har følt sig så hårdt presset af levevilkårene og deres respektive regeringers uvilje til at afhjælpe forholdene, sørge for social sikkerhed og bekæmpe korruption, at de gik på gaden. I Sudan og Algeriet kræver demonstranterne militærregeringer afløst af civile regeringer. I Irak og Libanon handler det om at afskaffe de sekteriske regeringer. I ingen af de fire lande forudser Amr Hamzawy, at regeringerne frivilligt vil give efter for presset.

I Syrien forsøgte folkelige demonstrationer i 2011 at kræve frihed og demokrati. Det førte til en borgerkrig, der har smadret landet. Skræmmer det ikke i de andre lande?

Amel Boubekeur, der er socialforsker i Paris, ser den arabiske verden i dag som del af en lang historisk proces, hvor befolkninger har forsøgt at blive af med autoritære ledere. De arabiske befolkninger ønsker at få indflydelse på og kontrol med magten i deres lande. Og da regimerne ikke er villige til at afgive magten, forudser hun, at det eneste middel fortsat vil være uautoriserede masseprotester. Resultatet er ikke garanteret.