Det kom som et chok for mange svenskere, da avisen Aftonbladet den 15. november offentliggjorde den første meningsmåling nogensinde, hvor det højrenationale parti Sverigedemokraterne, SD, blev landets største parti. Kunne det virkelig passe, spurgte politiske iagttagere sig selv og hinanden. Men ja, det kunne det, og sidenhen bekræftede tre andre målinger den nye virkelighed i svensk politik: Socialdemokraterne befinder sig i en historisk krise og ligger nu side om side med Sverigedemokraterne – partiet, som indtil nu har været holdt uden for det gode selskab i både parlamentet og offentligheden, men som ikke desto mindre har opbakning fra omkring hver fjerde svenske vælger.
Det forandrede styrkeforhold i svensk politik tvang i onsdags lederen af den borgerlige opposition, Moderaternes Ulf Kristersson, til for første gang at holde et møde på tomandshånd med Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson. Under den efter sigende konstruktive meningsudveksling diskuterede de indvandringspolitik, atomkraft og strengere straffe til bandekriminelle.
Og netop bandekriminaliteten er omdrejningspunktet i svensk politik lige nu. Alene i denne uge er tre personer blevet skuddræbt i henholdsvis Malmø og Norrköping – sidstnævnte angiveligt en nyligt løsladt bandeleder. Ifølge eksperter giver situationen i større svenske byer mindelser om krigszoner, og i Aftonbladet er politiet nu behjælpelig med gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man befinder sig i nærheden af et skyderi. Samtidig spørger vælgerne sig selv, hvordan voldsspiralen kan stoppes – og ikke mindst, hvem som er i stand til det.
Her har Stefan Löfvens socialdemokrati det problem at sidde på magten, ansvaret og justitsministerposten, alt imens kuglerne flyver, og bomberne sprænger om ørerne på folk. Selvom justits- og migrationsminister Morgan Johannson for nyligt lancerede en bandepakke, fortsætter den ekstreme vold, og mange svenskere længes nu efter lov, orden og en strammere indvandringspolitik.
Mellem 2016 og 2018 bevilgede de svenske myndigheder 419.256 opholdstilladelser, og i 2018 udgjorde indvandring 80 procent af befolkningstilvæksten i Sverige. Demografien ændres, og samtidig melder Sveriges kriminalpræventive råd, Brå, om markante stigninger i visse former for personfarlig kriminalitet. De to udviklinger har SD sat effektivt lighedstegn imellem, og da statsminister Stefan Löfven i bedste sendetid for nyligt forklarede skyderierne og bombesprængningerne med arbejdsløshed og segretion, var det i manges øjne ikke bare naivt, men decideret virkelighedsfjernt. Hvordan skulle en mand, der ikke forstår problemerne, være i stand til at løse dem?
En stadigt større del af den svenske befolkning godtager ikke længere ulighed og parallelsamfund som eviggyldig forklaringsmodel på volden.
Alt imens Socialdemokraterne famler efter retning, har Sverigedemokraterne i ro og mag kunnet holde et succesfuldt landsmøde iført slips, modererede budskaber og med de værste ”landsbytosser” på sikker afstand af mediernes mikrofoner. Nå ja, og så brokke sig over ikke at være inviteret med til næste uges Nobelpris-fest – en i øvrigt strategisk foræring til partiet, der i høj grad næres af at agere modpol til den såkaldt politisk korrekte, svenske elite.
For nuværende er de svenske socialdemokrater nødt til at identificere både en politisk retning og troværdigt lederskab, hvis udviklingen skal vendes på længere sigt. Foreløbig afviser de at se mod partifællerne i Danmark, hvor Mette Frederiksen (S) har haft succes med at omfavne og dermed stække Dansk Folkeparti. Stefan Löfven holder i hvert fald fast i udskamningen af SD og har stemplet mødet mellem Jimmie Åkesson og Ulf Kristersson som ”det brun-blå samarbejde”.
Sverigedemokraterne kan til gengæld være ganske godt tilfredse med status quo og i stedet gøre sig overvejelser om, hvorvidt de i tilfælde af et magtskifte vil agere højtråbende, parlamentarisk grundlag i en konservativ koalition bestående af Moderaterne og Kristen-demokraterne, eller om de tør gribe ud efter indflydelsen, justitsministerposten og dermed også ansvaret.
Foreløbig tilfredsstiller løfterne om strengere straffe, mere politi og lukkede grænser en umiddelbar frustration i det svenske vælgerhav, men samtidig lurer det evige men: Hvad hvis Sverigedemokraternes politik viser sig ikke at være løsningen på det svenske samfunds problemer? Uanset hvad synes en stor del af den svenske befolkning dog parat til at lade dem gøre forsøget.