De bundne fødders sidste dans

Kinesiske kvinder med bittesmå, bundne fødder er ved at være et særsyn, men i Yunnan-provinsen kan man stadig møde enkelte af dem

I den sydvestlige provins Yunnan er der enkelte kvinder med bundne fødder tilbage. Her en ældre kvinde, der får klippet negle af sin datter. –
I den sydvestlige provins Yunnan er der enkelte kvinder med bundne fødder tilbage. Her en ældre kvinde, der får klippet negle af sin datter. –. Foto: Ge GongReuters.

For bare et årti siden var det ikke ualmindeligt at se ældre kinesiske kvinder komme trippende på deres bittesmå, deforme fødder. I dag er det yderst sjældent, men i den fjerne sydvestlige provins Yunnan er der enkelte af dem tilbage. I og omkring landsbyen Tuanshan har den britiske avis The Times således mødt nogle af de sidste kvinder med de såkaldte Gyldne Lotus-fødder de bundne fødder.

Kvindernes beretninger vidner om et sort kapitel i Kinas historie og om overgreb af uhyrlige dimensioner:

Jeg var omkring fem år, da min mor begyndte at binde mine fødder. Jeg græd meget, fordi det gjorde så ondt, fortæller den nu 80-årige Pu Huimin til avisen.

Skikken med at binde små pigers fødder blev ellers forbudt efter kejserdømmets fald i 1912, men den skulle vise sig at være svær at udrydde. De tidligere danske missionærer i Kina har berettet om, at skikken var udbredt, og nogle af dem gik til kamp imod den. Herunder missionæren Ellen Nielsen, der åbnede en skole i det nordlige Kina, men stillede krav til familierne om, at pigerne ikke måtte have bundne fødder. Alligevel fortsatte det i flere årtier efter forbuddet, i fjerne områder som Yunnan helt op til 1930erne.

Skikken menes at stamme fra Tang-dynastiet (år 618-907). Ifølge legenden forelskede en kejser sig i en konkubine, der bandt silke omkring sine naturligt små fødder, når hun dansede. De små fødder blev et skøn-hedsideal inden for hoffet, og derfra bredte skikken sig til resten af samfundet. Af mænd blev de små fødder anset for at være erotiske og den højeste form for skønhed hos en kvinde.

Derfor blev det efterhånden svært for kvinder at blive godt gift, hvis de ikke havde bundne fødder. Den 82-årige Pu Jifen i Yunnan-provinsen fortæller da også, at det var grunden til, at hendes bedstemor begyndte at binde hendes fødder, fra hun var fem år:

Selvfølgelig gjorde det forfærdeligt ondt, men min bedstemor sagde, at hvis jeg skulle finde en mand, måtte jeg udholde smerten.

Med hænderne viser hun, hvordan tøjstrimler blev bundet stramt rundt om foden, så tæerne blev presset ind under den og svangen presset opad. Udsat for den behandling blev foden efterhånden misdannet og lille, og dermed attråværdig for datidens mænd.

Så snart naboerne fandt ud af, at jeg havde bundne fødder, kom de rendende allesammen. Alle mænd ønskede at gifte sig med mig, fortæller Pu Jifen.

Hun blev gift som 12-årig og måtte trods sit handicap arbejde hårdt i marken. Først i 1956 forsøgte hun at slippe fødderne fri. Hun fjernede de snærende bånd, men da var knoglerne brækkede og deforme efter to årtiers indsnøring. Det var for smertefuldt, så to år efter snørede hun selv sine fødder til igen. Trods smerterne udtrykker ingen af kvinderne bitterhed, heller ikke Pu Jifen:

Jeg har klaret det. Det har jeg jo været nødt til.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk