Kirkegården ser ud som så mange andre i de små byer midt på Sicilien. Der er en høj mur omkring den og store smedejernslåger for indgangen, gamle pinjer og plantantræer, der kaster skygge over gravstenene. Men dette sted, der ellers sjældent bliver besøgt af andre end de lokale i byen Mazzarino og omegn, er nu for altid skrevet ind i historien. For nede for enden, i et stort gravkammer, ligger børnene uden navne. 11 af de omkomne fra månedens tragiske forlis ved Lampedusa.
De små hvide kister er hver for sig sat ind bag en mur, hvor en plade nu fortæller, at her hviler et af ofrene fra Lampedusa. Med inskriptionen Dit Navn står skrevet i Himlen og så et nummer. For eksempel tallet 319. For børnene har ikke navne efter døden. Deres forældre eller hvem, de nu måtte have fulgtes med ombord er også døde, en anonym død, så børnene hedder 2, 4, 5, 6, 8, 19, 20, 312, 319, 336 og 350. Alt efter hvor hurtigt eller sent deres lig blev bjærget.
LÆS OGSÅ: 800 bådflygtninge snuppet i italiensk aktion
Alle ofrene for tragedien den 3. oktober, da 366 omkom, og den 11., da endnu et skib gik ned mellem Lampedusa og Malta, er nu begravet rundt om på forskellige kirkegårde over Sicilien. Efter ulykken sagde den italienske premierminister, Enrico Letta, at ofrene ville få en statsbegravelse. Men det fik de aldrig. Ifølge anonyme kilder i de lokale medier skulle det pludselig gå stærkt. Ligene havde ligget i en hangar i lufthavnen på Lampedusa i for lang tid. De blev sejlet til Porto Empedocle på Sicilien og fordelt til de kirkegårde, hvor der var plads.
De fleste steder forsøgte de i al hast at stable en værdig ceremoni på benene. Ofte med hjælp fra en lokal muslim, der kunne læse fra Koranen. I byen San Biagio Platano samlede en forretningsmand penge ind, så der kunne blive råd til blomster og gravsten. Andre steder blev gravpladsen bare lukket med våd cement, som man kunne skrive i Lampedusa og, igen, et nummer: 332, 335. Der er taget billeder af alle ofre, så eventuelle pårørende har en mulighed for at identificere dem.
Med til begravelsen i Mazzarino var en gruppe drenge i alderen 11 til 17 år, der overlevede forliset den 3. oktober.
De bad selv om at komme med. De ville sige farvel. For selvom vi ikke ved, hvem der ligger i gravene i Mazzarino, var de børn, og de kendte hinanden fra Libyen og turen over med båden, siger socialarbejder Manuela Scebba.
Men der var en stank på kirkegården under ceremonien, så alle blev dårlige. Også efter at de havde lukket gravene til. Og jeg ville ønske, at jeg kunne sende den stank videre op i Europa, erklærer Manuela Scebba vredt.
Det er til at grine af, når man hører andre lande i EU tale om, at de også modtager flygtninge og så har de måske taget 2000. Dét kan der komme her på en enkelt dag.
Kristeligt Dagblad møder Manuela og en af hendes kolleger, Hassan Maamri, i byen Caltagirone, hvor drengene, en gruppe på omkring 30, nu er indkvarteret. De to arbejder for ArciAmari, en lokal menneskerettigheds- og kulturorganisation, og de har dannet en krisegruppe med psykologer, tolke, læger og sygeplejersker, som forsøger at hjælpe de store børn, der alle er fra Eritrea.
De har det dårligt. Fysisk fordi de var fire timer i vandet, før de blev reddet, og vandet var fyldt med brændstof, som de både har slugt og indåndet. Og psykisk dårligt, fordi de har set alle de mennesker dø. Nogle af dem har mistet venner. Så vi prøver at hjælpe dem, fortæller Arci-medarbejderne.
Allerede to dage efter at de kom til Caltagirone, stak 12 af drengene af, og flere vil måske forsøge det samme, mener de. Flere har familie eller kontakter i andre lande længere mod nord, og ingen af dem havde Italien som endemål, da de tog afsted. De er rejst fra forældre og anden familie i Eritrea, for at slippe for krig og for at blive tvunget til at blive soldater, og de er rejst alene hele vejen gennem Sudan og Libyen. De taler ikke så meget, siger socialarbejderne, men de har en vrede og sorg i sig.
De siger, at de ikke vil blive i Italien, fordi det for altid vil minde dem om forliset og de mange døde. Jeg håber, at der er et land længere mod nord, som vil tage imod dem, siger Manuela Scebba.
Der kommer stadig flere uledsagede flygtningebørn til Italien. Ifølge hjemmesiden Siciliamigranti er der kommet omkring 3000 i år til Sicilien, og det er tre gange så mange som i årene før. Det er ikke ualmindeligt, at de ældste af børnene stikker af fra modtagecentrene for at nå frem til slægtninge i Nordeuropa. Avisen La Repubblica skrev i sidste uge, at alene i det sydøstlige hjørne af Sicilien omkring Siracusa og Pozzallo er cirka 500 uledsagede flygtningebørn forsvundet ud af systemet siden januar. Ifølge loven skal de indkvarteres på specielle herberger for mindreårige, men det er ikke altid, det sker. De må højst være 72 timer på det første modtagecenter, de ankommer til, men la Repubblica fortæller om et eksempel med en 16-årig dreng fra Sudan, der nu har været på et akutcenter i Pozzallo i tre måneder. Opgaven påhviler kommunerne, men på Sicilien er der ikke penge til at sørge for en ordentlig indkvartering af børnene.
Det er utroligt, at hele byrden med at sørge for de uledsagede flygtningebørn ligger på de enkelte borgmestres skuldre, siger Siciliens guvernør, Rosario Crocetta, der har bedt regeringen om at gribe ind og gøre noget nu.
Den statsbegravelse, som premierminister Letta sagde, at ofrene skulle have, blev i stedet til en mindehøjtidelighed i den lille havn San Leone på Siciliens sydkyst. Immigrationsminister Cecilie Kyenge deltog sammen med indenrigsminister Angelino Alfano, der blev mødt af demonstranter, der råbte morder og buhede ham ud.
Lampedusas borgmester Giusi Nicolini var fortørnet over, at regeringen løb fra løftet om en statsbegravelse og deltog ikke i ceremonien.
Havde jeg vidst det, havde jeg arrangeret en værdig begravelse her på Lampedusa, sagde hun, som også protesterede mod, at de 155 overlevende fra forliset den 3. oktober ikke fik lov at deltage. En del af dem er stadig på Lampedusa, resten er flyttet til andre centre, især på Sicilien.
Heller ikke parlamentets formand, Laura Boldrini, deltog i den officielle højtidelighed. Hun viste i stedet sin respekt ved at besøge kirkegårdene i flere af de små kommuner, hvor ofrene nu hviler. Hun kom også til Mazzarino, hvor hun lagde en stor hvid blomsterkrans ved siden af gravpladserne med numrene fra Lampedusa. Bagefter sagde hun, at nu må den russiske roulette i Middelhavet stoppes.
Mens der ikke var opbakning til den officielle ceremoni, har alle begravelserne haft et stort følge af lokale sicilianere. Flere steder er over 1000 mennesker mødt op. Enkelte af ofrene er blevet begravet i private italieneres familiegravsteder. Tragedien har rystet Italien og gjort et dybt indtryk, især på Sicilien, som gennem historien selv har sendt masser af immigranter ud i verden på jagt efter et bedre liv. Som socialarbejder Manuela Scebba siger:
Der er en stor solidaritet med flygtningene her på Si-cilien. Men det er vel også fordi, at jo tættere man er på en tragedie, jo mere mærker man den.