De kalder dem dødspatruljen. Kvinderne i de regnbuefarvede refleksveste og med de store paraplyer. Mens solen er ved at stå op, fører de folk fra parkeringspladsen ind i murstensbygningen bag det høje, sorte jernhegn. I hånden uden paraply holder Helmi Henki listen fra FBI over folk, der har sendt hende og hendes kolleger dødstrusler, og kigger skiftevis på papiret og ud gennem hegnet for at se, om hun kan genkende nogen af navnene blandt gruppen af demonstranter ude på fortovet.
”Du vil brænde op i Helvede for hvert foster, du har bragt til ofring,” råber de mod hende.
”Morder! Hvor vover du at trodse Guds skaberværk”.
Helmi Henki er såkaldt klinikledsager på den eneste abortklinik i Montgomery, hovedstaden i delstaten Alabama i det sydlige USA. Det er et frivilligt arbejde, hun gør ved siden af sine studier. Hver uge hjælper hun gravide kvinder ind på klinikken, skærmer dem bag paraplyen for anti-abortdemonstranternes tilråb og støtter dem i tiden inden og efter deres kliniske indgreb.
”Det er ikke hver morgen, jeg tænker på, at jeg sætter livet på spil, men det ligger altid i baghovedet,” lyder det fra den 24-årige spinkle blondine, der trods demonstranternes anklager er stolt af at kæmpe for, hvad hun mener, er kvindens ret til at bestemme over egen krop.
For 20 år siden var Nancy Kelly en af de kvinder, der skulle hjælpes over parkeringspladsen. Men efter to aborter er hun af samme overbevisning som anti-abortdemonstranterne på den anden side af hegnet. I dag støtter hun pro-life -bevægelsen og mener, at abort skal forbydes – også i tilfælde, hvor graviditeten er forårsaget af voldtægt og incest.
Helmi Henki og Nancy Kelly står på hver sin fløj i den amerikanske abortdebat, som efter den liberale højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs død og præsident Donald Trumps nominering af den konservative katolske dommer Amy Coney Barrett som hendes afløser endnu engang er brudt ud i lys lue. Og som den ene fløj frygter, og den anden håber, vil kunne betyde et endeligt juridisk opgør med amerikanske kvinders ret til abort.
Helmi Henki har arbejdet som frivillig klinikledsager i fire år og hører hver dag anti-abortdemonstranterne argumentere for, hvorfor det, som både hun og de gravide kvinder gør, er forkert. Et af dem er, at kvinderne ikke har nogen medfølelse og bruger abort som prævention. Men ifølge Helmi Henki er flertallet af kvinderne, der kommer ind på klinikken, mødre i forvejen og vælger netop graviditeten fra for fortsat at kunne tage vare på de børn, de allerede har.
”De har ikke råd eller ressourcer til endnu et barn i deres liv, og for mig er dét netop en måde at udvise medfølelse på,” mener hun.
Når de gravide kvinder ankommer til klinikken, råber anti-abortdemonstranterne til dem, at der stadig er tid til at ombestemme sig og tilbyder dem hjælp til at betale indkøb, husleje og el-regningerne, når barnet kommer. Helmi Henki mener, at det er tomme løfter, som kun bidrager til at gøre den allerede følelsesladede oplevelse endnu mere ubehagelig for kvinderne.
”Statistikker viser, at omkring 90 procent af kvinder, der opsøger hjælp til at få en abort, allerede har besluttet sig. For langt de fleste af dem er følelsen, de står tilbage med efterfølgende, en følelse af lettelse,” siger hun.
Sådan var det dog ikke for den 46-årige Nancy Kelly, da hun som 21-årig valgte at få sin første abort. På det tidspunkt var hun allerede mor til to fra et ægteskab, som hun nu var ved at komme ud af.
”Vi var unge og dumme og vidste ikke bedre,” siger hun i dag om sine beslutning om at stifte familie i så tidlig en alder.
Hun og hendes nye kæreste boede ude i midten af ingenting i delstaten Kansas, levede under fattigdomsgrænsen og kunne ikke overskue tanken om endnu et spædbarn. Nancy fik en abort i niende uge. Proceduren forløb smertefrit, men efterfølgende meldte skammen sig.
Nancy Kelly er opvokset i en katolsk familie og følte, at hun havde svigtet både Gud og sit ufødte barn. Da hun året efter blev gravid igen, ville hun ikke gentage sin synd. Hun tiggede og bad kæresten om, at de denne gang kunne beholde barnet, men han insisterede og stillede hende til sidst et ultimatum om at vælge mellem ham og barnet.
I 22. uge af graviditeten gav Nancy sig endelig, men fordi hun var så langt henne, var der nu brug for et større indgreb. Hun sværger til den dag i dag, at hun hørte barnet græde, da de sugede fostret ud af hende. En oplevelse, der rystede hende i hendes grundvold og sendte hende ned i et dybt depressionshul:
”Jeg hadede mig selv for, hvad jeg havde gjort. Jeg løj over for mine venner og sagde, det var lægen, der havde sagt, at jeg var nødt til at få en abort. Skammen var så stærk.”
Trods aborten gik Nancy Kellys forhold i opløsning, og hun endte nogle år senere i et nyt med en mand, der viste sig at være stofmisbruger og voldelig mod hende. Nancy Kelly gik fra ham, men en aften insisterede han på at komme på besøg for, som han sagde, at give en gave til Nancys børn. Med uro i maven lukkede hun ham ind. Han overrakte gaverne til børnene, der var på vej i seng, men ville derefter ikke gå igen. Mens børnene sov, forgreb han sig seksuelt på Nancy, fortæller hun, mens øjnene bliver våde ved mindet.
Voldtægten var dråben for Nancy Kellys depression.
”Det var ligesom om, at jeg var død indeni. Jeg kunne ikke mærke noget som helst,” forklarer hun.
Hun kunne hverken mærke sine børn eller sin egen krop, og der gik derfor måneder, før hun fandt ud af, at hun endnu engang var gravid, denne gang med tvillinger. Lægen gav hende igen tilbuddet om abort, men denne gang var Nancy Kelly ikke i tvivl. Til trods for sin situation og til trods for, hvordan hun var blevet gravid, valgte hun at få børnene. En beslutning, som hun i dag er overbevist om, reddede hendes liv:
”Mine børn helbredte mig. Jeg reddede ikke bare deres liv ved at vælge dem –de reddede også mit. De gav mig en grund til at leve.”
Efter års vrede på Gud bragte fødslen af tvillingerne Nancy Kelly tilbage til troen, forklarer hun. En tro, der har overbevist hende om, at mennesket aldrig bør forgribe sig på det liv, Gud har skabt.
”Jeg mener, at abort skal være ulovligt ligegyldigt hvad. Punktum. Jeg ved, at kvinder, der er blevet gravide ved voldtægt eller incest, ikke har noget valg, men det har barnet heller ikke. Så hvad med barnets valg? Al menneskeligt liv har værdi, og der er intet, der kan give nogen ret til at dræbe et barn.”
Nancy Kellys holdning er i dag, at livet begynder ved undfangelsen. En opfattelse, hun deler med anti-abortdemonstranterne foran klinikken, hvor Helmi Henki arbejder, men som Helmi derimod mener bygger på en misforstået opfattelse af Guds ord. Helmi Henki er ligesom mange af patienterne på klinikken selv kristen. En tro, som hun først og fremmest forbinder med medmenneskelighed, og som hun ikke genkender hos demonstranterne, når de råber ad kvinderne og mener, de har løsningen på deres liv og retten til at tage beslutninger på deres krops vegne.
”Kun Gud kan dømme,” som hun siger det.
Helmi Henki har i løbet af de seneste år oplevet anti-abortdemonstranternes tilråb tage til i styrke i takt med, at ikke blot delstatens, men også konservative lovgivere i resten af landet har forsøgt at vedtage en række indskrænkninger af abortlovgivningen. Indskrænkninger, som præsident Trump jævnligt udtrykker sin opbakning til, og som den frivillige klinikledsager nu frygter kan blive til virkelighed, hvis det lykkes Republikanerne at trække højesteret længere mod højre med udnævnelsen af Amy Coney Barrett.
Helmi Henki har dog inden planer om at forlade sin plads på parkeringspladsen, og når tilråbene blive for høje, tænder hun og ledsagerkollegerne for deres mobile højttaler. ”Dødspatruljen” kalder de Spotify-playlisten med popmusik, som de spiller ud mod hegnet, mens de følger kvinderne ind på klinikken.