De er klemte og glemte: Armenierne er de kristne, næsten ingen gider hjælpe

Et år efter krigen med Aserbajdsjan savner armensk regeringsleder i Nagorno-Karabakh stadig international opbakning

Et år efter at den seneste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan sluttede i aserbajdsjansk favør, mindes armenierne i Nagorno-Karabakhs hovedby, Stepakanakert, deres døde. I alt døde omkring 6500 i konflikten. – Foto: Ashot Muradyan.
Et år efter at den seneste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan sluttede i aserbajdsjansk favør, mindes armenierne i Nagorno-Karabakhs hovedby, Stepakanakert, deres døde. I alt døde omkring 6500 i konflikten. – Foto: Ashot Muradyan.

Nederlaget til Aserbajdsjan i krigen om Nagorno Karabakh-eksklaven, der sluttede i november 2020, var ikke kun en militær ydmygelse for de fleste armeniere. Det var også en krig, der gjorde det tydeligt, hvor isoleret Armenien står i spørgsmålet om Nagorno-Karabakh. Ingen kom til armenierne undsætning, da Aserbajdsjan angreb og kun russisk mægling efter seks ugers krig forhindrede det muslimske naboland i at løbe hele den kristne, armenske eksklave over ende.

Kristeligt Dagblad møder Artak Beglaryan, premierminister for den armenske administration i Nagorno-Karabakh, i hovedbyen Stepanakert for at tale om den kollektive armenske skuffelse over det internationale samfunds tøven og de fortsatte spændinger mellem Armenien og Aserbajdsjan. Artak Beglaryan er netop vendt tilbage til området efter en rejse til USA, hvor han i et forsøg på at tale Armeniens sag både mødte diaspora-armeniere og en lang række amerikanske kongresmedlemmer og senatorer.

”Situationen er skrøbelig,” siger han indledningsvis.

På sin hjemrejse til Stepanakert modtog han opdateringer om et nyt aserbajdsjansk angreb mod armenske stillinger. Angrebet kostede mindst seks armenske soldater livet, og får nu igen parterne til at tale om muligheden for endnu en krig.

Mistede synet som syv-årig

Selv voksede den 33-årige Artak Beglaryan op i Artsakh, som Nagorno-Karabakh har kaldt sig selv siden den selvudråbte selvstændighed i 1991, i en lignende stemning. Som fem-årig mistede han sin far i 1990’ernes krig mellem Armenien og Aserbajdsjan. To år senere trådte han på en mine, der kostede ham synet, og tilliden til Aserbajdsjan kan ligge på et meget lille sted hos Beglaryan.

”Problemet er, at Aserbajdsjan fortsætter sit anti-armenske had, sine aggressive handlinger og sin xenofobiske politik, som omfatter anti-armensk retorik. Jeg ved ikke helt, hvad Aserbajdsjan ønsker, men ved, at de taler om at oprette en korridor gennem armensk territorium. Det kan naturligvis ikke komme på tale,” siger han.

Under krigen opfordrede EU og andre vestlige lande til en våbenhvile, men de stod ikke side om side med det kristne Armenien. Er De skuffet over det?

”Ja, vi forventede en anden slags reaktioner. Som for eksempel politiske, økonomiske og militære sanktioner mod både Aserbajdsjan og Tyrkiet, der begge er diktaturer. Indtil videre er det ikke sket til trods for, at vi har fremlagt uomtvistelige beviser for krigsforbrydelser, både før og efter krigen,” siger Artak Beglaryan.

Våbenhandel som stopklods

Forklaringen på Vestens uvilje til at indføre sanktioner mod Aserbajdsjan og Tyrkiet er ifølge Artak Beglaryan først og fremmest Aserbajdsjans vigtige rolle som olie og energiproducent. Men også, at Aserbajdsjan er en vigtig kunde, når det gælder militært isenkram. Eksempelvis er Israel et af de lande, der sælger flest militære produkter til Aserbajdsjan.

”Det er et faktum, at dele af Israels befolkning ligesom armenierne er ofre for folkedrab. Men i dag bruges israelske våben til en fortsættelse af Aserbajdsjans folkedrabspolitik. Det er efter min mening et enormt moralsk problem,” siger premierministeren.

"Målet er at ødelægge den kristne armenske arv, der omfatter nogle af kristendommens vigtigste monumenter, og udskifte den med muslimsk kultur,” siger Artak Beglaryan om Aserbajdsjans agere i Nagorno-Karabakh. – Foto: Zaven Khachikyan.
"Målet er at ødelægge den kristne armenske arv, der omfatter nogle af kristendommens vigtigste monumenter, og udskifte den med muslimsk kultur,” siger Artak Beglaryan om Aserbajdsjans agere i Nagorno-Karabakh. – Foto: Zaven Khachikyan.

Armenien hævder, at der foregår et kulturelt folkedrab i de områder i Nagorno-Karabakh, der nu er under Aserbajdsjans styre. Kan De forklare, hvad det betyder?

”En del af etnisk udrensning er kulturelt folkedrab. Hele ideen bag etnisk udrensning er at slette lokalbefolkningens tilhørsforhold til et bestemt område. Man sletter simpelthen den kulturelle arv. Det har Aserbajdsjan gjort i årtier. Tusinder af kors er blevet ødelagt, og nu vandaliserer, ødelægger og beskadiger man armenske monumenter i Nagorno-Karabakh. Målet er at ødelægge den kristne armenske arv, der omfatter nogle af kristendommens vigtigste monumenter og udskifte den med muslimsk kultur,” siger han med henvisning til, at kirker, klostre og kirkegårde er blevet beskadiget her i et af verdens ældste kristne områder.

Føler De en skuffelse over manglende opbakning fra den kristne verden?

”Der findes en sygdom, en slags diplomatisk sygdom, hvor man hele tiden ønsker at se konflikter mellem to ligeværdige parter. Det i sig selv er en forudindtaget tilgang til konflikten. For hvis du insisterer på ligeværd mellem parterne, hjælper du i virkeligheden den problematiske side, den kriminelle. I dette tilfælde Aserbajdsjan. Vi forventer derfor, at den kristne verden vil ændre sin tilgang til konflikten og øge presset på Aserbajdsjan. Den muslimske verden står bag Aserbajdsjan, og det bør være en lektion for den kristne verden.”

Så De mener, at det ikke kun er et spørgsmål om Armenien?

”Enhver skal vogte sig mod radikalisme og især muslimsk radikalisme. I krigen i 2020 benyttede Aserbajdsjan sig med tyrkisk støtte af lejesoldater fra Syrien. De er alle blevet rekrutteret på et rent anti-kristent grundlag,” siger premierministeren.

Ser De en krig blusse op igen i nær fremtid?

”Jeg tror ikke, at det sker foreløbigt, da der er massiv russisk tilstedeværelse i området og en regional konsensus mod endnu en krig. Men på den anden side tror jeg, at Aserbajdsjan vil fortsætte sin aggressive politik for at lægge pres på Armenien. Og jeg tror, at konflikten vil vare ved i mange år, da Aserbajdsjan ikke er interesseret i dialog. Jeg tror desværre, at det vil kræve en helt ny generation, før dialog kan blive muligt og dermed også varig fred.”