Flere søger tilbage deres rødder: Amy er vokset op i Lyngby, men nu vil hun ”hjem” til Senegal

Stadig flere europæere med afrikanske aner tager den modsatte vej end deres forældre og flytter "hjem" til deres oprindelseslande

Amy Sarr er født og opvokset i Lyngby, men har det sidste år brugt mere tid i Senegal end i Danmark. Nu forbereder hun sig på at flytte ”hjem” til sine forældres hjemland.
Amy Sarr er født og opvokset i Lyngby, men har det sidste år brugt mere tid i Senegal end i Danmark. Nu forbereder hun sig på at flytte ”hjem” til sine forældres hjemland. Foto: Gerd Kieffer-Døssing.

Coumba Sow sidder i sin lille bil med øjnene klistret til den tætte trafik på vejen udenfor. Hun er på vej ud til en forstad til Dakar, Senegals hovedstad, for at optage en video af stykke land, som en kunde i Frankrig overvejer at købe.

Det er ikke mange år siden, at Coumba Sow, der er er født og opvokset i en forstad til Paris, valgte at sige sit komfortable job op som manager i en stor fransk bank og flytte til sine forældres hjemland, Senegal. Her har hun startet virksomheden PariSenegal, hvor hun hjælper andre fransk-senegalesere med det praktiske i forbindelse med at flytte ”hjem” til Senegal.

”Efter corona er der sket en stigning i antallet af folk, der har lyst til at flytte tilbage eller til bare at investere, for her er masser af potentiale. Problemet er, at de ikke ved, hvordan de skal bære sig ad med det. Det hjælper jeg dem med,” fortæller Sow i en tv-reportage lavet af fransk-tyske Arte.

Coumba Sow er en såkaldt repat. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord repatriate – en, der rejser hjem – og expat, en udlænding, der bosætter sig og arbejder i et fremmed land. Begrebet bruges til at betegne børn af migranter, der tager den modsatte tur end den, deres forældre i sin tid tog, og altså flytter til forældrenes oprindelseslande.

Selvom der ikke er tal på, hvor stor repat-bevægelsen er, er der enighed om, at flere og flere repats i disse år rejser til Afrika. Langt de fleste kommer fra de tidligere kolonimagter Frankrig og England, der har en stor befolkning med afrikanske rødder. Men også afrobefolkninger fra andre europæiske lande, USA og Canada sætter kursen mod Afrika.

Dakar er en pulserende storby med massevis af forretningsmuligheder for de "hjemvendte" afro-europæere.
Dakar er en pulserende storby med massevis af forretningsmuligheder for de "hjemvendte" afro-europæere. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Det er svært at sige, præcis hvornår bevægelsen opstod, men repats'ene begyndte for alvor at flytte retur i 2000’erne og særligt efter finanskrisen i 2007-2008. Det fortæller Amanda Haarman, som er ph.d.-kandidat på Dansk Institut for Internationale Studier og Copenhagen Business School, og som har forsket i repats i Ghana.

Siden har begivenheder som Brexit, corona og stigningen i højrepopulisme og fremmedhad i en række lande yderligere skubbet på tendensen, fortæller hun:

”Der er en klar forbindelse mellem 'tilbage til Afrika'-bølgen og hele identitetspolitikken og så det politiske skift mod højre i Europa og USA med valget af Donald Trump. Det handler også om at flygte fra racisme og raceprofilering med vilkårlig kropsvisitation, som særligt mænd med afrikansk baggrund bliver udsat for.”

Tilbage til rødderne

En afro-dansker, der er klar til at tage springet og flytte til Afrika, er 28-årige Amy Sarr.

Det sidste år har hun tilbragt mere tid i Senegal, hvor hendes forældre kommer fra, end i Danmark, hvor hun er født og opvokset. Men interessen for Senegal har ikke altid været der.

”Min mor prøvede at opdrage mig afrikansk, men jeg strittede imod. Jeg ville ikke have noget med det at gøre og spejlede mig meget i danske familier,” siger hun.

Hun sidder på en café i Dakar og har netop bestilt en smoothie og en omelet på et sikkert, men endnu ikke helt flydende wolof, lokalsproget i Senegal. Selvom hendes forældre og ældre søskende talte wolof i barndomshjemmet i Lyngby nord for København, nægtede Amy Sarr. Hun ville bare være dansk og følte sig også dansk.

Det var først, da hun for et par år siden deltog i dansedokumentaren ”Dans[k]” med andre afrodanske dansere, at hun pludselig opdagede, at der manglede noget i hendes fortælling om sig selv.

”Jeg var 26 år, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvem jeg var. At jeg blev nødt til at finde ud af, hvor jeg kommer fra – at finde mine rødder,” siger Amy Sarr, der ved siden af sin dans også er uddannet sygeplejerske.

En stor fisk i Ghana

De fleste repats er meget entreprenante, og mange ender som iværksættere og starter deres egen virksomhed, præcis ligesom Coumba Sow. Flere af Afrikas metropoler som Dakar og Ghanas hovedstad Accra, hvor Amanda Haarman lavede feltarbejde, er dynamiske byer med unge befolkninger, masser af kultur samt iværksættere og forretningsmuligheder, som det kan være sværere at komme i nærheden af i Europa.

Typisk kommer repatsene ikke fra familier med mange penge. Men forskellen mellem, hvor langt penge rækker i Europa i forhold til i Afrika, betyder, at de har mulighed for at skabe noget, de ikke havde kunnet, hvis de var blevet. Som en af Amanda Haarmans interviewpersoner sagde til hende, så skilte han sig ikke rigtig ud fra gennemsnittet i sit fødeland, ”men hvis jeg kan etablere mig i Ghana, kan jeg blive en stor fisk i en lille dam”.

“Selvom de ikke tilhører nogen elite, kommer repatsene med idéer og ofte også kapital fra Vesten – det giver dem nogle andre økonomiske muligheder,” siger Amanda Haarman om gruppen af ”hjemvendte” afroeuropæere. Samtidig er der et stort ønske om at bidrage til samfundet:

”Der er en meget stærk fortælling blandt repatsene om, at de gerne vil give noget tilbage. De føler, at de har en fordel, og nu vil de give tilbage til deres land – og det handler i høj grad om at opbygge industri, services, udvikle apps, skabe virksomheder.”

Et eksempel på det er Ibrahima Sylla, der ligesom Coumba Sow også medvirker i Arte-reportagen. I Paris, hvor han er født og opvokset, kørte han taxa, men i Senegal har han på seks år skabt landets største private busselskab, Salam Transport, med over 20 ansatte. I dag forbinder virksomhedens syv store, moderne busser med aircondition og trådløs internetforbindelse Dakar til en række af landets største byer.

”Der var transportmuligheder mellem byerne, men der manglede en komfortabel måde at rejse på. Det var vi de første, der leverede,” siger han.

Også Amy Sarr har planer om at starte en forretning i Senegal og ”give tilbage”. Hendes seneste besøg i landet har varet godt tre måneder, og hun har brugt tiden på at opbygge netværk, skabe kontakter og få helt styr på sit wolof. For hvis ikke lokalsproget er på plads, er hun godt klar over, at hun ikke kommer langt.

Samtidig er hun i gang med at spore sig mere ind på, præcis hvad hun gerne vil lave og inden for hvilket område.

”Der er så mange muligheder her, men økonomi er vigtigt for mig. Så det handler meget om penge, timing og netværk,” siger hun.

I begyndelsen af marts rejser Amy Sarr til Danmark igen, og her er det tanken, at hun skal spare penge op og lægge en plan, så hun er klar til senere på året at tage det endelige ryk til Senegal.