Néné Sy dyrker seks hektar med hirse og majs i Tambacounda-regionen i det sydøstlige Senegal. Hun har kæmpet for at få en jordlod, for kvinder står sidst i køen, når landsbyens jord skal fordeles. Når hun alligevel har forladt sit landbrug for at rejse til Frankrig, før høsten er kommet helt i hus, er det, fordi hun har et budskab til klimakonferencen i Paris. Et budskab, hun udtrykker i ét ord:
”Klimaretfærdighed. Vi vil have klimaretfærdighed. Det er os i Afrika og andre fattige lande, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne. Regnen falder senere, end den plejer. Vi har tørke, når det plejede at regne, og bagefter får vi så meget regn, at hele afgrøden skylles væk. Ved kysten skyller havet ind over markerne, når det stormer, så jorden bliver ødelagt af salt, og mange familier har mistet både deres hjem og deres jord, som ikke længere kan dyrkes,” siger Néné Sy.
Klimaretfærdighed er et af de spørgsmål, som kommer til at fylde meget, når 195 lande i dag møder op i Paris for at blive enige om en ny international klimaaftale. Sult kan blive en af konsekvenserne af klimaforandringerne i Afrika, og ifølge FN risikerer 200 millioner mennesker især på den sydlige halvkugle inden 2050 at blive drevet fra deres hjem på grund af klimakatastrofer som havstigninger, oversvømmelser eller tørke.
”Klimaretfærdighed handler om, at de fattige lande ikke er skyld i klimaforandringerne. Men det er dem, som især mærker konsekvenserne. Og det kan ikke være rigtigt, at de skal give afkald på fremtidig udvikling for at bidrage til den samlede globale begrænsning af CO2-udslippet. De fattige lande vil også gerne investere i uddannelse og sundhed, og hvis de skal bruge penge på grøn energi, må de rige lande hjælpe dem,” siger Mathias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Det skal blandt andet ske gennem Den Grønne Klimafond, som blev vedtaget ved Cop15, klimatopmødet i København i 2009. Men der er stadig langt til målet om at mobilisere 100 milliarder dollars (godt 700 milliarder kroner) om året i 2020. Sidste år stillede de rige lande godt 60 milliarder dollars (422 milliarder kroner) til rådighed for klimatilpasning i de fattige lande, men heraf gik kun 10 milliarder dollars til Den Grønne Klimafond.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan man håndterer for eksempel tab af jord og territorium, der enten ikke længere vil være dyrkbar eller ganske enkelt skyller i havet. Det er det såkaldte ”tab og skade”, som blev defineret ved Cop19-konferencen i Warszawa i 2013.
Men det, som især vil give forhandlerne søvnløse nætter, er styrkeprøven om, hvorvidt de nye vækstlande skal regnes med til de rige lande, der skal reducere udledningerne og bidrage økonomisk til klimatilpasningen og finansieringsmekanismerne, eller til de fattige, der skal modtage pengene. Kina tilhørte gruppen af fattige lande ved Cop15 i København og nægter at blive flyttet til gruppen med de rige lande ved Cop21 i Paris, selvom Kina i dag er det land, der udleder mest CO2. Målt pr. indbygger er det dog stadig USA, der ligger i spidsen med 17 tons pr. indbygger om året mod 7,4 tons i Kina.
”Nord-syd-konflikten vil helt klart blive et af de store stridspunkter, for de rige lande frygter, at nogen forsøger at snige sig uden om det fælles globale ansvar,” siger Mikkel Funder, der er forskningskoordinator ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i klima og naturressourcer.
”Det gælder især Kina og Indien, som selv har store udledninger, men som vil få del i klimamidlerne, hvis de hører til de fattige lande. De støttes af de fattige lande, som har en interesse i at have Kina på deres side inden for G77-gruppen, der traditionelt taler de fattige landes sag,” siger Mikkel Funder.