De Forenede Nationer var Roosevelts drøm

FN var i vid udstrækning et barn af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts vilje til at skabe en verden uden krig. Men han var også klar over, at FN-pagten skulle hvile på den nationale suverænitet

Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt kørte et tæt parløb, efter at USA blev tvunget med i Anden Verdenskrig som følge af det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941. Her ses de sammen under den britiske premierministers besøg i Det Hvide Hus to uger senere, hvor den amerikanske præsident fik ideen til De Forenede Nationer. – Foto: Newsreel/AP/Ritzau Scanpix.
Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt kørte et tæt parløb, efter at USA blev tvunget med i Anden Verdenskrig som følge af det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941. Her ses de sammen under den britiske premierministers besøg i Det Hvide Hus to uger senere, hvor den amerikanske præsident fik ideen til De Forenede Nationer. – Foto: Newsreel/AP/Ritzau Scanpix.

I december 1941 var den britiske premierminister Winston Churchill i Washington for sammen med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt at udforme det dokument, der skulle formalisere de allieredes fælles kamp mod nazismen og aksemagterne.

Alliancen skulle have et navn, som Roosevelt havde spekuleret over et stykke tid. Og en morgen vågnede han og havde set navnet i en drøm: De Forenede Nationer.

”Roosevelt var så begejstret, at han straks måtte fortælle det til Churchill. Han spurtede gennem Det Hvide Hus i sin rullestol hen til Churchills værelse og smækkede døren op til badeværelset, hvor han fortalte en splitternøgen britisk premierminister, at han havde fundet navnet på den nye alliance. Lidt flov sagde Roosevelt bagefter, at han var ked af, at han sådan havde overrasket Churchill i det bare ingenting. Hvortil Churchill svarede, at en britisk premierminister aldrig føler nogen forlegenhed ved at stå over for en amerikansk præsident.”

Manden, der klukkende fortæller denne anekdote, er Nigel Hamilton, britiskfødt historiker ved Massachusetts Universitetet og kendt for sit trebindsværk om Franklin Delano Roosevelt.

”FDR var hovedarkitekten bag De Forenede Nationer. Roosevelt var overbevist om, at demokrati og social retfærdighed var nødvendige for at skabe fred, og han ville skabe en global autoritet, der kunne samle landene til samarbejde og afværge krig. Han arbejdede på dette projekt allerede inden, at angrebet på Pearl Harbour tvang USA i krig,” siger Nigel Hamilton.

De Forenede Nationers Deklaration, som blev underskrevet først af de fire stormagter USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina den 1. januar 1942 og siden af yderligere 22 nationer, udstak allerede hovedlinjerne i det, der siden blev De Forenede Nationers Pagt, også kendt som FN-charteret. Pagten var på dagsordenen gennem hele krigstiden ved konferencerne i Moskva, Teheran og Jalta, inden den blev forhandlet endeligt på plads i San Francisco og underskrevet den 26. juni 1945 – to og en halv måned efter den polioramte amerikanske præsidents død.

”Roosevelt var idealist i den forstand, at han mente, at verden ikke skal styres af landenes forfølgelse af egeninteresser. Han var blandt andet præget af religiøse værdier som medlem af den episkopale kirke, og han troede fuldt og fast på, at religion er kilden til forståelsen af ret og uret. Han så fred og sikkerhed i verden som en del af Guds plan for menneskeheden,” siger Nigel Hamilton.

”Men han var også realist. Og derfor var det afgørende for ham at få Sovjetunionen med i FN trods den spirende kolde krig. Og han ønskede, at FN foruden Generalforsamlingen skulle have et sikkerhedsråd med stormagterne som permanente medlemmer, der kunne træffe beslutninger,” tilføjer han.

FN-pagten har da også den nationale suverænitet som hovedhjørnesten, påpeger lektor Kristine Kjærsgaard fra institut for historie ved Syddansk Universitet.

”Det er en konstant balancegang: Man vil inddæmme de nationale interesser ved at skabe en samarbejdsstruktur, men man erkender realpolitisk, at FN ikke kan fungere, hvis denne inddæmning bliver for snærende,” siger Kristine Kjærsgaard.

Derfor tror hun også, at FN-pagten kunne vedtages i dag, hvis den blev sat til afstemning på ny.

”Hvis målet var, som pagten siger, at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, så har FN fejlet. Men et stort antal af verdens lande er stadig fortalere for en multilateral verdensorden og kollektiv sikkerhed,” siger hun.