Det rumler og brager. Coronapandemien og et forestående økonomisk styrtdyk ryster den verden, vi hidtil har kendt. De seneste år har der ikke manglet bekymrede sammenligninger af nutiden med perioden mellem Første og Anden Verdenskrig, og de sammenligninger pibler igen frem ved udsigten til en ny, alvorlig, verdensomspændende krise.
Overalt i verden spirer autokratier og populister frem som mælkebøtter i en hed og fugtig forårsmuld. Coronakrisen polariserer yderligere amerikansk politik, og lande som Rusland, Ungarn og Polen har allerede mere eller mindre direkte brugt krisen til angreb på demokratiske, borgerlige frihedsrettigheder og retsgarantier.
Så står vi over for endnu et forvarsel om demokratiets og det internationale retssamfunds endelige sammenbrud?
Professorerne Daniel Ziblatt og Steven Levitsky fra Havard Universitet i USA skrev for eksempel for et par år siden bestselleren ”How Democracies Die” (Hvordan demokratier dør), hvori de advarede mod at ignorere de politiske lektioner, der er at hente netop i mellemkrigstiden. Særligt lektionen om, at svage demokratier bryder sammen, når yderfløjene styrkes. Som mange andre drog de en parallel til dagens stærkt polariserede politiske miljø i USA.
I samme spor skrev USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright for et par år siden bogen ”Fascism: A warning” (Fascisme: en advarsel), som også trak linjer fra despoternes magtovertagelse i mellemkrigstiden til de mulige konsekvenser af præsident Donald Trumps destabilisering af amerikansk politik.
Eller tag den amerikanske nobelprisvindende økonom Paul Krugman, som har sammenlignet 1930’ernes store depression med finanskrisen i 2008, og som har konkluderet, at store økonomiske kriser skaber grobund for yderligtgående populistiske bevægelser som dem, der i 1930’erne førte til demokratiers fald og endnu en verdenskrig.
Nu har professorerne Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning fra Aarhus Universitet samt lektor Agnes Cornell fra Göteborg Universitet taget til genmæle mod dystopien. Sammen har de skrevet bogen ”Democratic Stability in an Age of Crisis” (Demokratisk stabilitet i en krisetid), der er udgivet på Oxford Universitets forlag i Storbritannien.
Ifølge dem er det ikke så sandsynligt, at selv en ny, dyb økonomisk krise efter coronapandemien vil underminere demokratiet i en grad, så det falder fra hinanden. I hvert fald ikke så længe talen falder på de gamle, velfunderede demokratier.
”Vores forventning er, at demokratiet egentlig ikke risikerer at komme i en krise med fare for sammenbrud, hvis vi taler om et gammelt demokrati som vores eget, hvor elite og befolkning har vænnet sig til, at det er sådan, man regerer,” siger professor Svend-Erik Skaaning fra Aarhus Universitet.
”Derimod kan man sagtens forestille sig, at der kan opstå problemer i nyere demo-kratier, som er mindre rodfæstede, hvor civilsamfundet måske ikke er så stærkt, og hvor de politiske partier ikke er gearede så godt til at samarbejde på tværs.”
Svend-Erik Skaaning peger på, at nogle lande har brugt coronakrisen til at undertrykke ytringsfriheden, selvom det ikke har været nødvendigt ud fra et sundhedsperspektiv.
”Ytringsfriheden kunne man ellers godt bruge mere aktivt og positivt til at skaffe nye og bedre idéer til at bekæmpe corona, men det er blevet brugt modsat til at lukke ned for oppositionen,” siger han.
Udover at det er afgørende, om man har et nyt eller gammelt demokrati, spiller styrken af civilsamfundet også ind. Ifølge forskerne er de stærke civilsamfund i Nordvesteuropa og USA en af forklaringerne på, at nazismen og kommunismen aldrig slog igennem her i mellemkrigstiden. Tyskland havde også på papiret et stærkt civilsamfund, men det var karakteriseret ved en stærk opdeling af de forskellige grupper i samfundet. Der var ikke den sociale kontakt mellem klasserne, som er beskrevet i Matadors Korsbæk by, hvor bankdirektører, jernbanearbejdere, køkkenfolk og grisehandlere hilser på hinanden på gaden.
Og det banede vej for en politisk polarisering.
”I mellemkrigstiden kunne vi se, at de steder, hvor demokratiet tidligt havde vundet indpas, var man mere villig til at samarbejde end i lande, hvor demokratiet først sent blev indført. I lande, hvor man ikke havde erfaringer med samarbejde, dannede partierne alliancer med fløjene, fordi man var bange for, at modparten inde over midten ville misbruge et kompromis til at underminere en selv. Man frygtede, at modparten aldrig ville give magten fra sig igen, hvis den først havde vundet den.”
”Derfor dannede konservative partier i Tyskland for eksempel alliancer med nazisterne i stedet for at indgå et kanslergadeforlig som det, vi så herhjemme,” siger han med henvisning til det store politisk-økonomiske forlig fra 1933 mellem Socialdemokratiet, De Radikale og Venstre.
Polarisering foregår jo også i gamle demokratier. I USA har både valget af Donald Trump som præsident og aktuelt håndteringen af coronakrisen skabt en voldsom polarisering. Hvorfor udgør det ikke en risiko for det amerikanske demokrati?
”Det er rigtig nok, at amerikansk politik er blevet polariseret, så her trækker det at have et gammelt demokrati, og at partierne polariseres, i hver sin retning. Jeg er nu ikke bekymret på USA’s vegne – netop på grund af demokratiets alder, styrken af civilsamfundet og den frie presse. Det overtrumfer polariseringen, der trækker i den modsatte retning,” siger Svend-Erik Skaaning.
”Men man må også sige, at coronakrisen i USA er blevet polariseret på en måde, man ikke har set i andre demokratiske lande. Som da Donald Trump i begyndelsen af krisen sagde, at det bare var noget, der blev brugt af Demokraterne for at ramme ham, og som da han gik imod flere guvernører og deres håndtering af krisen. Herhjemme har man tværtimod afpolitiseret den og sagt, at det er noget, man står sammen om.”
”Hvis man kigger på målinger af folks støtte til demokratiske principper, både på det abstrakte plan og mere konkret, nyder de stadig meget stor opbakning. Opbakningen er også større i demokratier, der har fungeret godt i mange år end i nye demokratier,” understreger han og henviser til en ”interessant undersøgelse”, som et andet hold forskere i marts foretog om tilfredsheden med demokratiet og offentlige institutioner i en række europæiske lande.
”Det betød, at nogle borgere blev spurgt inden coronakrisen og andre efter, at den var brudt ud. De fik helt de samme spørgsmål, og der kan man se, at tilliden til regeringerne steg undervejs, og tilfredsheden med demokratiet steg også en lille smule i flere lande,” siger Svend-Erik Skaaning.
”Så i hvert fald indledningsvist har coronakrisen ikke undermineret tilliden til demokratiet og institutionerne.”
Går man tilbage i historien, ændrede de politiske forhold i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne sig meget hurtigt. Efter en påsat brand i den tyske rigsdag blot en uge før valget i 1933 fik Adolf Hitler næsten uindskrænket magt til at fængsle politiske modstandere, og efter valget blev demokratiet reelt sat ud af kraft med en vidtgående bemyndigelseslov til rigskansleren.
Hvorfor skulle noget lignende ikke kunne ske igen, selvom det er i et gammelt demokrati, for eksempel i et stærkt polariseret USA?
”En stor og markant forskel er, at langt de fleste af dem, man kalder populister i dag, både til venstre og til højre, er markant mere reelt demokratisk sindede, end populister var i mellemkrigstiden. Dengang var grupperingerne typisk antidemokratiske. Man meldte åbent ud, at demokratiet ikke var ens vej.”
”Det kan godt være, at de konservative regnede med, at de kunne styre Hitler ved at gøre ham til rigskansler, men det kan ikke have været den store overraskelse for dem, at han var antidemokrat, hvis man havde læst, hvad han havde skrevet.”
Svend-Erik Skaaning nævner, at selvom for eksempel Polen og Ungarn underminerer domstolene og ytringsfriheden, er der stadig mere frihed i de to østeuropæiske EU-lande, end der var under kommunismen, og fra Ungarns leder Viktor Orbáns demokratiopfattelse er der stadig et stykke vej til nazisternes og fascisternes.
De nordiske og nordvesteuropæiske lande fremhæves altså for deres velfunderede demokratier, der ikke er så lette at ryste. I den nye bog sættes årstallet for demokratiets fødsel i Danmark til 1901, da parlamentarismen blev indført. Andre har argumenteret for, at det først skete i 1920, mens andre igen nævner 1849, da Danmark fik Grundloven.
Hvis man tager udgangspunkt i 1901, var der kun gået godt 30 år med demokrati i Danmark, da Tyskland og andre europæiske lande fik diktaturer i 1930’erne.
Det vil sige, at det danske demokrati dengang havde samme alder, som de østeuropæiske demokratier har nået i dag efter Murens fald. Hvor gammelt skal et demokrati egentlig være for, at man kan kalde det veletableret?
”Vores argument vil være, at det ikke er et spørgsmål om antallet af år,” siger Svend-Erik Skaaning.
”Mindst to faktorer spiller ind. Det ene er, at hvis demokratiet er groet indefra, står det meget stærkere, end hvis det skabt på baggrund af internationale strømninger. Derfor lægger vi også vægt på, hvor rodfæstede partierne og civilsamfundet er. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvor mange år et land har været demokratisk.”
”Den anden faktor er kvaliteten af demokratiet, både under tidligere kriser og i andre perioder. Leverer demokratiet den sikkerhed, frihed, velstand og velfærd, som befolkningen efterspørger, står det stærkere. Så har folk sværere ved at forestille sig alternativer, end hvis demokratiet har fungeret i 20 år, men bare har ført til et stort rod af tusinde forskellige regeringer, som aldrig har gennemført ordentlig lovgivning. Hvor man har fået en korrupt stat, der ikke har kunnet gennemføre noget af det, der er blevet lovet i valgkampene. Vores afgørende argument er, at demokratiet skal have fået en stærk indflydelse på den politiske kultur i samfundet.”
I den aktuelle situation er mange af demokratiets ellers urørlige frihedsrettigheder blevet tilsidesat, for eksempel forsamlings- og bevægelsesfriheden. Det er ikke bare sket i østlande, men også i de vestlige demokratier som det herhjemme. Nogle vil tage det som udtryk for, at selv de vestlige demokratier er skrøbelige og let kan undermineres.
Forskeren fremhæver dog, at for eksempel retten til at samles til politiske demonstrationer fortsat gælder, og at man i Danmark har sat en udløbsdato på de tiltag, der griber ind i de borgerlige frihedsrettigheder. Principielt er der imidlertid stor forskel på, om man udhuler nogle frihedsrettigheder, eller om man forhindrer politiske modstandere i at komme til magten. Det sidste er definerende for, om demokratiet findes eller ej.
”Det er rigtigt, at nogle af frihedsrettighederne er blevet undermineret, men så længe de ikke misbrugs politisk, er det ikke en trussel mod demokratiet,” siger han og understreger, at han ikke vil lyde som en ”jubeloptimist”. Coronakrisen giver alvorlige problemer, men de risikerer at blive endnu større for autokratier end for demokratier, viser forskningen.
”Autokratier bryder også sammen, hvis de bliver ramt af kriser. Hvis der er en krise, kan lederen i et autokrati ikke bare udskrive et valg for at få renset luften og lade andre komme til. Så er der ikke nogen fredelig måde at få skiftet magten på,” siger Svend-Erik Skaaning