Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

De græske øer udfordres igen af flere flygtninge

Human Rights Watch besøgte i maj flygtningelejren på Samos og beskrev den efterfølgende som den værste på De Ægæiske Øer. Lejren blev bygget i 2007 til at huse cirka 260 flygtninge, men i forsommeren 2016 blev den udvidet, så kapaciteten kom op på 636 senge. Nu bor der 900 i lejren. Foto: Louisa Gouliamaki/AFP/Scanpix

FN ser igen en stigning i antallet af nyankomne flygtninge til Grækenland, der dårligt kan håndtere flere. Især på De Ægæiske Øer er situationen prekær

Siden EU og Tyrkiet den 20. marts i år indgik en aftale om at stoppe flygtningestrømmen over det østlige Middelhav, har Samos og de andre Ægæiske Øer kun modtaget en brøkdel nyankomne modsat de omkring 856.000 flygtninge og migranter, der ankom til Grækenland sidste år.

Nye tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat viser dog, at mens der i juli kom 1920 til landet ad søvejen, var tallet igen oppe på 3447 i august, og frem til den 12. september er der atter ankommet 1458 flygtninge og migranter.

Et halvt år efter at aftalen mellem EU og Tyrkiet blev indgået, frygter både EU og UNHCR en tilbagevenden til sidste års flygtningekrise. Det bekymrer indbyggerne på blandt andet Samos, fortæller danske Bettina Espersen. Hun har boet på øen i snart 20 år og oprettede sidste år hjælpegruppen Venligboerne / Friendly Humans Samos, der blandt andet sørgede for morgenmad til flygtningene.

”Der vil ikke være den samme opbakning lokalt til at hjælpe, hvis flygtningene igen kommer i tusindvis. Mange er udmattede efter sidste år, og flere stiller spørgsmål ved, om det er os lokale, der skal bære ansvaret for nødhjælpsarbejdet. Modstanden mod flygtningene er også vokset efter en meget skuffende turistsæson, så det ville være svært at levere den samme humanitære indsats, som vi gjorde sidste år,” siger hun.

Samos med sine cirka 33.000 indbyggere ligger 1,5 kilometer fra Tyrkiet og modtog sidste år godt 120.000 flygtninge og migranter. Efter EU’s aftale med Tyrkiet faldt antallet af nyankomne drastisk, men fra juli til august og fra august til september er antallet af flygtninge fordoblet pr. måned til foreløbig 205 i indeværende måned. Og selvom antallet slet ikke er sammenligneligt med sidste års, så kommer der nu flere, end der forlader øen, siger UNHCR’s ledende socialarbejder på Samos, Rose de Jong:

”Det er ikke en holdbar situation i længden. På Samos har vi 636 senge i lejren, men flere end 900 flygtninge. Som situationen er lige nu, rejser meget få, mens vi nogle dage får en del flygtninge over fra Tyrkiet. Det er den græske stat, der skal tage sig af lejren, men det er frivillige, der deler telte ud til dem, der ikke kan få en container, og UNHCR deler tæpper ud.”

Venligboerne / Friendly Humans Samos er en af de frivillige grupper, der hjælper med telte, kogeplader, elkedler og andet, de nyankomne mangler. Telte fylder derfor igen gangene mellem containerhusene, og den trange plads er med til lægge pres på i forvejen udfordrede mennesker, siger Bettina Espersen.

”Nogle af lejrens beboere har ventet i seks-syv-otte måneder på at høre, om de har fået asyl. Ventetiden er endnu længere, hvis de skal anke. Jo flere nye, der ankommer til øen, des længere tid skal de vente, og jo mere overfyldt bliver lejren. Det fører til spændinger flygtningene imellem, men bliver der ballade, kan det også vende stemningen på øen. Lige nu accepterer de lokale, at flygtningene er her, men tålmodigheden med EU og den græske regering er tyndslidt, så der skal ikke meget til, før der bliver ballade,” siger danskeren.

At situationen i lejren på Samos er uholdbar i længden, står klart allerede få skridt inden for det dobbelte hegn med pigtråd i toppen, der skulle holde flygtningene indespærret. Siden foråret har lågerne stået åbne, fordi det flere gange er kommet til demonstrationer og slagsmål mellem lejrens forskellige nationaliteter, ligesom det var tilfældet på Lesbos længere mod nord i mandags, hvor flygtningelejren Moria brændte efter optøjer.