Prøv avisen
Nyhedsanalyse

De gule veste fører an i Europas første sociale klimakrise

Næsten tre ud af fire franskmænd støtter den sammensatte gruppe af arbejdere, småhandlende, selvstændige, arbejdsløse og andre, der har svært ved at få pengene til at slå til, og som har valgt de gule trafikveste som deres fælles protestuniform. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Efter de kaotiske scener i Paris står den franske præsident Macron over for en radikaliseret revolte, der truer med at brede sig til andre europæiske lande. Underfrankrigs oprør mod grønne afgifter afslører den kommende sociale kamp om, hvem der skal betale for den grønne omstilling

Frankrig har endnu svært ved at tro sine egne øjne efter weekendens kaos i hjertet af Paris. Billederne af Triumfbuen med graffitier om præsident Emmanuel Macrons afgang og de gule vestes forestående sejr samt ødelæggelserne i museumsrummet indenfor har ramt mange franskmænd i hjertekulen.

Det nationale symbol, Mariannefiguren, med ansigtet halvt smadret, kondenserer de krigslignende scener med brændende politibiler, udbrændte butikker og hærgende horder på Champs-Elysées og de nærliggende sidegader. Antallet af demonstranter i Paris er faldet til 75.000 i den forgangne weekend mod 240.000 under den første demonstration den 17. november, men for hver uge er protestbevægelsen blevet mere og mere radikaliseret.

Alligevel støtter næsten tre ud af fire franskmænd stadig den sammensatte gruppe af arbejdere, småhandlende, selvstændige, arbejdsløse og andre, der har svært ved at få pengene til at slå til, og som har valgt de gule trafikveste som deres fælles protestuniform. Optøjerne finder sted i adskillige byer landet over, hvor demonstranterne forsøger at trænge ind i offentlige bygninger.

Repræsentanter for statsadministrationen taler til dagbladet Le Monde om en ekstremt sprængfarlig ”præ-revolutionær situation” og frygter, at den vil komme fuldstændig ud af kontrol og ende i en form for mere eller mindre permanent oprørstilstand.

For selvom et møde mellem repræsentanter for protestbevægelsen og premierminister Edouard Philippe er kommet i stand i dag, er der ingen garanti for, at de ledere, som begynder at skille sig ud, er repræsentative og kan kanalisere vreden ud i konkrete løsninger. Kravene om, at Macron skal træde tilbage, opløse parlamentet og udskrive nyvalg, er ikke kun udtryk for, at præsidenten selv er upopulær. Det er mistilliden til hele det politiske system og det repræsentative demokrati, som kommer til udtryk i den gule bølge.

I denne forstand er de gule veste af samme støbning som de populistiske bevægelser, der breder sig i Europa. Men den franske opstand skiller sig ud ved at være drevet af sociale og økonomiske krav. Det er social ulighed og ikke migration eller islam, der er kernen i protesterne. De blandede krav, der fremsættes på Facebook og på rundkørslerne, hvor de gule veste dagligt blokerer trafikken, handler om at hæve mindstelønnen og genindføre formueskatten. Og dermed at rulle Emmanuel Macrons økonomiske politik tilbage.

Men forudsætningen for overhovedet at forhandle, skriver nogle af disse spirende gule ledere i et indlæg i avisen Journal du Dimanche, er at ophæve de stigninger i de grønne afgifter, som udløste hele protestbevægelsen.

Og desuden en lempelse af de krav til bilernes CO2-udledning, som risikerer at tvinge rigtigt mange franskmænd til at skrotte deres gamle forurenende biler.

Denne modstand mod grønne afgifter er nu ved at forplante sig til Bruxelles, hvor belgiske gule veste kom i kamp med politiet i fredags, men også til Holland, hvor gule veste lørdag dukkede op i flere byer med krav om et stop for både de grønne afgifter på brændstof og for den liberale regeringsleder Mark Ruttes pensionsreform. Disse krav kommer netop, som klimakonferencen COP24 afvikles i Polen. Men Frankrigs gule veste er ikke klimaskeptikere. På intet tidspunkt har demonstranterne anfægtet nødvendigheden af at udlede mindre CO2 eller sat spørgsmålstegn ved klimaforandringerne.

Det, de protesterer imod, er derimod klimatiltagenes sociale slagside. De grønne afgifter på diesel rammer den lavere middelklasse i udkantsområderne langt hårdere på pengepungen end de velstående i storbyerne, der ikke behøver to biler for at komme på arbejde eller som har råd til et højere benzinbudget. Samtidig med at de takket være højere forbrug og flere udlandsrejser udleder 40 gange så meget CO2 som de laveste 10 procent i indtægtspyramiden.

En billedmontage, som har haft stor succes på de sociale medier, viser dronning Marie-Antoinette og teksten ”Hvis de ikke har råd til diesel, kan de vel købe en el-bil.”

Det er en omskrivning af hendes berømte ord om, at de fattige, hvis de ikke har brød, bare kan spise kage, som var med til at udløse den franske revolution i 1789. Frankrigs gule veste har lagt kimen til det, der kan blive Europas første sociale klimakrise.