Nogle få øres prisstigning på en metrobillet i Chile, en skat på whatsapp-mobiltjenesten i Libanon: Gnisten, der antænder branden, kan være beskeden, men bag den tilsyneladende banale anledning er det års opsparet vrede, der eksploderer, og som sjældent lader sig inddæmme med politiske indrømmelser. Ligesom de gule veste i Frankrig sidste år blev udløst af en benzinafgift, men udviklede sig til en ukontrollabel protestbevægelse, lyder nu det samme krav om politisk og økonomisk forandring fra alle dele af kloden.
Fra Sydamerika til Mellemøsten, men også i Europa, Afrika og Asien er massive folkelige protestbevægelser brudt ud næsten uden varsel. Og selvom hvert enkelt tilfælde udspringer af sin egen nationale sammenhæng, er det de samme billeder af massedemonstrationer, politiopbud og mere eller mindre voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, der fylder tv-skærme og nyhedsdækningen.
”Vores verden er på kogepunktet,” vurderer den franske politolog Dominique Moïsi, særlig rådgiver ved institut for internationale studier, Ifri, i Paris, over for FranceTV.
Og det, der bringer temperaturen op i det røde felt verden over, er en kombination af økonomisk ulighed og politisk stivnede regimer, mener Dominique Moïsi.
På det sydamerikanske kontinent er det ikke de vaklende autoritære regimer i Venezuela eller Nicaragua, der er rystet af massedemonstrationer, men også Chile, som præsident Sebastian Piñera for nyligt beskrev som ”en oase af stabilitet”. Nu er over 2600 mennesker blevet anholdt og mindst 18 mennesker, heriblandt et fireårigt barn, omkommet i de ugelange protester. I første omgang erklærede præsidenten landet i undtagelsestilstand og satte hæren ind mod en befolkning, som endnu har militærdiktaturet under Augusto Pinochet i frisk erindring. Men natten til i onsdags gik han så på nationalt tv, bad om tilgivelse og kom med markante indrømmelser, da han lovede en hævet mindsteløn, højere stats- betalt pension, stabilisering af prisen på elektricitet og en sundhedsforsikring for medicin.
”Det er sandt, at problemerne har hobet sig op i mange årtier, og at skiftende regeringer ikke har anerkendt problemets omfang. Jeg anerkender og undskylder for de manglende visioner,” sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Som politologen Marta Lagos, grundlægger af meningsmålingsinstituttet Latinobarometro Corporation, tidligere på ugen forklarede til avisen Financial Times, så har Piñera fejlagtigt troet, at ”det handler om at genoprette offentlig ro og orden. Men dette er udtryk for en stor social utilfredshed, som ikke løses med udgangsforbud.”
”Det vi ser, fra Chile til Libanon, er reaktionen på 30 års liberal politik, der har øget uligheden,” mener også professor Hans Lauge Hansen fra afdelingen for Latinamerikastudier ved Aarhus Universitet.
”Chilenerne protesterer ikke længere mod prisen på metrobilletter, men mod privatiseringen af sundheds- og undervisningsvæsenet og administrationen af pensionssystemet. Når store dele af befolkningen ikke har råd til at give deres børn en uddannelse, svigter man løftet om, at social opstigning er mulig, hvis bare man arbejder hårdt. Dette er på mange måder en fortsættelse af de protestbevægelser, vi så efter finans-krisen i 2008 med for eksempel Occupy Wall Street,” siger Hans Lauge Hansen.
I Ecuador har præsident Lenin Moreno bragt freden tilbage efter 11 dages optøjer ved at afblæse planlagte prisforhøjelser på brændstof, som var et krav fra Den Internationale Valutafond til gengæld for et milliardlån. Og FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har på et møde med valutafonden udtrykt bekymring for, at IMF’s skrappe sparekrav har for store sociale og politiske omkostninger.
”De mange demonstrationer verden over har alle et fælles element af, at folk føler sig ekstremt økonomisk presset,” siger Guterres’ talsmand, Stéphane Dujarric, til avisen The New York Times.
I Libanon var en fjerdedel af landets befolkning, deriblandt et flertal af unge og kvinder, i weekenden således på gaden med kravet om økonomisk fremgang og politisk forandring.
”Alle samfundslag følger med i, hvad der sker her, for det foregår fredeligt og inkluderende og kan inspirere andre,” siger den algeriskfødte sociolog Nasser Al-Jabi til nyhedsmediet Deutsche Welle.
Og selvom premierminister Saad al-Hariri i mandags bøjede sig for protesterne og bebudede en række reformer, er massedemonstrationerne fortsat, nu med krav om et helt nyt politisk system.
”Den libanesiske befolkning og især de unge har mistet tilliden til det politiske system. Den libanesiske stat fungerer ikke, regeringen kan hverken levere jobs eller få elforsyningen til at virke. Vi har inden for de seneste uger set det samme krav om forandring i Algeriet og i Egypten,” siger Christian Velud, lektor i Mellemøststudier ved institut for statskundskab i Lyon.
Mens det arabiske forår i 2011 udtrykte krav om at afsætte korrupte og diktatoriske statsledere, er det nu hele den politiske klasse, som en ny generation af mere frygtløse unge vender sig imod. Og denne skuffelse er ikke væsensforskellig fra den, som i vestlige lande har ført til Brexit, de gule vestes fremkomst og givet fremdrift for nye nationalistiske partier. Og der går også en lige linje fra den ene storby til den anden, fra Santiago i Chile til Barcelona og Hongkong, mener han.
”Fællesnævneren er vrede, ungdommens vrede. Disse oprør repræsenterer en særlig udfordring, for de er umulige at forudse og næsten også umulige at kontrollere, fordi de er fuldstændig spontane og uden nogen form for ledelse og styring,” siger Dominique Moïsi til FranceTV.