Prøv avisen

De klæder Israels ultraortodokse kvinder på: En ærbar kvinde er smuk og majestætisk

På væggen med udklip fra bladene er der inspiration at hente fra kendte fra hele verden, for mange af dem klæder sig både smart og tækkeligt. Der er ingen dybe udskæringer, og knæ og albuer er tildækkede, som hos hertuginde Catherine af Cambridge, som Hani Dobkin peger på ved siden af en kjole, der er inspireret af hende. – Foto: Nir Alon/Zuma/Ritzau Scanpix

Der slækkes ikke på tækkeligheden, men internationale modetrends vinder indpas i Israels mest konservative samfund. Hani Dobkin og Miri Beilin, begge mødre til fem, går forrest i moderevolutionen blandt de mest ærbare ortodokse jødiske kvinder med mode- og designskolen i den ultrareligiøse by Bnei Brak

Ufrivilligt er den ultraortodokse jødiske verden ved at sænke paraderne. Tv er bandlyst, smarte telefoner forbudt, og internettet bliver betragtet med foragt og mistro, men alligevel skyller informationsstrømmen ind over de før så isolerede samfund. Og det er kvinderne, der fører an.

Da elevatoren når til 18. etage i den moderne kontorbygning, tager Hani Dobkin imod i døren. Overraskende iført en chik, æblegrøn kjole, sylespidse, højhælede, cyklamenfarvede sko, brede, rødmalede læber og en paryk med lysstribet løsthængende hår byder hun indenfor i den første ultrareligiøse mode- og designskole i Israel. En skole, hun har grundlagt og bestyrer i landets største ultrareligiøse by, Bnei Brak øst for Tel Aviv. Skolen har eksisteret i fire år og har for øjeblikket 80 elever. Alle ultra- ortodokse kvinder i forskellige aldre.

De ultraortodokse jøder kendes almindeligvis på mændenes sorte tøj, ørelokker og store hatte, deres enorme børneflokke og kvinder, der ofte er klædt i kedelige lange skørter, korte parykker eller hovedtørklæder og flade sko. Men det er ikke hele historien.

Selvom kvinderne får mange børn og har mange hjemlige forpligtelser, har det i Israel altid været kvinderne, der måtte tjene pengene, lige så snart børnene er på vej, mens deres mænd er livstidsstuderende på yeshivaer og kollelim, religiøse institutioner for henholdsvis ugifte og gifte mænd, hvor de læser, debatterer og fortolker de hellige tekster. Tidligere var langt størstedelen af de ortodokse kvinder lærere i det ortodokse samfunds egne skoler og børnehaver. Og de, der ikke arbejdede uden for hjemmet, ernærede ikke sjældent familien ved hjemmesyning.

Men det seneste årti har kvinderne presset på – og langsomt fået lov til – at lære nyt og dermed øge deres indtjening. 73 procent af de ultraortodokse kvinder er på arbejdsmarkedet. Stadig flere får højere uddannelser og arbejder på arbejdspladser, hvor de kommer i kontakt med det sekulære samfund. Det påvirker.

”Jeg plejer at sige, at den ultraortodokse verden er mange forskellige nuancer af sort, for der er mange forskellige traditioner. Men der sker store forandringer i disse år. Mode og design er blevet populært. Mange kvinder syr og kan sy, men vil gerne lære mere om, hvordan de designer og styler. Det er en branche med et stort økonomisk potentiale, for ultraortodokse kvinder bruger mange penge på tøj: Vi har store familier. Det betyder, at der ustandseligt er bryllupper og familiefester, og kvinderne elsker at klæde sig på til det. Og læg mærke til de seneste internationale modetrends,” siger Hani Dobkin og henviser til, hvordan de britiske hertuginder Catherine og Meghan eller designeren Victoria Beckham klæder sig.

”Ærbart og moderigtigt går hånd i hånd hos rigtig mange kongelige og internationale kendisser. Og det påvirker selvfølgelig også her,” siger hun.

Hani Dobkin er mor til fem, en lidt indadvendt kvinde i midt-30’erne, der ikke bryder sig meget om at snakke. Det gør den 37-årige amerikanskfødte Miri Beilin til gengæld. Hun er født i New York, kom til Israel som 17-årig, blev gift som 18-årig og var allerede mor til to, da hun som 19-årig åbnede sin egen brudekjolesalon i Bnei Brak. I dag er hun mor til fem børn mellem 6 og 19 år, stylist og ekspert i, hvordan man klæder en almindelig – ikke nødvendigvis åleslank – kvinde ærbart og moderigtigt på. Hun er en populær lærer på Hani Dobkins kurser. Hendes egen langærmede, rundhalsede sorte kjole er overstrøet med lyserøde blomsterbuketter, hun bærer sorte net-ankelsokker, spidse, gule, høje laksandaler med nitter, har meget lange rødlakerede negle, intenst røde læber, og hendes smalle ansigt er omkranset af en paryk med langt brunt hår.

Miri Beilin lægger vægt på balancen mellem det ydre og det indre. Når en kvinde klæder sig tækkeligt, dækker sine knæ og sine albuer og undgår at være nedringet, så påvirker det hendes selvopfattelse, og det påvirker også det omgivende samfunds opfattelse af hende, forklarer hun:

”En ærbar kvinde er smuk og majestætisk. Alle kvinder, der lever op til ærbarhedskriterierne, elsker det. Vores følelser kommer til udtryk i vores påklædning, folk dømmer hinanden på deres påklædning, og det bruger jeg blandt andet, når jeg arbejder for at støtte teenagepiger, der har svært ved at leve op til de forventninger, det religiøse samfund har til dem. Jeg lærer dem, at den måde, de klæder sig på, kan hjælpe med til at give dem selvrespekt. Det gælder også i det sekulære samfund. Jeg har i mange år været rådgiver i makeover-tv-shows, og der viser jeg, at kvinder kan og bør klæde sig ærbart, hvis de vil have, at folk lytter til det, de siger. Hvis en kvinde har noget vigtigt og klogt at sige, bliver der lyttet mere til hende, hvis hun klæder sig tækkeligt, ærbart og med klasse.”

Miri Beilin forklarer, at der selvfølgelig er mange forskellige fortolkninger. Nogle af de ortodokse grupper har en tradition, hvor gifte kvinder kronrager sig og altid går med et stramt tørklæde. Andre binder tørklæder om hår og hoved i turbanstil. Nogle diskret lavt, andre opsigtsvækkende højt. Endnu andre kvinder dækker deres hår med en paryk. Og mens nogle rabbinere kun accepterer korte parykker, der tydeligt signalerer, at det er en paryk, giver andre rabbinere tilladelse til langhårede parykker, der kan gøre det svært at vide, om det er paryk eller naturligt hår, man ser. Men der står ingen steder i Bibelen, at kvinder skal gå med lange ærmer og skørter og dække håret med hat, tørklæde eller paryk, der er tale om traditioner udviklet over århundrederne, understeger hun:

”I Toraen står der ikke noget om, at kvinder ikke må være smukke. Tværtimod. Vores stamfader Abrahams Sara bliver beskrevet som en smuk kvinde, også vor stammoder Rebekka og dronning Ester. Der står intet i Bibelen om, at de var ærbare eller tækkeligt klædt, men der står, at de var smukke. Jeg mener, at når en kvinde er i kontakt med sin egen kvindelighed og føler sig smuk, så lever hun op til rollen. Der står ikke, at vi skal dækkes til, men vi skal være bevidste om den måde, vi klæder os på, og vide, hvorfor vi klæder os, som vi gør.”

”Ypperstepræsten klædte sig om, inden han gik ind i det helligste af det helligste, og da han kom ud, klædte han sig om igen. Det lærer os, at man klæder sig på til anledningen. En kvinde, der respekterer sig selv, bør dække sig til – det gør hende også en smule mere gådefuld. Kvinder ved, hvordan de skal agere uden at behøve at blotte sig. Vi har hverdagstøj og sabbat-tøj, for det giver os en fornemmelse af højtid. Så også i en religiøs forstand har påklædningen en betydning og er en del af vores identitet,” siger Miri Beilin og tilføjer, at det ikke tager noget fra en kvindes evne til at bruge sin kvindelighed, at hun klæder sig ærbart.

De fleste ortodokse familier vil kræve, at deres døtre dækker knæ og albuer, fra de er 12 år. Det er bat mitzvah-alderen, der oprindeligt var den alder, der skelner mellem pige og giftefærdig ungmø. Men den ortodokse pigemode sørger allerede for, at pigernes ærmer og kjolelængde er tilpasset den voksne stil, længe inden de bliver 12 år. Det gør overgangen lettere, fortæller Miri Beilin, mens Hani Dobkin tilføjer, at børnemodemarkedet er i eksplosiv vækst. De ortodokse kvinder lever deres egne drømme ud i deres småpigers tøj, siger hun.

De to modebevidste ultraortodokse kvinders fremtoning får Kristeligt Dagblad til at rejse et principspørgsmål: Det er mænd, rabbinere, der bestemmer, hvad det ultraortodokse samfund kan tolerere. Ikke sjældent hører man, at en rabbiner har påbudt kvinder udelukkende at gå i mørke farver, sort, brunt, grøn eller blåt, og for alt i verden at undgå rødt. Skøgernes farve. Er det afskaffet?

Miri Beilin siger, at hun ikke ved, hvad alle og enhver tænker, men hun vil gerne dele sin egen erfaring:

”Der er selvfølgelig ærbarhedsreglerne, men hver familie har deres rabbiner, som de kan spørge til råds, hvis der er noget, de er i tvivl om. Jeg kan forklare, hvordan det er for mig. Jeg elsker at klæde mig på for min mand. Jeg mødte ham, da jeg var 17 et halvt. Vi har været sammen i 20 år, og hver gang jeg går ud med ham og klæder mig på til det, føler jeg mig så speciel. Han ser mig. Jeg er hans. Jeg vil selvfølgelig ikke have, at han kaster blikke efter nogen anden. For eksempel elsker han mit lange hår, så hvis jeg gik med kort hår, så ville jeg ikke føle mig tilfreds med mig selv, når han ser på mig.”

”Det med det røde er meget individuelt. Hvis du klæder dig i rødt for at tiltrække opmærksomhed, så synes jeg, du skal lade være. Men har din mand og din familie det o.k. med det, så er det fint. Jeg ved om mig selv, at når jeg når til torsdag, er jeg nødt til at have noget rødt på. Jeg har ikke energi til at undervise sidst på ugen, hvis jeg er i sort, så skal der gult, rødt eller pink til for fylde energi på,” siger hun.

Udtrykket ”kvinder klæder sig for andre kvinder”, går igen flere gange i samtalens løb. Det har sandsynligvis altid været sådan, uanset hvilken type samfund mennesket har levet i. Men i den ultraortodokse verden har det om muligt endnu større betydning. For ingen ung kvinde vil forpasse sin mulighed for at gøre et godt indtryk på en mor til en søn, som hun er interesseret i at møde. Og det er en af årsagerne til, at der investeres utrolig megen energi og penge i at klæde sig til bryllupsfester. For her bliver de unge kvinder set, mål og vejet af eventuelle tilkommende svigermødre.

Unge par har mulighed for at mødes efter henvisning fra en Kirsten-giftekniv, en såkaldt shadhanit, med kartotekerne fulde af unge mænd og kvinder i passende aldre. Et enkelt møde eller to på offentlige velbelyste steder. En eventuel svigermors indtryk kan få stor betydning, og Hani Dobkin forsikrer, at de unge piger klæder sig med modebevidst omtanke, når de går til de møder.

Ved siden af undervisningen på modeskolen og brudekjolesalonen, de fem børn og ægtemanden er Miri Beilin også den ultra-ortodokse modeverdens ekspert på de sociale medier. De trykte ultraortodokse aviser vil ikke tillade billeder af hverken kvindelige modeller eller dametøj, og derfor må branchen ty til at reklamere for sig selv på det forbudte internet og de sociale medier. Det fungerer. Miri Beilin blogger om kosher-tøj på Instagram. Hun får lavet fotos med sekulære modeller af forskellige ortodokse rabbiner-godkendte forretninger og designeres kollektioner, og lægger dagligt nye billeder ud til sine tusinder af følgere i og uden for Israel. SoMe er kommet for at blive blandt de ortodokse kvinder, fastslår hun.

I det sekulære israelske samfund er mange kvinder taknemmelige for de ortodokse kvindes paryktradition, for hos de mange dygtige og professionelle parykmagere er der hjælp at hente, hvis man bliver tvunget igennem et sygdomsforløb med kemoterapi og hårtab. Men hvordan er det, som sund og rask kvinde, hver evig eneste dag at skulle gå med en paryk?

”Åh, jeg er så taknemmelig og glad for, at jeg går med paryk. Med fem børn og masser af arbejde ville jeg jo ikke have tid til at gå til frisør hver anden dag. Parykken er en velsignelse. Jeg kaster den bare under bruseren sammen med ungerne, og den ser altid godt ud. Jeg kan skifte frisure, langt, kort, krøllet, blond, hvad jeg vil. Indrømmet, det var svært lige i begyndelsen, men nu er jeg bare glad for bære den, for når jeg har den på, kan jeg mærke, at jeg er gift. Den minder mig om mine forpligtelser som gift kvinde,” lyder det fra Miri Beilin.

Hun dømmer ingen, siger hun, men man efterlades ikke i tvivl om, at hun er lykkelig for det ultraortodokse jødiske liv, hun lever.

Og i øvrigt: Hendes mand er diamanthandler og konstant på farten mellem New York og Bnei Brak.

Hør artiklen fra klokken 14 på

Se video, hvor Miri Beilin fortæller om, hvad parykken betyder for hende

Artiklen fortsætter under videoen
Stylist Miri Beilin (tv.) og grundlæggeren af den første design- og modeskole for ultraortodokse jødiske kvinder Hani Dobkin poserer i skolens undervisningslokale i Bnei Brak øst for Tel Aviv. – Foto: Hanne Foighel