Prøv avisen

De kristnes nye eksodus

En kvinde sidder i kirken Mar Tshmony i det kristne kvarter Ankawa, en assyrisk forstad til Erbil, hovedbyen i den kurdiske region i det nordlige Irak. Assyriske kristne i det nordøstlige Syrien har været mål for Islamisk Stat i de seneste måneder, og mange er flygtet til de kurdiske områder. Omkring 500 familier har søgt ly i kirken. Se flere billeder ved at klikke på pilen til højre i billedet Foto: Scanpix

Islamisk Stats grusomheder bygger videre på årtiers undertrykkelse af de kristne i Mellemøsten. Mindre end en procent af verdens over to milliarder kristne bor nu i regionen

Før hellige islamiske krigere rendte Malula over ende i 2013, var denne bjergby et af Syriens ældste kristne lokalsamfund, hvor Jesu sprog, vest-aramæisk, fortsat blev talt. Det var også et dybt fredfyldt sted, hvor sunni- og shia-muslimer og kristne indgik en pagt helt fra krigens begyndelse om ikke at lade den sekteriske konflikt flå deres land fra hinanden.

”Vi besluttede, at selv hvis bjergene omkring os stod i lys lue, ville vi ikke gå med i krigen,” sagde sunni-imamen Mahmud Diab til det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek i 2012.

”Det er en sekterisk krig, men der er ingen krig i Malula. Her i vores by lader vi os ikke definere af religion. Vi kender alle sammen hinanden. Alle er kristne, og alle er muslimer.”

Tolerance havde været en tradition i Malula, lige siden Sankt Tekla flygtede op i denne bjergegn i det første århundrede. Hun var datter af en hedningeprins og en af Sankt Paulus' første disciple (og muligvis hustru). Hun var på flugt fra soldater sendt ud af hendes far, som truede med at dræbe hende på grund af hendes brændende tro på den religion, hun havde omvendt sig til. Sankt Takla var udmattet og faldt ned på knæ i desperat bøn, da vejen foran hende viste sig at være blokeret af bjergets skarpe, stenede sider. Ifølge legenden skiltes bjergene, og hun slap væk. Malula betyder ”indgang” på aramæisk.

I århundreder er kristne og muslimer kommet her for at bede om mirakler, men indbyggerne i Malula var ikke blinde over for de farer, som omgav dem, da Newsweek besøgte dem flere gange i 2012 og 2013.

”Jeg er bange for den slags folk, som vil komme hertil,” sagde syrisk-amerikaneren Antoinette Nasrallah, som oprindeligt er fra Miami og ejer en café i bymidten.

”Jeg er bange for salafisterne.”

Ikke desto mindre trivedes en livsstil fra gammel tid i kulturskatten Malulas klostre, der ligger omgivet af abrikostræer, som sangfuglene flokkedes i.

Idyllen faldt fra hinanden den 4. september 2013, da en jordansk selvmordsbomber sprængte en lastbil i luften ved en af den syriske hærs kontrolposter ved indgangen til byen. Otte soldater blev dræbt.

Oppositionens oprørssoldater og jihadisterne, der bekæmper den syriske præsident, Bashar al-Assad, gik til angreb, og kampen om Malula var i gang. Den syriske hær indledte et modangreb to dage senere og opnåede kontrol med byen, men kampene fortsatte. Oprørerne indtog byen på ny, og denne gang brændte de kirker ned og gav sig til at jage kristne indbyggere på porten.

Så flygtede næsten hele befolkningen i Malula. Nogle tog til Libanons hovedstad, Beirut, i en skæbnesvanger efterlevelse af det makabre slagord, som nogle af oppositionens medlemmer råbte i begyndelsen af konflikten:

”De kristne til Beirut, alawitterne i graven.”

Den syriske regering endte med at indtage Malula igen, men i november 2013 gik flere oppositionelle kræfter til modangreb, heriblandt den islamistiske bevægelse Jabhat al-Nusra, al-Qaedas underafdeling i Syrien. De bortførte 12 nonner fra klosteret for at udveksle dem med deres egne tilfangetagne krigere. I næsten et halvt år var den antikke by igen under belejring indtil den 14. april 2014, da den syriske hær igen tog kontrollen over Malula, nu med bistand fra den iranskstøttede milits Hizbollah.

Den 62-årige Adnan Nasrallah fortalte til det arabiske dagblad Al Akbar, der udgives i Libanon, om de hellige krigeres angreb:

”Jeg så folk med al-Nusras pandebånd begynde at skyde på kors, og en af dem satte en pistol for min nabos tinding og tvang ham til at konvertere til islam ved at tvinge ham til at gentage: 'Der er ingen anden Gud end Gud.' Bagefter gjorde de grin med, at nu var han en af deres.”

Den syriske hær kontrollerer stadig det meste af Malula, men kun omkring 150 kristne familier er vendt tilbage. Mange af husene er udbrændte, og kirker og klostre er skadede af kampene. Da fasteperioden med dens afholdenhed op til påske begyndte i Malula i februar, mødtes de få troende til bøn. Men bønnerne går ikke længere på at blive helbredt eller opnå en god høst ude på markerne. Nu beder de om overlevelse, fordi de ved, at hundredvis af deres trosfæller er blevet bortført og myrdet af Islamisk Stat.

Alligvel nægter de at flygte, for Syrien er deres land. Det er deres hjem. Imamen Mahmud Diab har forladt Malula, men Antoinette Nasrallah er blevet. Da vi talte i telefon med hende nogle uger før påske, sagde hun, at grunden var simpel nok:

”Det har med historien at gøre.”

De kristne er blot en af de mange religiøse grupper i Irak og Syrien, som har undergået grusomheder begået af Islamisk Stat og andre bevæbnede grupper og al-Assads regime. Langt flere muslimer er blevet dræbt eller fordrevet, men Islamisk Stat har alle dage pralet af sine angreb på kristne, som gruppen gerne henviser til som ”korsfarere”. Islamisk Stat ser det som et led i en hellig krig, som den hævder at udkæmpe i islams navn.

De seneste grusomheder bygger på de fordomme og den diskrimination og undertrykkelse, som i løbet af årtier gradvist har mindsket antallet af kristne i Mellemøsten fra omkring 20 procent i starten af det 20. århundrede til omkring fem procent nu. Mindre end en procent af verdens over to milliarder kristne bor i Mellemøsten, og man frygter, at tallet vil svinde yderligere.

”Nogle af de ældste kristne lokalsamfund i verden forsvinder fra netop de områder, hvor deres tro blev født og først slog rod,” siger Center for American Progress (Center for amerikansk fremgang) i en rapport udsendt i marts.

Den fortæller, at efter Islamisk Stats seneste ugerninger ”er kristne udvandret fra regionen i stigende tal. Det er et led i en større eksodus, der har at gøre med vold og forfølgelse og manglende økonomiske muligheder igennem årtier.”

På grund af det herskende kaos er det svært at finde sikre tal på befolkningsforskydningerne i Irak og Syrien og på de kristne dødsfald. Millioner af mennesker fra forskellige religioner er flygtet, heriblandt omkring fire millioner syriske flygtninge, som nu befinder sig i Egypten, Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak. Yderligere syv en halv million syrere lever som internt fordrevne.

I alt er altså halvdelen af landets førkrigsbefolkning på omkring 20 millioner mennesker er blevet tvunget fra hus og hjem.

En beslutning fra Europa-Parlamentet i marts fordømmer angrebene på kristne og andre mindretal. Beslutningen gjorde opmærksom på, at flere end 700.000 syriske kristne var iblandt dem, der var flygtet fra landet. Før 2011 anslog man, at der boede omkring 1,1 million kristne i Syrien.

I Irak begyndte den seneste forfølgelse af de kristne med den amerikansk anførte invasion i 2003 og den sekteriske vold, den fik til følge.

Den kristne befolkning kan have været på hele 1,4 millioner før invasionen. Nu vurderer man, at der er mellem 260.000 og 350.000 tilbage. Mange irakiske kristne er flyttet til tryggere områder mod nord, som er under kurdisk kontrol, men nu truer Islamisk Stat dem også der.

Rapporter om uhyrligheder begået mod kristne så vel som plyndring af helgenskrin som Jonæ grav i Mosul sidste sommer har udløst bekymrende forudsigelser fra for eksempel Storbritanniens prins Charles, som ifølge den amerikanske avis The New York Times tilbage i februar sagde, at han frygtede, at der ville ende med at være ”vældig få” kristne tilbage i Mellemøsten.

De kristnes trængsler i Mellemøsten er meget uens fra land til land, men de fleste steder er der dårligt nyt.

I Libanon eksempelvis udgør de kristne omkring 38 procent af befolkningen og spiller en magtfuld rolle i politik, skønt mange kristne flygtede under den lange borgerkrig fra 1975 til 1990. I Jordan er der ikke mange kristne, men de er garanteret pladser i parlamentet og lever mestendels i sikkerhed, og landet er blevet et relativt sikkert tilflugtssted for kristne flygtninge. I Israel og i de palæstinensiske områder er de små kristne befolkninger generelt ikke genstand for voldshandlinger, men de lider under samme hårde vilkår som deres naboer, der også er fanget i den endeløse israelsk-palæstinensiske konflikt.

Egypten har den største kristne befolkningsgruppe i Mellemøsten med næsten fire millioner kristne. De fleste af dem koptere, der længe har klaget over systematisk diskriminering fra myndighedernes side.

Kopterne blev udsat for angreb efter oprøret under det arabiske forår i 2011, som smed præsident Hosni Mubarak på porten og bragte Det Muslimske Broderskab til magten ved valget i 2012. Islamistiske folkemængder angreb koptiske hjem, butikker og kirker, og der var meldinger om mord og bortførelser. Enken Nadia Abdelwahab blev idømt 15 års fængsel for at konvertere tilbage til kristendommen efter sin muslimske mands bortgang. Hændelser som disse skabte et klima af frygt, som pressede omkring hundredtusinde koptiske kristne til at udvandre.

For nogle kristne indvarslede det egyptiske militærkup mod præsident Muhamed Mursi en ny begyndelse, siger den melkitter-katolske pastor Rafic Greiche, som er talsmand for den katolske kirke i Egypten. Han ser grunde til optimisme, i og med at Abdel Fattah al-Sisi, generalen som overtog præsidentposten i 2014, besøgte Sankt Markus-katedralen i Kairo ved den koptiske julefejring i januar. Det er første gang, en egyptisk præsident deltager.

Men de egyptiske kristne rystedes igen, da Islamisk Stat i februar udsendte videoklip med halshugningen af 21 koptere, der var rejst til Libyen for at arbejde. Videooptagelsen viser mænd klædt i orange, der knæler på en strand, før de bliver halshugget, og et budskab, der omtaler dem som ”korsfarere” og i en klar trussel mod den romersk-katolske kirke sværger, at ”vi vil besejre Rom, inshalla (om Gud vil, red.)”.

Al-Sisi reagerede på halshugningerne med fast hånd. Generalen vedtog en sørgeuge og iværksatte luftangreb på Islamisk Stat i Libyen.

Det arabiske forår var problematisk for de kristne i Mellemøsten - og ikke kun, fordi det sendte islamisterne til magtens top i lande som Egypten. Oprøret blotlagde også det uskønne kompromis, som mange kristne grupper havde indgået: De havde støttet diktatorer til gengæld for beskyttelse.

Det arabiske forår var problematisk for de kristne i Mellemøsten - og ikke kun, fordi det sendte islamisterne til magtens top i lande som Egypten. Oprøret blotlagde også det uskønne kompromis, som mange kristne grupper havde indgået: De havde støttet diktatorer til gengæld for beskyttelse.

I Syrien havde de kristne historisk set været forfulgt, men blev beskyttet af Bashar al-Assad og hans far, Hafez al-Assad, før ham. Det skyldes i et vist omfang, at Assads Baath-styre blev grundlagt af den syriske græsk-ortodokse kristne Michel Aflag og lagde vægt på nationalisme frem for etnicitet og religion. Skønt mange kristne indtog en neutral holdning, da de fredelige demonstrationer mod Assad indledtes i marts 2011, er der fortsat modvilje mod dem. Selv før Islamisk Stat voksede frem, var såvel alawitter som kristne måltavler for syriske oprørere.

Den romersk-katolske advokat Samer Masu har boet i den syriske by Homs fra 2013 og frem til begyndelsen af 2015 for at forske i de kristnes forhold på vegne af den tyske Friedrich-Ebert-stiftelse. Han siger, at de kristne trues fra alle sider i Syrien: af Islamisk Stat, af Assads styre og af nogle af de regimefjendtlige kræfter.

Hovedårsagen til, at de kristne flygter, er dog den samme som for mennesker fra andre trosretninger. Det totale sammenbrud af økonomien og civilsamfundet, manglen på elektricitet, skoler og andre basale livsnødvendigheder. Føj hertil forfølgelsen fra Islamisk Stat, og få finder grund til at blive.

”Det er ikke kommet ud af det blå,” siger Masu.

”De kristne i Syrien og resten af Mellemøsten har alle dage oplevet, at de kunne blive forfulgt i deres egne lande. Islamisk Stat bekræftede deres frygt.”

I området omkring Homs har et anslået antal på 10.000 kristne enten forladt deres hjem eller er blevet fordrevet. Stedet er en strategisk position for oppositionen qua forsyningsruterne til Libanon. Selv hvis man ikke er i frontlinjen, kan det være en forfærdende og til tider hjerteskærende udfordring at blive.

I Damaskus udtrykker et 47-årigt medlem af menigheden i Olivenkirken i den gamle by en søndag i marts mange kristnes oplevelse, når han efter kun at ville oplyse sit fornavn, George, siger:

”Det her er mit land, og jeg vil ikke rejse.”

Ikke desto mindre har han sendt sin hustru og sine børn til Abu Dhabi, det største af de syv emirater, der udgør de Forenede Arabiske Emirater.

Den politiske iagttager Nicholas Heras har gennemført omfattende studier af den kristne befolkning i Syrien. Han mener, at de kristne er sårbare, fordi flertallet af dem bor landets strategiske områder: Homs, Aleppo, Damaskus og disses provinser, hvor de heftigste kampe finder sted. I Aleppo menes nær ved 30.000 kristne at være blandt de flygtede.

En af dem er den 19 år gamle, græsk-katolske Rasha, som i dag bor i Beirut.

”Desværre er vi langt fra en løsning. Det her vil få de kristne til at føle sig truet på livet til hver en tid. De vil være bange og ikke fri. Utrygge og til tider desperate,” siger han.

I Maria-kirken i Homs fortæller en 27-årig kvinde med fornavnet Lamis en dag i marts, at hendes søster er flyttet til de Arabiske Emirater, men at hun ikke selv ønsker at rejse, skønt hun er bange for Islamisk Stat.

”Hvis jeg dør, så dør jeg i det mindste i mit hjem,” siger hun.

Assyriske kristne i det nordøstlige Syrien har været mål for Islamisk Stat i de seneste måneder. Flere end 200 af dem blev taget som gidsler i nærheden af landsbyen Hasakah i februar, og Islamisk Stats styrker jog gennem flere landsbyer med assyrisk kristent flertal og tvang tusindvis af mennesker til at rejse.

Nogle af de kristne er parat til at kæmpe. Kino Gabriel er talsmand for en milits ved navn Syriakisk Militærråd, der blev dannet i januar 2013 for at forsvare det syriakiske folk, som udgør en række kristne grupper, heriblandt assyrere, syriakiske ortodokse, syriakiske katolikker, kaldæere og maronitter. Det Syriakiske Militærråd kæmpede side om side med de kurdiske krigere mod Islamisk Stat omkring Hasakah i februar.

”Vi arbejder for at bevare vores eksistens i Syrien,” siger Gabriel.

”Det er vores hjemland. Vores forfædre har været her de seneste tre-firehundrede år. Hvis vi flytter herfra, mister vi os selv og vores identitet.”

Han har kun bitre ord til overs for Assads regime, som han siger ikke har gjort andet end at svække det syriakiske folk i de seneste 40 år ved at afholde dem fra at undervise i deres egenartede sprog og kultur.

”For os kommer der samme trussel som fra Islamisk Stat fra regimet og fra alle styrer, som ikke anerkender forskellen på folkeslag,” siger han og anmoder om væbnet bistand fra verdenssamfundet.

Islamisk Stats angreb har været lige så voldsomme i det nordlige Irak.

”Ud over at gennemtvinge en masseudvandring fra tusindårige landsby, ødelægger de kirker, biblioteker og monumenter for at udviske alle spor af, at det her er kristne områder,” siger Sajad Jiyad, forskningschef i det uafhængige konsulentfirma Integrity (Integritet) i Bagdad, Iraks hovedstad.

Det var det, der skete i Mosul, da Islamisk Stat overtog byen i juni 2014. Tidligere havde denne storby været et tilflugtssted under Saddam Husseins tyranniske herredømme og var hjem for tusindvis af kristne. Men i både Mosul og andre byer i området gav Islamisk Stat de kristne et ultimatum om enten at lade sig omvende til islam eller betale en skat ved navn jizya eller blive dræbt.

Aziz Emmanuel al-Zebari på 65 år er en kaldæisk katolik, som forlod Mosul i 2006 og flyttede til Ankawa, en assyrisk forstad til Erbil, hovedbyen i den kurdiske region i det nordlige Irak, hvor en statue af jomfru Maria skuer ud over gaderne uden for Sankt Josef Katedralen.

Al-Zebari underviser i engelsk ved Salahaddin Universitetet i Erbil og siger, at flere end 125.000 kristne fra Mosul og Nineveh-sletterne uden om byen er blevet fordrevet fra deres hjem. Han opremser en række kristne byer, som han siger er blevet forladt: Qaraqosh, Karemlesh, Bartella, Bashiqa, Tel Keppe, Batnaya, Tesqopa, Alqsh og Sharafiya.

”Kirkeklokkerne er blevet tavse i de sidste ni måneder, og der er ikke én eneste kristen tilbage i de landsbyer og i storbyen Mosul,” siger al-Zebari.

William Warda er en assyrisk kristen fra menneskeretsorganisationen Hamurabi i Bagdad. Han siger, at han hører fra andre kristne, at de ønsker at forlade landet.

”Jeg siger til dem, at de er nødt til at blive; ellers vil her ingen kristen befolkning være,” fortæller han.

”Jeg tager til nord-Irak og siger til folk, at de skal blive i deres landsbyer og gøre modstand i stedet for at løbe deres vej. Jeg siger, at de skal have tålmod. Jeg forsøger at forsikre dem om, at krisen bare er en overgang og vil gå over.”

Men vil den det? Rapporten fra Center for American Progress peger på, at det, der sker for de kristne i regionen, er et udtryk for det samfund, som vil opstå ud af det aktuelle kaos:

”Hvis en af de vigtigste religiøse grupper i verden bliver ved med at blive tvunget ud af Mellemøsten, så varsler det ikke godt for pluralismen, tolerancen, og evnen i regionen til at leve forbundet med resten af verden,” konstaterer forfatterne.

Der findes allerede et eksempel på, hvad der sker, når et samfund ikke får løst uenighederne mellem folkeslag med forskellig tro. Det Hellige Land er fortsat sikkert for kristne, men den fastlåste krise mellem israelere og palæstinensere gør livet dér til en kamp for de få tilbageblevne kristne. Det nylige genvalg af premierminister Benjamin Netanyahu, som førte valgkamp på at være en hård hund, indgyder ikke begrundet håb om en løsning.

I området omkring Jerusalem, kristendommens helligste by, er antallet af kristne faldet til omkring 32.000 ifølge Bernard Sabella, som underviser i sociologi på universiteterne al-Qud og Betlehem.

”Vi har brug for en politisk løsning. Vi lever alle i et limbo,” siger han.

Rafful Rofa er direktør for den katolske menneskeretsgruppe Society of St. Yves (St. Yves Sammenslutning) i Israel. Han siger, at han kender omkring hundrede kristne familier, som har forladt landet på det sidste.

”Ustabile samfundsforhold, den politiske situation, opbygningen af adskillelsesmuren og den svære økonomiske situation” opremser han.

”Det ser sort ud. Hvis det bliver ved, vil det ende med, at Palæstina ingen kristne har.”

Ud af de fire millioner palæstinensere, som bor på Vestbredden og i Gaza, er kun cirka 2,5 procent kristne, og deres forhold er endnu vanskeligere end i Israel.

Samia Khalilieh og hendes mand bor med deres to yngste børn i byen Beit Jala på Vestbredden i nærheden af Betlehem, Jesu bibelske fødested. Hun er græsk-ortodoks, og hendes familie dyrker oliven i Cremisan-dalen. Den seneste trussel mod deres levevis er Israels ønske om at fortsætte adskillelsesbarrieren mod Vestbredden ned igennem deres landbrugsjord.

”Når ruten er lavet, vil de trække oliventræerne op med rode og grave jorden op og ødelægge den,” forklarer Khalilieh.

”Denne jord er en del af vores liv og vores kultur. Det er en tradition tilbage fra vores bedsteforældre og vores forfædre.”

Khalilieh ved ikke, om hendes to ældste børn vil vende hjem, når de engang bliver færdige på universitetet i Tyskland. Hun er heller ikke sikker på, at hun ønsker dem tilbage:

”Jeg elsker mit land, og jeg vil virkelig ikke rejse herfra. Men hvis det bliver værre her, så har man ingen andre muligheder,” siger hun.

”Vi er selv vant til at have problemer med besættelsen. Men hvad med mine børn, hvis de bliver her i dette fængsel? Dette er Kristi land, men uden nogen kristne her vil det være som at have stenene uden at have ånden. Vi har alle kirkerne her, men vi har ikke den kristne ånd,” siger hun.

© Newsweek 2015

Oversat af Sara Høyrup

En koptisk dreng under en julemesse den 6. januar i år i en koptisk kirke i Kairo, Egypten. Egypten har den største kristne befolkningsgruppe i Mellemøsten med næsten fire millioner kristne. De fleste af dem koptere, som længe har klaget over systematisk diskriminering fra myndighedernes side. Foto: Scanpix
En plakat med ordene ”Frihed, frihed, islam og kristne” er sat op på porten ind til en kristen-ortodoks kirke i al-Hamidiya kvarteret i den syriske by Homs. Foto: Scanpix
En statue af Kristus højr hævet over bjergbyen Malula. Den bliver anset for at være et af de sidste steder i verden, hvor Jesu sprog, vest-aramæisk, fortsat bliver talt. Indtil byen blev påvirket af krigen i Syrien, særligt mellem regeringshæren og Islamisk Stat, var den også et dybt fredfyldt sted, hvor sunni- og shia-muslimer og kristne levede i respekt og tolerance med hinanden. Foto: Scanpix
Tal fra hele verden viser, at en meget stor del af de forfulgte er kristne. Det er en kæmpe problemstilling, som vi ikke har kunnet få den nuværende regering til at adressere, siger Esben Lunde Larsen (V). På billedet ses nogle unge kristne spejdere, som er med til at udgøre de 2,5 procent kristne, der fortsat lever en usikker tilværelse på Vestbredden. Foto: Scanpix
Det græsk-ortodokse kloster Mar Takla i Malula. Klostret er blot et af mange klostre, der sammen med en række kirker har været en del af byens stærke kristne fortid. I dag er mange kristne indbyggere flygtet på grund af krigen. Foto: Scanpix