I de 63 år, der er gået siden Israels oprettelse, har ordene uafhængighed og katastrofe fungeret som synonymer for hinanden.
Det startede et år efter FNs berømte delingsplan af det daværende Palæstina. Israel trådte med sin accept af delingsplanen i 1948 ind på den internationale arena som selvstændig stat. Samtidig blev palæstinenserne begravet i et omfattende flygtningeproblem som følge af de arabiske landes afvisning af delingsplanen og den krig, der fulgte Israels selvstændighed.
LÆS OGSÅ: Regeringen må føre oppositionens kurs i afstemning om Palæstina
Den ene parts sejr og selvstændighed blev den anden parts katastrofe, og palæstinenserne forsvandt fra den internationale dagsorden for først at få deres stemme tilbage i form af PLOs karismatiske leder, Yassir Arafat, der brugte terror til at skabe opmærksomhed om den palæstinensiske sag i løbet af 1960erne.
Trods mange forsøg og de seneste næsten 20 års enighed om at oprette en selvstændig palæstinensisk stat ved siden af den israelske er parterne stadig ikke nået til vejs ende. Og efter de seneste års udvikling med Hamas overtagelse af magten i Gaza, den fortsatte israelske udvidelse af bosættelser og en svag palæstinensisk præsident i Ramallah spørger mange sig selv, om det overhovedet er realistisk at løse konflikten i overskuelig fremtid.
Det første store vendepunkt i konflikten kom i 1967, hvor Israel i løbet af seks dages krig mod Syrien, Egypten og Jordan besatte Sinai-halvøen, Golanhøjderne og den vestbred, der på det tidspunkt hørte under jordansk herredømme.
Fra at være en selvstændig mønsterstat i manges øjne blev Israel til en besættelsesmagt, der kontrollerede den palæstinensiske befolknings hverdag. Samtidig med, at den internationale opinion begyndte at vende sig mod Israel, da landet efter 1967-krigen byggede de første bosættelser på den besatte jord, fik palæstinenserne lejlighed til at fremme deres sag og tiltagende frustration over for en mere forstående verdensopinion.
Det andet store vendepunkt i konflikten kom i december 1987, hvor intifadaen som den første voldelige palæstinensiske opstand blev kaldt mod Israel begyndte. Denne opstand, der bliver husket som knus deres knogler-intifadaen efter et citat fra den afdøde israelske premierminister Yitzhak Rabin, førte til omfattende kritik af Israel for den hårde behandling af palæstinenserne. Presset fra det internationale samfund efter flere års intifada og en netop overstået golfkrig mod Iraks Saddam Hussein førte i 1991 til de såkaldte Madrid-forhandlinger, hvor Israel og palæstinenserne for første gang førte forhandlinger om en løsning på konflikten.
LÆS OGSÅ: I Mellemøsten får demokrati og antizionisme lov at gå hånd i hånd
Men det egentlige vendepunkt i forhandlingerne kom først med Arbejderpartiets valgsejr i Israel i 1992 og påbegyndelsen af den såkaldte Oslo-fredsproces. Israelere og palæstinensere havde afholdt møder i hemmelighed i Norge for at skabe et modent forum til de rigtige beslutningstagere. I 1993 blev palæstinensernes Yassir Arafat og israelernes Yitzhak Rabin enige om at gøre Oslo-processen til rammen for de fremtidige forhandlinger om en løsning på konflikten. Årene, der fulgte, beskrives ofte af israelere og palæstinensere som de bedste af konfliktens år. Israelere strømmede til Ramallah for at shoppe og feste, og palæstinensere nød samtidig den økonomiske vækst og en større bevægelsesfrihed.
Men efter mordet på Yitzhak Rabin og Shimon Peres valgnederlag til Benjamin Netanyahu i 1996 skiftede stemningen. Palæstinensiske selvmordsaktioner i begyndelsen af 1996 fik israelerne til at tvivle på deres partner, og politisk set udmøntede det sig i en forværring af forholdet mellem parterne.
Under Camp David-forhandlingerne i 2000 forsøgte den israelske premierminister Ehud Barak at tilbyde Yassir Arafat en mulig løsning på konflikten. Men Arafat sagde under stort pres fra sin egen befolkning nej, hvilket resulterede i endnu en intifada, den såkaldte al-Aqsa-intifada.
I de fem år, denne intifada varede, skete der et alvorligt brud på den resterende tillid mellem parterne. Palæstinensiske selvmordsaktioner og omfattende israelske militæroperationer resulterede i, at parterne skred fra hinanden.
Det, der for alvor var med til at knække israelernes tro på fred med palæstinenserne, var udtalelserne efter Yassir Arafats død fra chefredaktøren for dagbladet al-Quds al Arabi. Abdel Bari Atwan sagde, at den nu afdøde palæstinensiske præsident havde betroet ham, at hele Oslo-processen og fredsforhandlingerne med Israel skulle bruges som en trojansk hest af palæstinenserne. Vi vil bruge aftalerne til at gøre livet til et helvede for israelerne, citerede chefredaktøren Arafat for at have sagt.
Siden al-Aqsa-intifadaen har der været sporadiske forsøg på at genoplive forhandlingerne. Men intet gennembrud er nået. I stedet er det palæstinensiske selvstyre blevet splittet i to dele efter Hamas-bevægelsens magtovertagelse af Gaza i 2007. Efter snart to års totalt dødvande i forhandlingerne søger palæstinenserne i denne uge FNs anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat. Mens nogle opfatter det som et skridt nærmere enden på konflikten, ser andre det som en udvikling, der for alvor vil forværre forholdet mellem parterne.