Demokratiske lande opgiver OL-værtskaber

Vestlige byer opgiver OL-værtskaber, da de mangler penge eller befolkningens opbakning. Det efterlader de store sportsbegivenheder til lande som Kina og Qatar, hvilket har fået en britisk kommentator til at erklære, at "De Olympiske Lege er døde"

Der var jubel i Beijing, da byen forleden blev tildelt værtskabet for de olympiske vinterlege i 2022.Fremtidens OL kan tilhøre Kina, Qatar og tidligere sovjetrepublikker, hvor befolkningens bekymring for udgifterne lettere kan skubbes til side end i Vesten.
Der var jubel i Beijing, da byen forleden blev tildelt værtskabet for de olympiske vinterlege i 2022.Fremtidens OL kan tilhøre Kina, Qatar og tidligere sovjetrepublikker, hvor befolkningens bekymring for udgifterne lettere kan skubbes til side end i Vesten. Foto: Scanpix.

Til trods for at der ikke rigtig er sne, er det den kinesiske hovedstad Beijing, der skal være vært for de olympiske vinterlege i 2022. Valget stod mellem Beijing og vintersportsbyen i Almaty i den olierige stat Kasakhstan. Fælles for de to bud var, at de var nationale prestigeprojekter drevet af de respektive landes regeringer, som ønsker omverdenens opmærksomhed.

Med i opløbet var også polske Krakow samt Oslo og Stockholm. Men de trak alle deres kandidatur, fordi de manglede befolkningens opbakning og ikke mindst frygtede den store regning, der følger med et værtskab.

De tre europæiske byer er en del af en bredere tendens. Den amerikanske by Boston har netop droppet sit kandidatur til sommer-OL i 2024.

Det sidste er en beslutning, der har fået den britiske kommentator Les Carpenter til at erklære, at ”De Olympiske Lege er døde”. Han forudser, at OL fremover vil afholdes steder som netop Beijing, Qatar eller tidligere sovjetrepublikker.

”Det er steder, som ikke behøver at bekymre sig om lokal modstand mod at udskrive store blankochecks af hensyn til den nationale stolthed. Kina vil fortsætte med at byde ind på alle internationale begivenheder og overbyde konkurrenter fra mere demokratiske lande ved at love at opfylde alt, hvad der er påkrævet for at vinde begivenheden,” fastslår Les Carpenter i den britiske avis The Guardian.

Det er en pointe, som også det britiske magasin The Economist er inde på.

”Når en by er tildelt det olympiske værtskab, så følger hurtigt spørgsmål om landets evne til at opbygge den nødvendige infrastruktur i tide - og hvor meget det vil koste. Det er en mindre bekymring i Kina. I sit bud fremhævede landet, at det havde magten til at bygge fantastiske stadioner, højhastighedstog og anden transport til tiden,” skriver lederskribenten, som samtidig er bekymret over de mængder af vand og energi, der skal bruges til at skabe den kunstige sne på skisportsløjperne, som ligger tæt på Gobi-ørkenen.

At det er muligt, demonstrerede Rusland med vinterlegene i Sochi i 2014. Alligevel er den manglende sne noget, som vækker forundring i forbindelse med Bejings værtskab.

”Det er en trist dag, når Den Internationale Olympiske Komité end ikke kan komme over den simpleste forudsætning for at holde vinter-OL: sne,” skriver Juliet Macur i den amerikanske avis New York Times.

The Washington Post fremhæver, at både Kina og Kasakhstan er blevet voldsomt kritiseret som mulige værtslande af menneskerettighedsorganisationer.

”Når Den Internationale Olympiske Komité giver værtskabet til Kina, er det et slag i ansigtet på Kinas belejrede menneskerettighedsaktivister,” siger Sophie Richardson, landedirektør for Kina i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, til avisen.

I Kina er der glæde over, at Bejing er den første by nogensinde, som både afholder sommer- og vinter-OL. Den kinesiske tabloidavis The Global Times lover et mere afslappet OL i sammenligning med sommerlegene i 2008. Avisen siger også, at kinesiske kritikere af legene ikke har bred opbakning i samfundet.

”Nogle af dem følger blot holdningen bandt vestlige modstandere. Andre har deres egne marginale grunde. Men de holdninger er ikke udbredte i Kina,” skriver The Global Times i en leder, der helt usædvanligt forholder sig til den interne kritik.

I Den Internationale Olympiske Komité, IOC, er der ingen tvivl om, at Kina kan leve op til landets løfter.

”Jeg er overbevist om, at IOC valgte det sikre kort i denne afstemning. Vi ved, hvordan kineserne arbejder. Det er noget, vi kender. Kasakhstan er større end Vesteuropa, men har blot 17 millioner indbyggere. Jeg tror, at det gav en større grad af usikkerhed,” har IOC's vicepræsident, Craig Reedie, forklaret om valget til det britiske nyhedsbureau Reuters.