Prøv avisen

De piskede en pige og fik lov at indføre sharia

En pakistansk kvinde demonstrerer mod talebaniseringen i den nordvestlige del af landet under en demonstration i Karachi. Det var den offentlige piskning af en ung kvinde, der udløste protesterne. - Foto: Rizwan TabassumAFP.

Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, har under pres fra militante og parlamentet underskrevet en aftale om indførelse af sharia-lov

Det var en skandale. Samtlige pakistanske medier viste og rapporterede om en kontroversiel videooptagelse, optaget i landets Swatregion, hvor militant Taleban har overtaget kontrollen.

Den 17-årige pige Chand Bibi blev offentligt pisket, mens to mænd med sorte turbaner holdt hendes arme og ben. På videoen, der også kunne ses på Youtube, skreg pigen under sækken, hun havde over hovedet. Hun blev straffet for at vise sig offentligt med en mand, hun ikke var i familie med. Det var en skandale, alle fordømte videoen, men kun de første par dage. Derefter fik regeringen styr på undskyldningerne i en sådan grad, at pakistanske debattører pegede på det åbenlyse: at Pakistans ledelse ikke ville indrømme, at de mennesker, de netop havde indgået en fredsaftale med, var de rene barbarer.

På debatsiderne i avisen The News listede en ophidset debattør, Afzal Siddiqi, 10 undskyldninger op. De mest brugte var, at den offentlige piskning var sket før fredsaftalen, at det var en opfundet propagandavideo for at ødelægge fredaftalen, at det ikke skete i Swat, og at pigen var heldig. Hvis det var sket før aftalen, var hun blevet stenet. Taleban havde også en undskyldning, der lød, at straffen skulle være udført inden døre.

"Al den mentale akrobatik kommer fra uddannede mennesker, men der er ikke et eneste kritisk ord om Talebans barbariske handlinger," skrev den forundrede debattør.

Hans holdning deler flere observatører og eksperter samt medlemmer i regeringen. Ikke desto mindre underskrev præsident Asif Ali Zardari i går den aftale, som siden februar har været aftalt mellem provinsregeringen i Peshawar og lederen af den forbudte jihad-organisation TNSM (Bevægelsen for indførelse af sharialov), Sufi Mohammad.

Forinden havde Zardari givet grønt lys, men holdt igen med den endelige underskrivelse. Dels på grund af den piskede pige, dels fordi han ventede på opbakning fra parlamentet. Det fik han.

Aftalen indebærer, at den militante Taleban-bevægelse i Swat lægger våbnene, mod at de til gengæld får sharia-lov i hele Malakand-division, som udgør et stort område i det nordlige Pakistan. Det omfatter også områder, som hverken har været involveret i de halvandet års uroligheder i Swatdalen eller ønsker sharialov. Men eftersom den pakistanske hær ikke kunne nedkæmpe Taleban, er regeringen nu gået med til, hvad den kalder en "lokal løsning på et lokalt problem". Det ser allerede ud til at være en farlig cocktail.

I begyndelsen af april rykkede Taleban fra Swat ind i nabodistriktet mod syd, Buner. De lokale reagerede prompte. De forenede sig i en lokal modstandshær, men det har ikke forhindret Taleban i at begynde at rekruttere unge i flere af distriktets moskéer. Maulana Khalil, der er en af Swat-Talebans ledere, opfordrede de unge til at komme ud og kæmpe for indførelse af sharialov.

Buner er langtfra det eneste område, hvor Taleban er begyndt at trænge ind. I Manshera-distriktet, der ligger længere mod øst og tættere på hovedstaden, lyder meldingen, at Taleban er begyndt at holdningspåvirke og skræmme lokalbefolkningen. Vestlige kilder, som Kristeligt Dagblad har talt med, og som udfører NGO-arbejde i området, siger under betingelsen om anonymitet, at deres lokale medarbejdere i området føler sig truet af Taleban.

- Det, vi hører, er, at Taleban efter fredsaftalen i Swat er blevet arbejdsløse. De er rykket videre i landskabet. De truer nu kvinder i Manshera til at forlade job i sundhedssektoren, fortæller en leder af en NGO, som finder det skræmmende, at Taleban er trængt ind i et område, der hidtil har været skånet for ekstremistiske organisationer, og hvor befolkningen er imod.

Vesten ser med ængstelse på udviklingen. Fredsaftalen er blevet kritiseret fra både pakistansk og vestlig side, fordi man er bange for, at udviklingen skal eskalere i den forkerte retning.

Forleden forsøgte præsident Zardari at berolige gemytterne.

- Pakistan kæmper for sin egen overlevelse, sagde han og tilføjede, at regeringen har besluttet at føre en dialog med de militante, der vil lægge våbnene og respektere staten.

Men det har Taleban i Swat vist, at det vil man ikke. Zardari har endda underskrevet en aftale, der betyder, at Taleban har lukket de oprindelige retter og har etableret sit eget sharia domstolssystem, de såkaldte qazi-retter med islamisk lærde mullaher som dommere udpeget af den tidligere terrorist Sufi Mohammad, der sad fængslet for at sende jihad-krigere over grænsen til Afghanistan. Ved en sådan ret sagde den piskede pige, at videoen var løgn, og at hun aldrig var blevet pisket. Tiden vil vise, om aftalen vil gøre de militante så glade, at de vil stoppe blodsudgydelsen. Indtil videre ser det ud til, at de blot rykker videre til næste destination. Pessimisterne peger på, at Taleban forleden selv udpegede Islamabad som mål. Optimister beroliger med, at fredsaftalen og sharialov vil vise sig at være løsningen.

udland@kristeligt-dagblad.dk