Alle står i Brexit til halsen
Næsten tre år efter at den daværende konservative britiske premierminister, David Cameron, i juni 2016 gennemførte en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU – og et flertal stemte nej – er briterne stadig medlem af EU og skal også deltage i europa-parlamentsvalget. Den britiske regering og parlamentet har haft så svært ved at blive enige om, hvilken form for samarbejde man gerne vil have med EU i fremtiden, at det har været umuligt at opnå en endelig aftale inden for den oprindelige tidsfrist.
Briternes historiske beslutning om at forlade EU sendte fra begyndelsen chokbølger gennem de øvrige medlemslande og EU’s institutioner, og usikkerheden var mærkbar. Hvad ville ske, når dette store medlemsland forsvandt fra den fælles økonomiske og politiske dynamik? Ville det svække EU alvorligt? Og hvordan skulle man forholde sig til, at et befolkningsflertal mente, at det europæiske samarbejde ikke længere var et godt svar på fremtidens udfordringer?
Det langtrukne og dramatiske forløb omkring Brexit har blot forstærket påvirkningen yderligere. Som Guy Verhofstadt, den tidligere belgiske premierminister og leder af den liberale Alde-gruppe i Europa-Parlamentet, har udtrykt det i sin egenskab som Brexit-koordinator i parlamentet, har Brexit drænet EU mentalt. Alle har været så optaget af Brexit, at de ikke har haft tid og energi til at drøfte nogle af de andre vigtige spørgsmål, Europa står over for.
Brexit har også skærpet holdningerne hos både tilhængere og modstandere af EU. De første mener, at Brexit gør det lysende klart, hvor svært det er at undvære EU. De sidste mener omvendt, at Brexit gør det lysende klart, hvor tungt og bureaukratisk EU sætter sig på de nationale stater og tager deres frihed.
EU har sat en fod for døren
Tilstrømningen af flygtninge og migranter, som toppede med 1,3 millioner asylansøgere i løbet af 2015, var en ny og hidtil uset udfordring for EU – og unionen har ikke været i stand til at finde ud af, hvordan den løser opgaven på en måde, der gør alle medlemslande tilfredse. I stedet har de enkelte lande forsøgt at skærme sig mod at modtage flere flygtninge end absolut nødvendigt ved hver især at stramme deres asyl- og udlændingepolitik.
Det har blandt andet betydet, at de ellers åbne grænser i EU efter ungarsk forbillede er blevet lukket én efter én.
Hvor de lande, der modtager mange flygtninge og migranter – Grækenland, Italien og Spanien – har ønsket, at disse skal fordeles solidarisk mellem alle medlemslande, har særligt østeuropæiske lande som Ungarn og Polen nægtet den løsning.
I september 2015 fik de andre EU-lande gennemtrumfet en omfordeling af en del af de flygtninge, der var kommet til Italien og Grækenland, 160.000 mennesker, men aftalen har haft et svært liv og fungerer ikke i praksis. Kun 50.000 flygtninge er sendt videre fra Sydeuropa til de øvrige EU-lande.
Det store flertal af flygtninge og migranter er ankommet over Middelhavet, og de fleste af dem er kommet i land i Grækenland og Italien, hvor mange af dem stadig lever i lukkede lejre, mens de venter på at blive sendt videre eller tilbage. I øjeblikket bor der mere end 70.000 flygtninge i Grækenland.
Den eneste aftale, alle lande har været enige om – og har haft succes med – er aftalen med Tyrkiet fra marts 2016, hvor Tyrkiet forpligter sig til at standse flygtninge og migranter med kurs mod Europa. Til gengæld får Tyrkiet i alt 45 milliarder kroner til at forbedre forholdene for de omkring 3,5 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet.
Grebet med at inddrage Tyrkiet har lettet presset på Europa enormt, og antallet af flygtninge og migranter, der kommer til EU, er faldet markant lige siden.
I 2018 ankom der 134.000 flygtninge og migranter til Europa. Bekymringen for, hvordan flugt og migration vil præge de europæiske samfund, er dog fortsat meget stærk.
Autoritære ledere udfordrer fællesskabet
15 år efter at Polen og Ungarn i 2004 blev en del af EU i forbindelse med den store østudvidelse, som skulle sikre demokratiseringen af de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa efter Berlinmurens fald, er landene igen blevet et heftigt samtaleemne i forbindelse med demokrati. Men denne gang fordi flertallet af de øvrige EU-lande mener, at Ungarn og Polen er på vej væk fra værdier og principper, som EU hviler på.
EU’s bekymring gælder en række love og ændringer, som har koncentreret magten omkring de siddende regeringer, men til gengæld indskrænket rettighederne for borgerne. Særligt domstole og medier er blevet mere politiske og har mistet deres uafhængighed. Dertil kommer, at hverken Ungarn eller Polen lægger skjul på deres skepsis over for EU, som efter deres mening blander sig alt for meget i landenes interne forhold.
Det gælder ikke mindst på flygtninge- og migrantområdet, hvor de to lande har udfordret unionen ved konsekvent at afvise at være med til at modtage nogle af den mere end en million flygtninge, der især fra 2015 begyndte at strømme til Europa.
Udviklingen fik i 2017 og 2018 EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet til for første gang i EU’s historie at tage skridt til at åbne artikel 7-procedurer mod både Ungarn og Polen. Proceduren har til hensigt at fastslå, om der er tale om, at et EU-land groft overtræder grundlæggende rettigheder om demokratiske principper og kan i princippet ende med, at de to lande får frataget deres stemmeret i ministerrådet. Initiativerne får dog næppe nogle praktiske konsekvenser, da Polen og Ungarn har sagt, at de gensidigt vil nedlægge veto mod sanktioner.
De to landes regeringer definerer sig selv som konservative, nationalistiske og kristne. De forklarer deres politik med, at den er nødvendig for at sikre landenes suverænitet og kristne værdigrundlag. På mange måder personificerer de siddende regeringer i Ungarn og Polen den modvilje over for EU, som trives hos mange europæere.
Rusland er en kilde til uro
Det seneste valg til Europa-Parlamentet skete et par måneder efter Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø, og i de fem år, der er gået siden, er der sket en markant forandring af forholdet mellem de to parter.
Rusland har altid været en kilde til uro i EU i den forstand, at der er tale om en militær stormagt tæt på EU’s ydre grænser mod øst, men i en årrække efter Murens fald følte EU-landene sig nogenlunde sikre på, at man havde opnået en vis modus vivendi, hvor parterne handlede og samarbejdede om det, de kunne.
Sådan er det ikke længere. Krim har skabt en ny utryghed over, hvor grænsen går for Ruslands vilje til at bruge militær magt.
Utrygheden bliver forstærket af bekymringen over Ruslands mulige påvirkning af de interne politiske forhold i de enkelte EU-lande gennem datahacking og en avanceret brug af de sociale medier. Blandt andet forsøgte Rusland at påvirke det franske præsidentvalg.
Det anspændte forhold til Rusland står dog ikke alene. I flere EU-lande er der politiske grupperinger, der søger en nærmere tilknytning til regeringen i Moskva. Det gælder højrenationale politikere som den italienske partileder og indenrigsminister Matteo Salvini samt tidligere kommunister i såvel Bulgarien som Letland. De forskellige vurderinger af Rusland er med at øge splittelsen i EU.
Donald Trump har betydet et farvel til tryghed
Donald Trumps valgsejr ved det amerikanske præsidentvalg i 2016 har kastet en mindre håndgranat ind i forholdet mellem USA og EU. Fra at kunne betragte USA som en sikker ven har EU skullet vænne sig til, at USA’s støtte og engagement ikke er en given sag. Præsident Trump har udfordret flere af de europæiske ledere med sin kontante og undertiden direkte kritiske stil, som især er gået ud over den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
USA har ændret sin hidtidige politik på flere afgørende områder, der går imod EU’s interesser. USA har indført told på flere europæiske varer, og man har trukket sig ud af den globale klimaaftale og fra atomaftalen med Iran. Og selvom Nato formelt set ikke har noget med EU at gøre, har præsident Trumps skærpede kurs og krav om flere penge til det fælles forsvar været med til at skabe utryghed blandt EU-landene.
Den nye amerikanske holdning til Europa har udfordret EU i sjælden grad, fordi man har været nødt til at balancere mellem ønsket og behovet for at fastholde et nært, venskabeligt forhold til USA, men samtidig skullet gøre det uden at sætte selvstændige europæiske interesser og værdier over styr.
På et tidspunkt, hvor de europæiske lande i forvejen er splittet i deres syn på en række regionale spørgsmål, blandt andet flygtninge og migranter, har præsident Trump kunnet kaste grus i maskineriet og haft held til at spille nogle af EU’s stats- og regeringsledere ud mod hinanden.
Økonomien er sårbar
Da europæerne senest gik til valg i 2014, skete det efter en hård økonomisk krise, som havde sendt titusinder af europæere ud i arbejdsløshed og tvunget mange lande til store offentlige nedskæringer. De barske år bragte en stærk skepsis over for EU med sig og satte også sit præg på det parlament, der blev valgt. Valget blev over en bred kam defineret som et ”europæisk protestvalg” med politisk fremgang til EU-modstandere og højrenationale partier.
Siden har økonomien rettet sig i Europa, og væksten er vendt tilbage – selv i lande som Grækenland og Irland, der i kølvandet på den økonomiske krise gled over i deres egne gældkriser og måtte gennem nedskæringer og lånepakker fra Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Men arbejdsløsheden er stadig høj mange steder – i Grækenland 18,6 procent, i Spanien 14,1 procent, i Italien 10,7 procent og i Frankrig 8,9 procent – og det er ingen overbevisende vækst. I 2017, som er det hidtil bedste år efter krisen, var den samlede årlige vækst på 2,4 procent. I år regner EU-Kommissionen med en vækst på 1,5 procent – hvilket lægger en dæmper på landenes mulighed for at bruge penge på mere offentlig velfærd.
Det er der ellers en stigende efterspørgsmål på. Både fattigdommen og uligheden er øget gennem de seneste 10 år, i såvel de enkelte EU-lande som mellem landene. Verdensbanken og de vestlige landes samarbejdsorganisation OECD har begge advaret om, at afstanden mellem de fattigste og de rigeste mennesker har nået et niveau, hvor det skaber stærke sociale spændinger. I Europa ser man det i øjeblikket meget tydeligt i Frankrig, hvor bevægelsen de gule veste i månedvis har demonstreret for bedre levevilkår.