Her er de tyske partiers mærkesager, styrker og svagheder

Hvem er forbundskansler Angela Merkel oppe imod ved søndagens valg? Få overblikket her

Valgplakater i den tyske by Essen.
Valgplakater i den tyske by Essen. . Foto: Martin Meissner/AP/ritzau.

Angela Merkel og det kristeligt demokratiske CDU

Angela Merkel.
Angela Merkel. Foto: AP

Forbundskansler Angela Merkels mest åbenlyse styrke er hendes enorme politiske erfaring, og vælges hun for en fjerde periode som kansler, kan hun tangere sin konservative læremester, Helmut Kohls, rekord som Tysklands længst siddende regeringsleder. En styrke er desuden hendes uprætentiøse fremtoning og evne til at tale med macho-statsledere såsom Ruslands Vladimir Putin. Disse styrker har skabt tryghed hos mange tyskere, som betragter hende som det sikre kort. Hendes svagheder er hendes tilsyneladende mangel på langsigtede visioner for Tyskland og EU, hendes politiske pragmatisme, som kritikere ser som udtryk for manglende principper, og det faktum, at hun har været ved magten så længe, at man sporer en vis træthed hos vælgerne. Hun gik imod partiets traditionelt stramme asylpolitik, da hun i 2015 åbnede grænsen for flygtninge, hvilket var medvirkende til, Tyskland tog imod over en million asylansøgere. Siden har hendes regering gennemført en række asylstramninger. Intern sikkerhed er en vigtig mærkesag for CDU, forstærket af terrorangrebet i Berlin i december sidste år, og partiet har desuden lovet skattelettelser og fuld beskæftigelse inden 2025.

Martin Schulz og det socialdemokratiske SPD

Martin Schulz.
Martin Schulz. Foto: AP

Kanslerkandidat og SPD-formand Martin Schulz’ styrker er hans troværdighed som en dedikeret europæer og socialdemokrat og hans evne til i første omgang at revitalisere SPD og give partiet et nyt og frisk, men alligevel velkendt ansigt, da han tidligere på året erstattede den på det tidspunkt stærkt upopulære formand, nuværende udenrigsminister Sigmar Gabriel. Desværre for Schulz og partiet aftog inspirationen ret hurtigt, og partiet står til et historisk dårligt valg. En af hans største svagheder er, at han har været for tilbageholdende med at sætte en dagsorden og sætte sig igennem i valgkampen. SPD’s krise er dog ikke Schulz’ hovedansvar. Enhver kandidat for partiet ville have det kolossalt svært, da Merkels CDU har overtaget mange af SPD’s mærkesager, og SPD har haft svært ved at fremhæve dets politiske resultater efter fire år i en regeringskoalition domineret af CDU. Blandt partiets mærkesager er social retfærdighed og fordelingen af velfærd. Partiet er imod en udvidelse af forsvarsudgifterne til to procent af bruttonationalproduktet, som CDU støtter.

Venstrepartiet Die Linke

Sahra Wagenknecht.
Sahra Wagenknecht. Foto: die linke

Tysklands største socialistiske parti, som har rødder i det tidligere østtyske regeringsparti SED, ønsker en stærkere regulering af markedet og bedre vilkår for lønmodtagere og socialt udsatte, herunder en højere mindsteløn, som i øjeblikket ligger på cirka 66 kroner i timen. Die Linke med Sahra Wagenknecht og Dietmar Bartsch i spidsen taler desuden for militær nedrustning og en afvikling af Nato. Partiet står relativt stærkt i det tidligere Østtyskland, hvor mange af dets vælgere er tidligere kommunister, som støttede DDR. I det tidligere Vesttyskland appellerer partiet til yngre protest-vælgere, som ønsker at udtrykke deres utilfredshed med de store, gamle ”vesttyske” partier.

Det liberale FDP

Christian Lidner.
Christian Lidner. Foto: AP

Tysklands Frie Demokrater står for frihandel og ønsker skattelettelser og et endnu stærkere EU. Partiet har været en fast del af det tyske parlament siden grundlæggelsen i efterkrigstiden, men efter at have siddet fire år i regering med Merkel og CDU fik partiet i 2013 sit værste valg nogensinde og røg ud af Forbundsdagen. Samme år blev Christian Lindner valgt til ny formand, og han har formået at revitalisere partiet, som i dag fremstår moderne og appellerer til især selvstændige erhvervsdrivende og yngre vælgere, der vil stemme partiet ind igen i Forbundsdagen. Partiformand Lindner markerede sig desuden for nylig som en strammer af asylpolitikken og kræver, at man ikke automatisk får permanent opholdstilladelse, blot fordi man er flygtning.

Miljøpartiet De Grønne

Katrin Göring-Eckart og Cem Özdemir.
Katrin Göring-Eckart og Cem Özdemir. Foto: AP

Tysklands miljøparti udgør formentlig den mest succesfulde modkultur-bevægelse i nyere tysk historie. Partiet, som blev stiftet i 1980 som en sammenslutning af en lang række miljøbevægelser og andre sociale protestbevægelser, fokuserer på miljøbeskyttelse, klima og bæredygtighed samt menneskerettigheder og social retfærdighed. I dag er en af partiets største vælgergrupper de veluddannede, til dels unge, mennesker i storbyerne, som for eksempel dyrker økologi og fokuserer på miljøet. De Grønne har det problem, at deres frontduo Cem Özdemir og Katrin Göring-Eckart ikke signalerer fornyelse, at partiets traditionelle vælgere bliver ældre og mere velhavende samt især, at dets mærkesager er blevet mainstream.

Det højrenationale Alternativ for Tyskland

Alexander Gauland.
Alexander Gauland. Foto: AP
Alice Weidel.
Alice Weidel. Foto: AP

Partiet blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på kansler Merkels åbning af grænsen i 2015 har det i stigende grad profileret sig som et islam- og indvandringskritisk parti, som ønsker en langt strammere asylpolitik, herunder øjeblikkelig udvisning af afviste asylansøgere. Partiet beskrives ofte som højrepopulistisk, blandt andet fordi dets ledere appellerer til vælgere i form af polemiske slagord og heftige angreb på andre partier og partiledere. AfD’s ledere, også spidskandidaterne Alice Weidel og Alexander Gauland, er gentagne gange blevet beskyldt og endda politianmeldt for racistiske udsagn. Partiet forsøger også at profilere sig som et kristent, konservativt parti med vægt på den traditionelle familie og advarsler mod det, partiet ser som en udvanding af Tysklands kristne identitet. En nylig undersøgelse fra tænketanken Bertelsmann Stiftung viste dog, at partiets indvandringspolitik er det eneste emne, der i betydelig grad appellerer til dets vælgere.

Kilder: Professor i statskundskab Kai Arzheimer, Deutsche Welle, Süddeutsche Zeitung og partiernes hjemmesider.