De tyske valgsteder er åbnet for valg om Merkels plads

Søndag går tyskerne til stemmeurnerne. Gaderne er prydet med valgplakater, blandt andet fra kanslerkandidaterne Annalena Baerbock, medformand for De Grønne, Olaf Scholz, finansminister og vicekansler for det socialdemokratiske SPD, og Armin Laschet, leder
Søndag går tyskerne til stemmeurnerne. Gaderne er prydet med valgplakater, blandt andet fra kanslerkandidaterne Annalena Baerbock, medformand for De Grønne, Olaf Scholz, finansminister og vicekansler for det socialdemokratiske SPD, og Armin Laschet, leder. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix.

De tyske valgsteder er officielt åbnet søndag morgen klokken 08.

De godt 60 millioner stemmeberettigede tyskere kan afgive stemmer frem til klokken 18, hvor valgstederne lukker, og de første valgstedsmåling ventes at komme.

Alle valgkredse forventes at være talt op på et tidspunkt natten til mandag. I alt er der 299 valgkredse fordelt i de 16 tyske delstater. Stemmerne afgør, hvem der bliver forbundskansler Angela Merkels arvtager efter 16 år.

Op til valget har de bedste bud på Merkels afløser ifølge meningsmålinger været Olaf Scholz fra det socialdemokratiske SPD og Armin Laschet fra Merkels konservative CDU-parti. Partiet De Grønne har også Annalena Baerbock som kanslerkandidat, men hun ligger længere bagude i målingerne.

Olaf Scholz har en lille forkant. Han har som landets finansminister arbejdet sammen med Angela Merkel de sidste fire år.

Foreløbig har ingen partier formået at få mere end en fjerdedel af stemmerne i meningsmålingerne op til valgdagen.

Frank-Walter Steinmeier, der er den tyske forbundspræsident, har søndag afgivet sin stemme i Berlin.

Lørdag opfordrede den tyske præsident landets borgere til at stemme, skriver avisen Frankfurter Allgemeine.

- Du bestemmer, hvilken retning vores land skal tage de næste fire år, skriver Frank-Walter Steinmeier i avisen Bild am Sonntag ifølge Frankfurter Allgemeine.

Han nævner en lang række emner, som Merkels arvtager får til opgave at løfte.

- Håndteringen af coronapandemien og dens konsekvenser, bekæmpelse af klimaforandring, digitalisering, uddannelse og sundhed, forsvar og europæisk samarbejde, skriver Steinmeier.

Ifølge Frankfurter Allgemeine forventes en meget høj valgdeltagelse på grund af coronapandemien.

/ritzau/