”Ingen mad – intet valg.”
Sådan lød slagordene flankeret af horndyt og skærende trillefløjter, da kenyanere i juli gik på gaden for at protestere mod stadigt stigende leveomkostninger.
Efter to år med corona har krigen i Ukraine med den følgende fødevarekrise sat trumf på landets øvrige udfordringer: høj national gæld, udbredt arbejdsløshed foruden den evige høje korruption. I juni opgjorde Kenyas nationale statistikbureau, at den årlige inflation var på 7,9 procent.
Det er svære tider, og der er ikke noget at sige til, at økonomi er blevet omdrejningspunktet for tirsdagens præsidentvalg.
”Præsidentkandidaterne har bemærket, at vælgerne er vrede over de høje leveomkostninger, den stigende offentlige gæld og korruption. De forsøger at tilbyde økonomiske løsninger i deres valgprogrammer,” skriver XN Iraki, lektor på fakultetet for erhverv og management på Nairobis universitet, på nyhedsportalen The Conversation.
Der er meget på spil for de cirka 55 millioner kenyanere, ikke mindst for landets mange unge. I 2019 – altså inden coronapandemien satte uddannelse på pause globalt og rev tæppet væk under millioner af menneskers livsgrundlag – stod 20 procent af unge kenyanere ifølge Verdensbanken uden for både arbejds- og uddannelsesmarkedet. Det tal er med stor sandsynlighed ikke mindre i dag.
Selvom unge under 35 år udgør 75 procent af Kenyas befolkning, er antallet af unge, der har registreret sig som vælgere, mindre end ved tidligere valg. Det gælder for knap 40 procent, hvilket hænger sammen med høj vælgerapati og tidligere politikeres uindfriede løfter.
”Jeg har ikke registreret mig, fordi jeg havde travlt med at skaffe penge, så jeg kan tage mig af mine to børn. Politikerne kommer ikke til at brødføde min familie,” siger 26-årige Caroline Mutai, der er arbejdsløs, til mediet The Africa Report.
Samme melding lyder fra 27-årige Irene Awino Owino, der er frisør. Til nyhedsbureauet AFP fortæller hun, at hun ikke regner med at stemme, ”fordi regeringen sætter sine egne interesser over vores”.
Forbrødrede rivaler
Blandt de fire kandidater, der dyster om at overtage præsidentposten efter Uhuru Kenyatta, der efter to perioder ikke kan genvælges, står kampen reelt mellem to: den nuværende vicepræsident, 55-årige William Ruto, og den evige oppositionsleder Raila Odinga, 77, der stiller op for femte gang.
Odinga står i spidsen for koalitionen Azimio la Umoja (Bestræbelse på forening), der også tæller præsidentens parti. Således stiller Odinga op med opbakning fra Kenyatta. De to mangeårige konkurrenter sluttede fred i 2018, og med forbrødringen vendte Kenyatta også sin vicepræsident ryggen. Det er denne kovending, Ruto og hans koalition, Kenya Kwanza (Kenya først), fører kampagne på.
Ruto, der er opvokset under fattige kår og tidligere har levet af at sælge kyllinger, har brugt sin baggrund til at positionere sig over for Odinga og Kenyatta, der begge kommer fra familier med stor politisk magt.
Begge kandidater har præsenteret planer for at få Kenya på økonomisk fode igen og har givet løfter om stipendier og lån til de fattigste kenyanere, hvoraf mange lever fra dag til dag og er beskæftiget i den uformelle sektor. Men løfterne er ikke realistiske, og vælgerne vil ende med at blive skuffede, vurderer lektor XN Iraki:
”Der kommer ikke nye arbejdspladser fra den ene dag til den anden, og priserne vil ikke falde i løbet af natten. Valg er et sprint; økonomisk vækst er et maraton.”
Alle holder vejret
William Ruto og Raila Odinga ligger så tæt i meningsmålinger, at valget tirsdag meget vel kan blive det tætteste nogensinde. Det vil sætte ikke bare det østafrikanske lands valgmyndigheder på prøve, men også kenyanernes evne til at afholde valget i fred og fordragelighed.
Igen og igen har valg i Kenya nemlig været lig med vold. I 2007 førte omstridte valgresultater til særdeles voldsomme optøjer – det vurderes, at op mod 1100 mennesker blev slået ihjel under urolighederne.
Forståeligt nok har der været udbredt frygt for, at disse scener skulle gentage sig. Ikke mindst fordi valgkampen i år, ligesom i 2017, har været præget af udbredt misinformation og falske nyheder på sociale medieplatforme.
Aktører fra både civilsamfund, medier og politik har været tidligt ude og gentaget bønnen til kenyanerne om at sikre et fredeligt valg, og indtil videre har forløbet været forholdsvis fredeligt. Men alle holder vejret.
Selvom både Ruto og Odinga har sagt, at de vil acceptere resultatet, selv hvis de taber, har de begge opfordret til vold i forbindelse med tidligere valg. Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne, skal valget gå om – det vil i givet fald være første gang i Kenyas historie.