De var det lysende forbillede: Nu lukker store dele af Norge ned

Stigende smittetal og flere indlæggelser får nu en række norske kommuner til at lukke ned. Samtidig omfordeles flere vacciner til de pressede kommuner

I Oslo har coronasmitten været stigende de seneste uger, og i søndags proklamerede byens borgmester, at store dele af byen lukkes ned. Her ses hovedstadens indbyggere i en testkø tirsdag.
I Oslo har coronasmitten været stigende de seneste uger, og i søndags proklamerede byens borgmester, at store dele af byen lukkes ned. Her ses hovedstadens indbyggere i en testkø tirsdag. Foto: Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix.

”I dag er det tilladt at være trist. Ingen har betalt en højere pris end Oslos indbyggere, men alligevel står jeg nu her og beder jer om endnu mere. Og det, jeg beder om, er både omfattende og indgribende.”

Der blev ikke lagt fingre imellem, da Oslos socialdemokratiske borgmester, Raymond Johansen, i søndags lagde ansigtet i alvorstunge folder og på et pressemøde bekendtgjorde, at indbyggerne i den norske hovedstad de kommende uger må leve med nye og strenge restriktioner. Slut med arrangementer, restaurantbesøg, shopping – på nær dagligvarer og medicin – samt udendørs idrætsaktiviteter for voksne. Samtidig kan forsætlig overtrædelse af smitteværnsreglerne på byggepladser fremover straffes med seks måneders fængsel.

I tirsdags registrerede Norge det højeste antal corona-smittede siden begyndelsen af januar, og ifølge sundhedsminister Bent Høie stirrer nordmændene netop nu ind i coronakrisens tredje bølge. Særligt i kommunerne omkring hovedstaden er situationen ganske alvorlig, ligesom antallet af coronapatienter på en række sygehuse er tredoblet siden midten af februar.

Hidtil har Norge – sammen med blandt andre Finland og Island – været fremhævet som coronakrisens nordiske lyspunkter med relativt lav smitte kombineret med et forholdsvis åbent samfund. Derfor er det store spørgsmål nu, hvorfor udviklingen pludselig er vendt?

En del af forklaringen er, at den smitsomme britiske corona-variant står for en stadig større andel af smittetilfældene i Norge – i nogle områder op mod 90 procent. Samtidig har norske myndigheder peget på en række lokale smitteudbrud, der har accelereret udviklingen. Således har Oslos borgmester de seneste dage beklaget, at flere mennesker bevæger sig mere rundt, har flere sociale kontakter og ikke i tilstrækkelig grad holder afstand. At nogle restriktioner er blevet lempet, er blevet opfattet som invitation til at slække på andre forholdsregler.

Siden pandemiens begyndelse har Norge håndteret coronakrisen ved blandt andet en omfattende smitteopsporing og hårde, lokale restriktioner, når smitteudbrud er blevet identificeret.

Det har betydet, at man ikke har lukket eksempelvis skoler eller butikker ned på landsplan i samme omfang som eksempelvis i Danmark. Foreløbig er de seneste tiltag for at dæmme op for spredningen af den britiske mutation alene på kommunalt niveau, men onsdag ville sundhedsminister Bent Høie ikke afvise, at den nedlukning, som i løbet af onsdagen har bredt sig fra Oslo og til en række andre kommuner, kan ramme større dele af landet.

Indtil videre insisterer man dog på at lade de norske børn blive i skole, men i hovedstadsområdet har man indført såkaldt rødt niveau på blandt andet de videregående uddannelser, hvilket betyder, at klasser skal deles op, elever og undervisere skal være på skolerne i mindre grupper, ligesom dele af undervisningen ifølge avisen VG bliver digital. Samtidig overvejer Oslos kommunalbestyrelse at indføre spyttests af alle elever fra den 8. marts samt øget testning af lærere.

I Oslo er situationen særlig kritisk, nu da kontakttallet har rundt 1,4 – det vil sige, at 10 personer i gennemsnit smitter 14 andre. Det fik i tirsdags den norske regering til at efterkomme borgmester Raymond Johansens ønske om, at vacciner bliver omfordelt fra områder med lav smitte til indbyggerne i det hårdt plagede hovedstadsområde. Ifølge de norske sundhedsmyndigheder vil den nye vaccinestrategi dog først blive implementeret fra midten af marts, og foreløbig må nordmændene ifølge sundhedsminister Bent Høie væbne sig med tålmodighed:

”Vi står nu over for to måneders hårdt arbejde.”