– Det er lidt som i et ægteskab, forklarede præsident Nicolas Sarkozy for nylig i fransk tv, hvor han skulle gøre status over debatten om Frankrigs nationale identitet, som sluttede i går.
– Hvis man ikke taler sammen, ender man en dag med at vågne op til den store katastrofe.
Men som i en ægteskabelig scene er diskussionen også hurtigt gledet over i en anden problemstilling end det, der var udgangspunktet.
Debatten om, "hvad det vil sige at være fransk", som minister for integration og national identitet Eric Besson lancerede i november, kom overvejende til at handle om islam. Dagbladet Le Monde er nået frem til, at 40 procent af de tusindvis af indlæg på debattens officielle hjemmeside og ved de over 300 debatmøder, som er blevet holdt ude i kommunerne, indeholdt ordene islam, muslim, indvandring, udlænding eller burka.
Hver anden franskmand deler den opfattelse, at debatten overvejende har drejet sig om islam, og 46 procent mener, at den dermed er blevet afsporet fra det oprindelige emne ifølge en meningsmåling foretaget af analyseinstiutttet TNS Sofres.
Oppositionspartierne har skudt med skarpt mod "skammens debat", som den er blevet kaldt, og to underskriftindsamlinger har cirkuleret med krav om at indstille debatmøderne. Flere hundrede universitetsfolk og kendte personligheder lagde navn til protesterne, som klandrer debatten for at give frit løb for fremmedfjendske udtalelser. Som for eksempel borgmesteren i byen Goussainville, der beklagede sig over, at "vi er ved at blive ædt op af 10 millioner, som vi betaler for ikke at bestille noget".
Og også regeringsmedlemmer, for eksempel familieminister Nadine Morano, har fået sig viklet ind i stereotype beskrivelser af unge muslimer.
– Det er ikke en debat, der har gavnet den nationale sammenhængskraft, mener Jean-Yves Camus, politolog ved Institut for Internationale Strategiske Studier, IRIS.
– Det, der er kommet frem, er især en følelse af et strukturelt problem med integrationen af islam i det franske samfund. Men debatten har ikke tegnet konturerne af det fælles projekt, der kunne binde franskmændene sammen. Vi har ikke fået en klar definition af, hvad der karakteriserer den franske identitet, siger Jean-Yves Camus.
Og det får franskmændene formentlig heller ikke. Det har været sparsomt med konkrete forslag til en styrkelse af den nationale identitet, og foreløbig er der kun tale om at give alle børn lejlighed til at synge den franske nationalsang, Marseillaisen, mindst en gang om året. Integrationsministeren overvejer desuden at indføre et charter om rettigheder og pligter, som alle unge uanset etnisk baggrund skal skrive under på, når de bliver 18 år.
Den store nationale konference om den franske identitet, som skulle have samlet trådene og markeret afslutningen på debatten med Nicolas Sarkozy som hovedtaler, er lige så stille blevet aflyst. Officielt fordi debatten er så interessant, at den skal have lov at fortsætte. Reelt fordi regeringspartiet helst vil være fri for at drage konklusioner, som kan give fortsat næring til en debat, der har udviklet sig til at blive en sten i regeringspartiets sko.
Debatten om national identitet var nemlig også tænkt som et valgtaktisk træk forud for regionalvalget i marts og et forsøg på at fastholde de vælgere fra det yderste højre og partiet Front National, som stemte på Nicolas Sarkozy ved præsidentvalget i 2007.
Men alt tyder på, at Nicolas Sarkozy har forregnet sig. I stedet for at demonstrere regeringspartiet UMP?s stærke position i spørgsmålet om national identitet har hele debatten givet Front National en forum til at markere sig med en af sine mærkesager.
– Front National led et historisk nederlag ved præsidentvalget. Ifølge de seneste meningsmålinger er 8,5 procent af vælgerne parate til at stemme på partiet. Det er langt fra partiets bedste valgscore i 1990'erne på 10-15 procent. Men det er alligevel nok til at markere et comeback, og Front National kan gøre betydelig skade for UMP ved regionalvalget ved at splitte højrevælgerne, især i det sydlige Frankrig, vurderer Jean-Yves Camus, som er specialist i Frankrigs yderste højre.
Af denne grund er debatten om den nationale identitet faldet i unåde i brede dele af regeringspartiet, som er blevet internt splittet på spørgsmålet.
Fremtrædende medlemmer af partiet, som for eksempel tidligere premierminister Alain Juppé, som nu er borgmester i Bordeaux, boykottede det offentlige møde i byen.
– Vi ved jo godt, hvad den nationale identitet går ud på: frihed, lighed, broderskab og verdslighed, har den tidligere premierminister erklæret.
Integrationsministeren selv har resumeret debatten som et udtryk for "et stort behov for gensidig respekt forstået som opdragelse i god opførsel, respekt for andre og kendskab til vores historie og fælles værdier". "Der er også et stort ønske om værdighed og kamp mod diskrimination," som han formulerede det ved et af de sidste debatarrangementer.
I samme ånd har Nicolas Sarkozy i en kronik i dagbladet Le Monde talt om"respekt for dem, der kommer, og respekt for dem, der tager imod".
Den franske præsident skal holde balancen fra præsidentvalget, hvor han på den ene side lovede franskmændene med indvandrerbaggrund at bekæmpe diskriminationen og arbejde for et mangfoldigt Frankrig. Og på den anden side lovede at "spule rakkerpakket ud af indvandrerforstæderne", med adresse til Front National-vælgerne.
Debatten om den nationale identitet har demonstreret, at balancegangen, som ved præsidentvalget gjorde det muligt at hente stemmer både på midten og på det yderste højre, på længere sigt kan vise sig at give bagslag og tilfredsstille hverken det yderste højre eller franskmænd med indvandrerbaggrund.
– Denne debat kan forstærke det indtryk, mange franske muslimer har af at være marginaliseret og ildeset i det franske samfund, siger Yazid Sebag, virksomhedsleder og kommissær for etnisk mangfoldighed, udnævnt af præsidenten med den opgave at styrke den økonomiske integration.
– Man kan frygte, siger Jean-Yves Camus, at debatten om national identitet forstærker de ekstreme holdninger i stedet for at skabe samhørighed.