”Denne krise har tydeligt vist brister i vort samfund,” sagde Sveriges statsminister Stefan Löfven, da han i tirsdags bebudede, at Sverige nu skal have en coronakommission.
”Tusindvis af mennesker er døde, og endnu flere sørger over nære og kære familiemedlemmer, venner og bekendte,” fortsatte den socialdemokratiske leder, der i samme åndedrag lovede, at ”sandheden” om Sverige under coronakrisen skal frem.
Men vil man for alvor til bunds i, hvordan landet endte med at ligge i top, når det kommer til coronarelaterede dødsfald, er det ikke nok at se på, hvilke myndigheder som besluttede hvad hvornår. Det mener i hvert fald Tino Sanandaji, anerkendt svensk økonom og debattør, som de seneste måneder har optrådt flittigt i debatten om coronastrategien i Sverige, der i går rundede 70.000 smittede og 5411 døde.
”Nøglen til at forstå den svenske ageren ligger ikke så meget i vores politiske landskab og administrative indretning, som den ligger i vores mentalitet: Vi lider simpelthen af et overlegenhedskompleks. Svenskerne har en lidt usund passiv-aggressiv nationalisme, der i korte træk går ud på, at man tror, man er de bedste i verden. Til alt,” fortæller han over telefonen fra Stockholm.
Det, Tino Sanandaji omtaler som ”den misforståede, svenske exceptionalisme”, løber ifølge økonomen som en rød tråd gennem håndteringen af de seneste års store kriser. Han nævner de første måneder af flygtningekrisen i 2015 som eksempel:
”Stort set alle andre lande gjorde ét, og vi gjorde noget andet. Men det betyder i den særlige svenske logik, at vi har ret, og alle andre tager fejl. Og det er fuldstændigt samme billede, som har tegnet sig under coronakrisen,” siger han.
”Det er en ældgammel svensk automatreaktion, at uoverensstemmelser må betyde, at de andre er på afveje. Også selvom resten af verden ser på os med hovedrysten. Man kan grine af det, men man kan også blive bekymret over den manglende realitetssans, som i disse måneder har alvorlige, menneskelige konsekvenser.”
Hvorfra stammer Sveriges stærke tro på egne evner?
”Sveriges historie borger jo for en vis storhed. Landet har strukket sig over et enormt areal, vi har forsøgt at underlægge os store dele af Europa – inklusive vores naboer. Og derfor har svenskere over en bred kam også et lidt nedladende syn på resten af Norden. Hvorfor skulle vi lytte til jer, vi slog jer jo i 1658!,” siger han med henvisning til den krig, hvor Danmark blandt andet måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.
”Samtidig har Sverige været fremgangsrigt på så mange områder i så mange år – et moderne land med moralsk overskud og internationalt udsyn. Derfor ved vi bedst, også når vi helt tydeligt tager fejl.”
Tino Sanandaji sammenligner den blågule ageren under coronakrisen med Storbritannien i slutningen af 1800-tallet: Mange års storhed og fremgang var så indgroet, at det var svært at omstille sig, da vinden pludselig vendte.
”Alle ved, at man risikerer at blive offer for sin egen succes, hvis den udvikler sig til arrogance. Og netop dét fænomen stortrives i Sverige. Vi så det med flygtningekrisen, og vi har set det med debatten om kriminalitet i Sverige: Man ignorerer i store træk andre landes erfaringer og mener, at man sagtens kan klare problemerne selv. En del svenskere så nærmest hånligt på Italien og det, mange opfattede som et primitivt sundhedssystem, da virussen kom til Europa. En sådan situation ville Sverige aldrig komme i, tænkte folk, og så missede man muligheden for at inddæmme smitten i tide.”
Den stolte, svenske historie har dog ikke alene udmøntet sig i masser af selvtillid. Den har også lullet landet ind i en farlig følelse af falsk tryghed, siger Tino Sanandaji.
”Vi er et af de lande i verden, der har været skånet for krig i længst tid – sidste gang var mod Norge i 1814. Men både danskere, nordmænd og finner har den eksistentielle trussel frisk i erindringen. I Finland har man indrettet landbruget på en måde, så man har mulighed for at blive så godt som selvforsynende på kort tid. Man har et helt andet beredskab, fordi man husker hungersnøden. Den uforudsete katastrofe er en mulighed, men det er den ikke i Sverige. Og derfor mødte vi covid-19 med en dødsensfarlig arrogance.”
Men der findes jo svenskere, der har været kritiske over for landets coronastrategi. Hvorfor har deres synspunkter ikke fået mere gennemslagskraft?
”Blandt dem, der bestemmer, er der ofte kun én holdning, som er acceptabel. Den er som regel socialliberal, men i virkeligheden er det ikke afgørende, hvad der menes, så længe alle mener det. Danskere elsker uenighed, vi frygter alt andet end konsensus. Alle skal helst ende med samme standpunkt: Indvandring er godt, vi har styr på kriminaliteten, corona er noget, andre lande kæmper med. Under flygtningekrisen var norske medier de bedste til at beskrive, hvad der skete i Sverige, fordi der kun var én fortælling. Og i dag er man nødt til at tænde for DR, hvis man vil forstå den svenske coronastrategi,” siger han.
”Vores debat er sovset ind i en kulturradikal konsensus, hvor idén om, at andre lande ligger under for populistiske mavefornemmelser, bekræftes igen og igen. Og det er en anden og vigtig del af det svenske spejlbillede: Vi er oplyste, det er I ikke. Vi er de mest progressive, de mest feministiske og de mest humanistiske. Og fordi vi i vores selvforståelse er de bedste, er det også ekstra svært for os at indse, når vi tager fejl. Vi siger hele tiden, at vi lytter til videnskaben, men hvad så, når førende videnskabsfolk fra hele verden i månedsvis fortæller os, at vi befinder os på en farlig kurs? Hvorfor lytter man så ikke til dem? Det er en anti-intellektualisme, der har trivedes i Sverige i mange år, men som rammer os som en hammer nu.”
Ifølge Tino Sanandaji er det egentligt tragiske, at Sverige – ligesom de nordiske naboer – havde et godt udgangspunkt for at klare coronakrisen. Følelsen af samhørighed har stortrivedes siden vikingetiden, og kombineret med en god portion autoritetstro og masser af social kapital burde svenskerne have klaret krisen stort set problemfrit.
”I Norden er det jo næsten værre at blive set skævt til af sin nabo end at komme i fængsel. De sociale sanktioner er så stærke, at hvis bare de svenske myndigheder havde justeret den epidemiologiske strategi undervejs – lyttet lidt til sydkoreanerne og ladet sig inspirere af Finland, Norge og Danmark – så havde vi givetvis klaret os igennem med langt færre dødsfald. Men vi er mere ligeglade med jer, end I er med os. Vi lytter – og kun nødtvungent – til større lande, ikke til vores naboer. Så vi kom til at formøble vores forspring på få uger. Ingen udfordrede for alvor strategien, og fordi vi fastholdt den nærmest barnlige insisteren på åbenhed, er vi nu endt med at være blandt de mest isolerede,” siger han.
”I starten handlede en del nyheder i Sverige om, hvor misundelig omverdenen var. Og da man ikke længere kunne bortforklare de svenske dødstal, droppede man nabolandene og begyndte at sammenligne sig med Storbritannien og Belgien. Og nu hedder det, at man faktisk slet ikke kan sammenligne tallene på tværs af lande, fordi Sverige er meget bedre til at teste end andre lande. Selv i nederlagets stund fremhæver man sine fortrin. Det er en form for vulgær nationalpopulisme, migranter som jeg selv genkender fra Mellemøstens autoritære regimer.”