Amerikansk delstat kan blive abortfri zone

Missouri kan i morgen blive den første amerikanske delstat uden en eneste abortklinik

Amerikansk delstat kan blive abortfri zone
Foto: Michael Spooneybarger/Reuters/Ritzau Scanpix.

Missouri kan i morgen blive den første amerikanske delstat i moderne tid, hvor det er umuligt for en kvinde at få en provokeret abort. Den tilladelse, som giver Missouris eneste tilbageværende abortklinik ret til at udføre indgrebet, udløber i dag, og delstatens sundhedsmyndigheder afviser at udstede en ny. Hvis ikke en delstatsdomstol i 11. time underkender den beslutning, vil den midtvestlige delstat i morgen blive en abortfri zone. Det bliver i givet fald første gang siden 1974, at en hel delstat er uden adgang til abort.

Familieplanlægningsgruppen Planned Parenthood, der opererer klinikken i byen St. Louis, har lagt sag an mod Missouris sundhedsmyndighed. En høring skulle finde sted i går, men ved redaktionens deadline i går havde domstolen endnu ikke truffet en afgørelse i sagen.

Missouris sundhedsmyndighed begrunder beslutningen om at nægte at forlænge tilladelsen med, at en rutinemæssig inspektion af klinikken afslørede ”talrige overtrædelser af delstatens love og vedtægter”. Det bør være irrelevant, at klinikken er den sidste abortudøver i Missouri, siger delstatens republikanske guvernør, Michael Parson.

”Dette handler om standarden for lægehjælp for kvinder i Missouri,” siger han ifølge tv-stationen CNN.

Tilladelsen omhandler kun retten til at udføre provokerede aborter, og klinikken vil fortsat kunne tilbyde gynækologiske undersøgelser og andre sundhedsydelser. Planned Parenthood siger, at klinikken har levet op til alle lovens forskrifter, og at tilbageholdelsen af tilladelsen er et politiseret og ulovligt forsøg på at ”nægte kvinder i Missouri at udøve deres abortret”.

”Dette er ikke en øvelse. Dette er ikke en advarsel. Det er en ægte folkesundheds-krise,” advarer formanden for Planned Parenthood, Leana Wan, i en udtalelse.

Missouri har gradvist begrænset adgangen til abort, og antallet af abortklinikker er faldet fra otte i 2008 til blot en enkelt i dag. I sidste uge underskrev guvernør Michael Parson en lov, der kriminaliserer provokerede aborter efter den ottende graviditetsuge uden undtagelser for voldtægt eller incest.

Retten til abort er blevet et af de varmeste debatemner i USA, hvor abortmodstandere håber, at det nye konservative flertal i højesteret vil tage emnet op og vælge at blåstemple delstaternes ret til fuld selvbestemmelse på området. Mindst 11 delstater har i år vedtaget love, der kraftigt begrænser adgangen til abort ved eksempelvis at forbyde provokerede aborter efter det tidspunkt, hvor fosterets hjertelyd kan opfanges, hvilket sker omkring sjette graviditetsuge. Senest har Louisianas kongres i onsdags vedtaget en såkaldt ”hjertelydslov”, og delstatens demokratiske guvernør, John Bel Edwards, siger, at han vil underskrive den. I delstaterne New York og Vermont er politikerne gået i den modsatte retning med love, der udvider abortretten.

Ifølge forskningsgruppen Guttmacher Institute er der foruden Missouri i dag fem amerikanske delstater, hvor der kun findes en enkelt abortklinik.

Abortlovgivningen i USA

Højesteretsafgørelsen ”Roe mod Wade” sikrede i 1973 retten til abort, indtil fosteret er levedygtigt uden for livmoderen (cirka 24. svangerskabsuge). De enkelte delstater har dog mulighed for at begrænse denne rettighed med lokale lovgivninger, så længe de ikke pålægger den abortsøgende kvinde en ”unødig byrde”.

Kilder: Guttmacher Institute