Det moderne USA er karakteriseret af splid. Det stod klart efter det amerikanske præsidentvalg i 2016, og det stod igen klart efter tirsdagens dramatiske midtvejsvalg, hvor Demokraterne opnåede flertal i Repræsentanternes Hus, men hvor Det Republikanske Parti udbyggede sit flertal i Senatet og stadfæstede det konservative overherredømme i USA ved at besejre karismatiske demokratiske stjernefrø som senatorkandidat Beto O'Rourke i Texas og guvernørkandidaterne Andrew Gillum i Florida og Stacey Abrams i Georgia.
Det var et valg, der ikke bare handlede om sundhedssystemet, indvandring og økonomien, men som også stillede mere grundlæggende spørgsmål om, hvilket slags land amerikanerne ønsker at leve i. Svaret på dette er, som så meget andet i USA, et broget billede.
Selvom Donald Trump ikke var på stemmesedlen, blev valget betragtet som den første dom over hans præsidentskab og nationalistiske ”USA først”-ideologi, og foreløbige valganalyser tyder på, at trumpismen ikke har tabt pusten. På trods af de demokratiske landvindinger i Repræsentanternes Hus og sejre ved guvernørvalg i rustbæltestater som Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, har de såkaldte ”glemte amerikanere”, der sikrede ham valgsejren for to år siden, ikke vendt Trump ryggen. Mens vælgerne i forstæderne og byerne – særligt hvide kvinder – i stigende grad er misfornøjede med præsidenten, hans ledelsesstil og hans hårde retorik, så er millioner af amerikanere i landområderne ovenud tilfredse med det, som de ser. Flere af de republikanere, der tirsdag vandt pladser i Senatet og vigtige guvernørposter, er Trump-loyalister, som lægger sig tæt op af præsidenten, både hvad angår politisk stil og ideologi.
Når den nye kongres samles i januar, begynder en ny virkelighed for Donald Trump, der i sine første knap to år som præsident har haft et republikansk flertal i begge Kongressens kamre bag sig. Senatet bliver endnu mere konservativt. Men nu skal præsidenten berede sig på et demokratisk ledet Repræsentanternes Hus, som vil spænde ben for hans politiske initiativer, og som erhverver sig retten til at stævne ham eller medlemmer af hans stab og dermed kan tvinge dem til at aflægge vidnesbyrd under ed. Det betyder, at Demokraterne kan sætte et hav af undersøgelser i gang og kræve at få udleveret politisk følsomme dokumenter, der kan sætte præsidenten i en prekær situation.
Demokraternes nye flertal giver også partiet muligheden for at forsøge at indlede en rigsretssag mod præsident Trump, om end demokratiske ledere har signaleret, at de indtil videre har udelukket at benytte sig af denne politisk stærkt risikable strategi. I givet fald vil det også kræve to tredjedels flertal i Senatet at få ham afsat, og det er helt udelukket nu med Republikanernes fire ekstra vundne sæder og udbyggede flertal her. Desuagtet hænger den såkaldte Rusland-undersøgelse, der kredser om muligt ulovligt samarbejde mellem Trumps kampagnestab og Kreml, stadig som en tung sort sky over Det Hvide Hus.
Der er imidlertid også fordele for Donald Trump ved at have demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus. Dette giver ham muligheden for at bebrejde Demokraterne endnu mere for hans manglende evne til at opfylde talrige valgløfter, og især den omstridte demokratiske leder Nancy Pelosi kan belejligt blive hængt ud for et eventuelt manglende samarbejde, når han indleder sin genvalgskampagne op til præsidentvalget i 2020.
For Demokraterne er valgresultatet tirsdag et opmuntrende signal om, at Donald Trumps omstridte præsidentskab har ansporet en ny politisk aktivistbevægelse og fyret op under nye vælgere. Ikke alene kan partiet byde et rekordantal nye kvindelige politikere og politikere med minoritetsbaggrund velkommen i Repræsentanternes Hus. Valget viser også, at demografiske ændringer i Sydstaterne og dele af Midtvesten, der gradvist bliver mindre hvide og mere etnisk mangfoldige, er begyndt at gøre Demokraterne konkurrencedygtige i republikanske delstater. Den kendsgerning, at den unge venstreorienterede demokrat Beto O'Rourke takket være en historisk stor valgdeltagelse kunne bide republikaneren Ted Cruz i haserne i ærkekonservative Texas, og at Stacey Abrams havde en reel chance for at blive Georgias første kvindelige afroamerikanske guvernør, bør ikke undervurderes.
Det er nu op til Demokraterne at forsøge at bygge videre på tirsdagens sejre. Modsat Republikanerne har partiet ikke en naturlig leder, der kan udstikke en kurs. Og partiet har ikke fundet sine ben i Trump-æraen. En af Demokraternes største svagheder er, at partiet ikke har et overbevisende økonomisk budskab til vælgerne i de områder af landet, der er blevet ladt i stikken af globaliseringen.
Et mere definitivt svar på, hvor det hele bærer hen, venter forude. Midtvejsvalget er slut, og Washington begynder nu at rette blikket mod præsidentvalget om to år.