Demokraternes kapløb spidser til efter tv-debat

Den venstreorienterede senator Elizabeth Warren lægger afstand til sine konkurrenter i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved det amerikanske valg om et års tid

Den venstreorienterede senator Elizabeth Warren er favorit blandt mange højtuddannede hvide vælgere.
Den venstreorienterede senator Elizabeth Warren er favorit blandt mange højtuddannede hvide vælgere. Foto: Aaron Josefczyk/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kapløbet om, hvem der skal blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020, er gået ind i en ny fase. Den seneste tv-debat, som fandt sted i Westerville i Ohio natten til i går dansk tid, bekræfter, at den venstreorienterede senator Elizabeth Warren har indtaget en førerposition og lagt afstand til feltets to øvrige spidskandidater, den midtersøgende tidligere vicepræsident Joe Biden og den demokratiske socialist Bernie Sanders.

Den højrøstede tv-debat fandt sted i slipstrømmen på nogle tumultariske uger i Washington, hvor Demokraterne har indledt en rigsretsundersøgelse af Donald Trump, og hvor præsidentens tilbagetrækning af amerikanske soldater fra det nordøstlige Syrien har udløst en alvorlig udenrigspolitisk krise og intern kritik af Trump.

De seneste uger har også budt på nye udviklinger for Demokraterne. Ifølge flere vægtede gennemsnit af meningsmålingerne har den 70-årige Elizabeth Warren halet ind på eller endda overhalet den tidligere favorit Joe Biden.

Den 76-årige Biden tynges til gengæld af sin ufrivillige indblanding i den verserende Ukraine-sag, der begyndte, da det kom frem, at præsident Trump i et opkald havde forsøgt at presse den ukrainske præsident til at grave snavs frem om Biden og hans søn, Hunter Biden. Og den 78-årige Bernie Sanders’ langtidsholdbarhed i kapløbet er et åbent spørgsmål, efter at han for knap to uger siden fik et hjerteanfald og måtte neddrosle sine kampagneaktiviteter.

Det er ifølge amerikanske politiske eksperter umuligt at forudse, hvad tumulten betyder for Demokraternes præsidentkandidatkamp. Der er stadig knap fire måneder til partiets første primærvalg, og mange demokratiske vælgere er fortsat i tvivl om, hvem de vil pege på.

”Folk beslutter sig i allersidste øjeblik,” siger valg-eksperten Andy Smith fra University of New Hamp- shire til nyhedsmediet Vox.

Joe Biden er især populær blandt vælgere over 65 år og blandt afroamerikanske vælgere. Elizabeth Warren er favorit blandt mange højtuddannede hvide vælgere. Og Bernie Sanders’ politiske base er demokratiske arbejderklassevælgere og yngre amerikanere. Det indflydelsesrige 30-årige kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez, der har stor tilslutning blandt den unge generation af amerikanere, erklærede i går sin opbakning til Sanders’ kandidatur.

Tv-debatten tydeliggjorde de dybe politiske uenigheder mellem kandidaterne om emner som sundhedsvæsenet, abort, skattepolitik, uddannelse, økonomisk ulighed, teknologi, udenrigspolitik og handel. Også spørgsmålet om adgangen til provokeret abort kom på banen. Så godt som alle kandidater erklærede, at afgørelser om svangerskabsafbrydelse skal overlades til kvinder og deres læger og ikke til politikere. Kongresmedlem Tulsi Gabbard stod alene i sit forslag om at forbyde provokerede aborter fra det tredje trimester.

Takket være sin nye status som spidskandidat parerede Elizabeth Warren angreb fra så godt som alle de øvrige kandidater, der kritiserede hendes mange reformforslag som værende urealistiske og overdrevent ideologiske.

Blandt kritikerne var borgmesteren i South Bend i In-diana, Pete Buttigieg, der advarede om, at Warrens plan for et skandinavisk-inspireret sundhedssystem vil føre til skattestigninger for middelklassen og grave grøfterne i det amerikanske samfund endnu dybere.

”Vi konkurrerer om at blive præsident dagen efter Trump. Vores land vil være forfærdeligt polariseret – endnu mere end det er nu. Efter alt, hvad vi har været igennem, og efter alt, hvad vi skal til at gå igennem, vil dette land være endnu mere delt. Hvorfor splitte nationen unødvendigt over sundhedssystemet,” spurgte han.

Elizabeth Warren skød tilbage ved at skildre sine kritikere som frygtsomme og visionsløse.

”Jeg forstår, at dette er svært, men jeg tror, at vi som demokrater vil få succes, når vi drømmer stort og kæmper hårdt og ikke, når vi drømmer småt og giver op, inden at vi kommer i gang,” sagde hun.

Der er 19 kandidater tilbage i kampen om at blive demokratisk præsidentkandidat. Syv af disse opfyldte på grund af lav vælgeropbakning og slunkne kampagnekasser ikke Det Demokratiske Partis krav til deltagelse i tv-debatten. Den næste debat finder sted den 20. november.