I Hongkong hepper demokrati-aktivister på Trump

Fremtrædende veteran inden for demokratibevægelsen mener, at Hong Kong vil være bedst tjent med genvalg til Donald Trump

Amerikanske flag ses ved demonstrationer i Hongkong. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i modsætning til sine forgængere talt Kina midt imod og udtalt støtte til protestbevægelsens kamp mod den kinesiske overmagt. Så derfor håber mange hongkongere på, at Trump bliver genvalgt. Arkivbillede.
Amerikanske flag ses ved demonstrationer i Hongkong. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i modsætning til sine forgængere talt Kina midt imod og udtalt støtte til protestbevægelsens kamp mod den kinesiske overmagt. Så derfor håber mange hongkongere på, at Trump bliver genvalgt. Arkivbillede. . Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Stand with Hong Kong” (stå ved Hongkongs side) har demonstranterne i Hongkong råbt igen og igen og vajet med både amerikanske og britiske flag. Udover at være et godt slagord var det også en direkte opfordring til både USA og Storbritannien om at støtte deres kamp for demokrati. Og mens briterne har været mest optaget af egne problemer, har den amerikanske præsident, Donald Trump, i modsætning til sine forgængere talt Kina midt imod og udtalt støtte til protestbevægelsens kamp mod den kinesiske overmagt. Så derfor håber mange hongkongere på, at Trump bliver genvalgt.

”Det er en udbredt opfattelse, at Trump er manden, der tør tage kampen op mod det kommunistiske Kina. Og det må man sige, at han har gjort – og ligeledes udtalt direkte støtte til vores demonstrationer mod det kinesiske styres overgreb. Omvendt med Demokraternes kandidat, Joe Biden, som, jeg synes, må kritiseres for slet ikke at have gået i rette med Kina. Det er en videreførelse af den svage Kina-politik, som præsident Barack Obama stod for, og det vil vi ikke være ret godt tjent med. Så derfor hepper mange hongkongere på Trump og håber på, at han bliver genvalgt,” forklarer Lee Cheung-yan, formand for organisationen Hong Kong Alliance, der er en af bystatens ældste protestbevægelser.

En af de varmeste fortalere for Trump er Jimmy Lai, grundlægger af det kritiske medie Apple Daily. Han er ligesom Lee en veteran i demokratibevægelsen og står til at blive retsforfulgt på grund af overtrædelser af den omstridte sikkerhedslov, som Beijing-styret har indført i Hongkong.

”Jeg mener, at Trump ved, hvordan man håndterer Kina. Han sætter hårdt mod hårdt og står ved sit ord, og han er virkelig magtfuld i den måde, han behandler diktatorer på. Og så laver han aftaler pr. instinkt – han ved, hvordan man gør den slags. Folk her i Hongkong tror på, at hvis Trump bliver genvalgt, så vil vi have større støtte. Det er i hvert fald mit indtryk, og uanset hvad så deler jeg det synspunkt,” siger Jimmy Lai i et interview med netmediet Hong Kong Free Press.

Og sandt er det, at Donald Trump har sat handling bag ordene. For eksempel da han november sidste år satte sin underskrift på en lov, der blandt andet indebærer, at USA mindst en gang om året vil kontrollere, at Hongkong har nok autonomi til, at USA vil indgå særlige handelsaftaler med lokalregeringen. Ikke overraskende udløste denne direkte amerikanske støtte til demonstranterne rasende reaktioner i Beijing, hvilket gav Trump noget nær heltestatus i Hongkong. Alligevel er Lee Cheung-yan skeptisk.

”Jeg mener ikke, at vi kan stole på Trump. Lige nu blæser vinden vores vej, fordi han taler dunder mod Kina. Men i det øjeblik, han får mere ud af at være venner med styret i Beijing, så sælger han os – så er han ligeglad med vores kamp for demokrati. Han er jo først og fremmest forretningsmand og ikke en principfast politiker. Så personligt hælder jeg nok mere mod Biden i håb om, at han trods alt som præsident vil begynde at lægge pres på Kina for at få styret til at overholde basale menneskerettigheder og de aftaler, der er indgået for Hongkong,” siger Lee og tilføjer, at han nok i den henseende repræsenterer et mindretal, fordi den generelle opfattelse er, at fire år mere til Donald Trump vil være det bedste for Hongkong.