De senest mange års økonomiske uro har skubbet de europæiske lande nærmere hinanden til en start med finansstabilisering og en bankunion, som stadig er under opførelse.
Alle erkender nu, at et område med fælles møntfod uden nogen fælles skattepolitik lægger op til den form for krise, vi alle oplever.
Det er ikke uden modvillighed og stort besvær, at Europa er nået så langt. Aftalerne mellem nationale regeringsledere bliver af mange betragtet som scenarier, hvor de største og stærkeste lande på udemokratisk vis påtvinger resten deres politikker, og vi er nu vidner til den bekymrende fremvækst af partier og bevægelser, som synes at mene, at nationalistisk selvhævdelse vil befri dem fra den fælles nødvendighed af at lede Europa.
Hvad der står helt klart, er, at Europas borgere ikke vil gå med til reformer og øget sammenhængskraft i Europa, hvis ikke de får lov til selv at udtale sig og udstikke retningen. Og hvis ikke der foreligger et fælles nødprogram til jobskabelse, som viser, at Europa fungerer.
Man kan lære flere ting af de reformbestræbelser, vi indtil videre har set i Europa.
For det første, at der er en kløft mellem tidspunktet, hvor smertefulde beslutninger træffes, og til reformerne får en virkning. Det kan som i Tyskland tage op til fem år. Det kan være et problem for politikerne, når der afholdes valg i den mellemliggende periode, som vi har set det i Italien.
LÆS OGSÅ: Den tyske middelklasse skrumper
For det andet, at strukturreformer kun virker sammen med vækst. Generelt er den nuværende debat en gentagelse af den, vi allerede havde i 2003 og 2004 om den Europæiske Stabilitets- og Vækstpagt. Med reformen af den pagt var det ikke Tysklands og Frankrigs hensigt dengang at svække kriterierne. Vi var snarere optaget af at styrke pagtens vækst-aspekt, eftersom Tyskland dengang ikke var i stand til at bakke op om milliarder i opsparinger samtidig med reformpolitikken.
Tyskland må nu give sine europæiske partnere den samme mulighed. Grækenland, Irland, Portugal, Italien og Spanien har gjort fremskridt i omstruktureringen af deres finanser. Cypern vil blive nødt til at gå samme vej. Den økonomiske og politiske situation i disse lande viser samtidig, at der er en risiko for, at de nationale økonomier næsten vil blive kvalt af den strikse sparepolitik.
Der er altid nødt til at være en sammenhæng mellem villigheden til at give sig i kast med strukturreformer på den ene side og villigheden til at udvise solidaritet på den anden. Det handler ikke om enten vækst eller besparelser. Vi er overbevist om, at de to ting kan kombineres på en meningsfuld måde faktisk er det nødvendigt at kombinere dem. Vi har brug for budgetdisciplin. Vi har brug for strukturreformer. Men vi må også tilføje vækstkomponenter til besparelsesprogrammet.
Et nøgleområde her er bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i Europa. Vi kan ikke acceptere, at en fortabt generation vokser op i Europa, fordi over halvdelen af de unge står uden job i mange lande. De europæiske ledere, der deltager i Berggruen Instituttets rådhusmøde i Paris i dag, vil se på dette emne.
Det er her, den tyske regerings ansvar kommer ind i billedet. I Tyskland er ungdomsarbejdsløsheden under otte procent. Mange unge mennesker fra de sydeuropæiske lande søger til Tyskland på jagt efter job. Men migration af en ung og veluddannet arbejdsstyrke kan ikke være løsningen på problemet. De unge kvinder og mænd tager i så fald deres kvalifikationer med ud af deres hjemlande. Derfor har vi brug for et program i stor skala til at tackle ungdomsarbejdsløsheden i Europa. De stærke europæiske lande i særdeleshed Tyskland kan udvise politisk og økonomisk ansvar i denne situation.
Gerhard Schröder er tidligere tysk kansler, og Jacques Delors har været formand for EU-Kommissionen. Begge er de medlemmer af Berggruen Instituts Råd for Europas Fremtid.
© 2013 Global Viewpoint Network / Tribuna Media Services
Oversat af Sara Høyrup