Prøv avisen

Demokratiske drømme skudt i sænk i Myanmar

Myanmars buddhistiske munke stod i spidsen for oprøret mod militærstyret i september og oktober 2007. Men oprøret blev knust, og det er ikke meget, man har set til demokratibevægelsen i landets gader. –

Militærjuntaen i Myanmar overraskede alle, da den for nylig lovede en folkeafstemning om forfatningen allerede i år og et frit valg i 2010. Men juntaen ønsker ikke demokrati, vurderer ekspert

Drabsmanden kom som en gæst. Han bar en buket blomster i favnen og hilste på oprørslederen for Karen National Union (KNU), Mahn Sha, med ordene:

God aften, onkel.

Derefter faldt skuddene. Og de dræbte ikke bare den karismatiske Mahn Sha, men også det spinkle håb, mange i Myanmar (Burma) nærede om et snarligt skift fra diktatur til demokrati, skriver Bangkok Post.

Mahn Sha var en stærk leder. Og han var en af de få, militærjuntaen havde involveret i forhandlingerne om den nye forfatning, det forarmede asiatiske land skal stemme om til maj.

Det er dog tvivlsomt, hvor megen indflydelse Mahn Sha og de andre etniske ledere har fået på forfatningens ordlyd. For juntaens generaler er ikke interesseret i at give de etniske ledere reel indflydelse, det er bare spil for galleriet, siger Mikael Gravers, lektor og mag.art ved Aarhus Universitet:

Generalerne kalder det her disciplinblomstrende demokrati. Det betyder, de også fremover vil sidde med tøjlerne og styre det hele.

Generalerne har tvangsindlagt de etniske grupper i arbejdet med forfatningen, siger han og påpeger, at lederne ikke skal regne med tak fra deres folk. For juntaen har allerede forbudt kritik af forfatningen og kun involveret lederne, så de ikke bagefter i fuld offentlighed kan sige, at deres folk ikke skal stemme for den.

Mahn Sha viede sit liv til karenernes kamp, der, som flere andre etniske grupper i Myanmar håbede på selvstændighed, da englænderne i 1947 forlod landet i 1947. Siden er deres krav om selvstændighed droslet ned til håbet om autonome stater i en føderation. Men ordet føderation får juntaen til at se rødt, da det lugter af at afgive magt og ressourcer.

Det er i de etniske områder, at man finder tømmer og mineraler som jade og rubiner men også heroin. Især sidstnævnte har juntaen sat sig hårdt på, siger Mikael Gravers.

En anden grund, til at generalerne ikke har tænkt sig at opgive områderne, er, at besættelsen gør dem rige.

De regionale kommandanter skal selv forsyne deres enheder. Det foregår ved at snylte på lokalområdet. Derefter deler de byttet med de store mænd i juntaen. Det er en god magtfordeling, og det holder ro og orden, siger Mikael Gravers.

Men det var netop kampen mod udnyttelsen af lokalområder som karenernes land, Mahn Sha blev berømt og respekteret for. De etniske folk har igennem årtier levet med forfølgelse, voldtægt og fordrivelse, og derfor bor der i alle Myanmars nabolande burmesiske flygtninge. Og det er blandt andet til denne gruppe mennesker, Mikael Gravers retter håbet om en bedre fremtid for Myanmar.

Der er tale om at skabe en ny eksilregering, der inkluderer hele oppositionen og eksilburmeserne. Hvis de skabte en opstand, kunne det være en vej til at knække regimet. Den anden mulighed er, at juntaen krakelerer indefra.

Mikael Gravers mener, at Myanmars videre skæbne i høj grad er op til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN):

Thailand og Kina har store økonomiske interesser i landet. Indien står i kulissen. Så ASEAN skal gøre op med sig selv, om de vil handle med Burma og dermed støtte generalerne, eller om de vil støtte den burmesiske befolkning. De kan ikke gøre begge dele på en gang.

Den analyse er Clemens Stubbe Østergaard, lektor og cand.scient.pol ved Aarhus Universitet, ikke enig i. Han mener, at det, ASEAN gør, er det rigtige:

ASEAN har store diplomatiske evner, og det er det, der skal til over for juntaen. Organisationen ved, hvilke knapper de skal trykke på i forhold til burmeserne.

Han peger på, at handel netop er en vej ud af diktaturet:

Generelt sker der det, at når velstanden øges, vokser også kravene til politiske reformer. Og her mener jeg, at ASEAN sidder med nøglen til landets fremtid, fordi de er naboer og kender burmeserne, siger han.

For Mahn Sha blev demokratidrømmene skudt i sænk af en kugle fra en junta-venlig oprørsgruppe et sted dybt i junglen mellem Myanmar og Thailand. Men sådan behøver det ikke at gå for befolkningens håb, siger Mikael Gravers. Efter de voldsomme demonstrationer i landet i september og oktober sidste år er alle oppositionsgrupper, munke og studerende nemlig gået sammen i en styringskomite.

Komiteen ved nu, at juntaen skyder, så de skal nok ikke agere skydeskiver igen og demonstrere. Jeg tror, de lige nu sidder og pønser på deres næste træk. Hvad det bliver, ved jeg ikke. Men det bliver afgørende for, hvad der kommer til at ske i landet, siger han.

klitgaard@kristeligt-dagblad.dk