Prøv avisen

Demokratiske ledere anklager Trump for at opfinde grænsekrise

Nancy Pelosi og Chuck Schumer, der er henholdsvis demokratisk formand for Repræsentanternes Hus leder af Demokraterne i Senatet, svarede onsdag på Donald Trumps tale om en krisesituation ved USA's sydlige grænse. Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix

Præsidenten har taget USA som gidsel i sin kamp for en nyttesløs grænsemur, mener topdemokrater.

USA's præsident har "opfundet" en grænsekrise i sit forsøg på at få opfyldt sit hedeste valgløfte - en grænsemur mod Mexico.

Det mener Demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, efter at Donald Trump kaldte situationen ved den sydlige grænse "en nødsituation". Det skete i en tv-transmitteret tale til nationen natten til onsdag.

- Præsident Trump skal stoppe med at holde det amerikanske folk som gidsel, og han skal stoppe med at opfinde en krise og genåbne regeringen.

Sådan lød det blandt andet fra Pelosi som svar på præsidentens tale.

I talen krævede Trump finansiering til den omstridte grænsemur. Samtidig understregede han, at han var villig til fortsætte den delvise nedlukning af statsapparatet, indtil han får sin vilje.

Dele af den offentlige sektor i USA har været lukket ned siden 22. december. Nedlukningen er blevet en realitet, fordi Demokraterne afviser at øremærke penge til grænsemuren, og Trump nægter at underskrive et budget uden.

Budgetkrisen betyder, at tusindvis af offentligt ansatte er tvunget på arbejde uden løn. Et tilsvarende antal er blevet nødt til at gå på orlov.

Der har ellers været flere kompromisforslag uden penge til muren på bordet med støtte fra begge partier i Kongressen, men indtil nu har Trump stået fast på sit krav.

Chuck Schumer, Demokraternes leder i Senatet, tog efter præsidentens tv-tale plads ved sin partifælle Nancy Pelosis side i et svar til præsidenten.

Lige som Pelosi mener han, at præsidenten manipulerer med fakta for at få sin mur.

- Præsidenten har valgt frygt i stedet for fakta, siger Chuck Schumer og tilføjer:

- Han har lige brugt Det Hvide Hus til at opfinde en krise, indgyde frygt og fjerne opmærksomheden fra kaosset i sin administration.

Ved et pressemøde 6. januar påstod Det Hvide Hus' talsmand, Sarah Huckabee Sanders, at helt op mod 4000 potentielle terrorister kan have krydset grænsen mellem USA og Mexico.

Hun henviste til tal fra 2017, der primært opgjorde tilbageholdelser over en årrække i lufthavne – altså ikke ved grænsen.

Det amerikanske udenrigsministerium har i en officiel udtalelse understreget, at der ikke eksisterer "troværdig information om noget medlem af en terrorgruppe, der har rejst gennem Mexico for at få adgang til USA".

Og ifølge opgørelser foretaget af de amerikanske grænsemyndigheder har bare ti mennesker, der er på myndighedernes terrorovervågningsliste, forsøgt at krydse grænsen siden 2017. Det skriver tv-stationen CNN.

/ritzau/