Demonstranter truer tysk coronapolitik: Vi kræver frihed

Trods voksende smittefare demonstrerede 20.000 tyskere på tværs af politiske skel i lørdags i Berlin imod restriktioner under coronakrisen. Vreden handler om meget mere end indskrænkning af frihedsrettigheder, mener avis

Titusinder af demonstranter protesterede i weekenden i Berlins centrum imod de tyske myndigheders coronarestriktioner med slogans som ”Pligt til at tænke i stedet for pligt til at bære maske”. En demonstration, som blev opløst af politiet for brud på selvsamme restriktioner. – Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix.
Titusinder af demonstranter protesterede i weekenden i Berlins centrum imod de tyske myndigheders coronarestriktioner med slogans som ”Pligt til at tænke i stedet for pligt til at bære maske”. En demonstration, som blev opløst af politiet for brud på selvsamme restriktioner. – Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix.

Pandemier har ofte ført til revolutionære tilstande. Pest og kolera har fået mennesker til at hærge i gaderne og gå løs på ordensmagten. De historiske paralleller til nutidens Tyskland, som blandt andre den tyske forfatter og forlægger Gabor Steingart drager, siger lidt om, hvor tilspidset situationen er i det tyske samfund som følge af coronakrisen. I weekenden samledes 20.000 mennesker i hovedstaden Berlin for at protestere imod det, de mener er regeringens krænkelser af deres frihedsrettigheder.

”Coronavirussen spalter befolkningen i uforsonlige lejre,” skriver Gabor Steingart på sin blog.

Til trods for at Tyskland de seneste dage har set en stigning i antallet af smittede, og Europa formentlig står over for en ny coronabølge, trodsede demonstranterne kravene om at bære mundbind og holde afstand til hinanden.

Demonstranterne talte ifølge tyske medier en broget flok bestående af vaccinemodstandere, konspirationsteoretikere og folk fra den yderste venstre- og højrefløj, men også almindelige borgere.

Mange bar bannere med tekster som ”Slut med corona-panik – tilbage med grundrettigheder!” og råbte ”vi er den anden bølge”, da de samledes foran vartegnet Brandenburger Tor i Berlin. Querdenken 711, en protestbevægelse fra sydvesttyske Stuttgart, stod bag demonstrationen, men havde kun registreret 1000 deltagere. Da politiet derfor betragtede demonstrationen som ulovlig og ville opløse mængden, blev cirka 45 betjente såret, og 130 demonstranter anholdt.

Massedemonstrationen bliver mødt med fordømmelse fra medier og partier. Saskia Esken, medformand for det socialdemokratiske SPD, der er juniorpartner i den krist-demokratiske CDU-kansler Angela Merkels forbundsregering, kalder demonstranterne for ”covidioter”.

”De bringer ikke kun vores sundhed i fare, de bringer vores gode resultater mod pandemien og genoplivningen af økonomien, uddannelserne og samfundet i fare,” skriver hun på Twitter.

Den tyske regerings vicetalskvinde, Ulrike Demmer, kalder demonstrationen for ”uacceptabel”.

”Mange demonstranters opførsel kan på ingen måde forsvares, og de udnytter demonstrationsfrihedens store privilegium,” siger hun ifølge tv-stationen n-tv og tilføjer, at der ikke blot var tale om ”alvorlige overtrædelser af hygiejne-bestemmelserne”, men også om ”menneskeforagtende ytringer” og angreb på journalister.

Friheden til at demonstrere er ”et særlig vigtigt juridisk gode”, siger den socialdemokratiske justitsminister Christine Lambrecht til avisen Süddeutsche Zeitung.

Men betingelserne for at mindske pandemien skal opfyldes.

”Jeg har ingen sympati for demonstranter, som på selvforherligende vis sætter sig selv over dette,” siger hun.

Antallet af smittede i Tyskland er steget med hele 69 procent siden midten af juli, og det tyske Robert Koch Institut tilskriver bølgen mere socialt samvær, sommerferierejser, og at offentligheden er blevet uagtsom over for sikkerhedsrestriktioner.

Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, der også er formand for CDU’s bayerske søsterparti CSU, modsætter sig en opblødning af restriktionerne.

”Vi må regne med, at corona kommer over os igen med fuld styrke,” siger han til avisen Bild am Sonntag.

”Mange er desværre blevet mere hensynsløse i omgangen med virussen.”

Selvom Tyskland siden foråret har slækket på sikkerhedsreglerne efter den første store coronabølge, har landet oplevet en eksplosion af protester imod indskrænkningen af frihedsrettigheder.

Lørdagens demonstration, en af de hidtil største, finder dog også politisk opbakning. Ifølge medformand for det højrenationale Alternativ for Tyskland, Tino Chrupalla, ”kan man kun hilse velkommen”, at tyskere går på gaden for at forsvare deres rettigheder.

”Jeg kan ikke se, at der bliver gjort noget forkert,” siger han til tv-stationen ARD.

Forståelse finder man også hos Wolfgang Kubicki, der både er næstformand for det liberale FDP og for Forbundsdagen i Berlin.

”Når mennesker føler, at de skal tage foranstaltninger til sig, som de ikke i deres eget daglige virke anser for rimelige, siger de: Det vil jeg ikke længere,” siger han til Bild.

Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung spørger læserne i en undersøgelse på sin hjemmeside, om man har forståelse for demonstrationerne. Flere end 2500 har svaret, og 41 procent svarer ja, mens 42 procent svarer nej, og 17 procent ligger midtimellem.

Man løber fra sit politiske ansvar, hvis man slet og ret betegner demonstranterne som ”covidioter”, skriver Berliner Zeitung. For protesterne handler om langt mere end utilfredshed med coronarestriktioner, de handler om årtiers vrede mod regeringen, forbundskansler Merkel og de etablerede medier, mener avisen. I det tidligere DDR kender man vreden fra de islamkritiske Pegida-demonstrationer, som fandt tusindvis af tilhængere i kølvandet på flygtningekrisen i 2015.

”Talte man med demonstranterne, fik man fornemmelsen af en dybere fremmedgørelse og en diffus vrede mod globaliseringen og samfundet,” skriver avisen.

”I lang tid blev Pegida afvist som et østligt fænomen, forbundet med autoritære strukturer og manglende forståelse af demokrati. Nu, gennem coronakrisen, forenes vreden i øst og vest på den mest ubehagelige måde. Det er et politisk problem, som ikke kan benægtes eller bagatelliseres,” skriver avisen og henviser til, at protesterne tæller såvel vestsom østtyskere.