Den aldrende befolkning er en tikkende bombe under Kinas væksteventyr

Færre nyfødte og en øget levealder giver en skævvridning i Kinas demografi. Det giver både økonomiske og sociale problemer

Den stigende levealder i Kina betyder, at der i dag er 254 millioner kinesere over 60 år, og antallet vil stige, således at de i 2050 vil udgøre en tredjedel af befolkningen.
Den stigende levealder i Kina betyder, at der i dag er 254 millioner kinesere over 60 år, og antallet vil stige, således at de i 2050 vil udgøre en tredjedel af befolkningen. . Foto: Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Hvis du vil være rig, så fød færre børn og avl flere grise”. Det var et af de mange slogans, der florerede ude på landet i Kina sidst i 1970'erne, hvor den kinesiske regering havde besluttet at dæmme op for den hastigt voksende befolkning og derfor indførte etbarnspolitikken. Det var ikke bare en opfordring, men en ordre, der blev nidkært eksekveret af de kinesiske myndigheder med mange tragiske følger – heriblandt aborter, hvis det viste sig, at det ufødte barn var en pige og ikke det ønskede drengebarn.

Den barske familiepolitik blev ganske vist droppet i 2016, hvor det blev tilladt at få to børn, og sidste år blev familiepolitikken yderligere lempet, da man nu måtte få hele tre børn. Men det kom der ikke flere børnefødsler ud af – af mange forskellige grunde, fortæller forsker Yi Ma, der er post. doc. på Københavns Universitet.

 ”Folk har vænnet sig til at være i små familier, og i byerne er mange kvinder mere optaget af at skabe karriere end at blive mødre og være bundet til den rolle i årevis. En anden ting er, at det efterhånden er temmelig dyrt at opfostre børn i dagens Kina. Forældrene bliver nødt at investere mange penge i deres uddannelse, hvis børnene skal klare sig i konkurrencen og få et godt og velbetalt job senere i livet,” siger Yi Ma.

Efter knap fire årtiers etbarnspolitik fødes der nu så få børn, at befolkningstallet næsten er stagneret. I 2021 var fødselsraten helt nede på 1,15, og derfor voksede befolkningen kun med 480.000 personer i forhold til en årlig befolkningstilvækst på otte millioner for bare 10 år siden. Samtidig vokser andelen af ældre, og det efterlader den kinesiske regering med det kæmpe problem, at den arbejdsduelige del af befolkningen skrumper ind. 

”Kinas økonomiske mirakel med tocifrede vækstrater i en årrække skyldes jo i høj grad masser af billig og ung arbejdskraft – ikke mindst alle migrantarbejderne fra landområderne. Men denne befolkningsdividende er ved at være opbrugt, og Kina er endnu ikke oppe på et så højt teknologisk niveau, at en mindre arbejdsstyrke kan ernære en større del af befolkningen. Det vil resultere i ikke bare økonomiske, men også sociale problemer,” påpeger Yi Ma.

Den kinesiske regering er udmærket klar over, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis ikke udviklingen bliver vendt. Først og fremmest har regeringen fokus på at få kineserne til at få flere børn og har da også sat gang i en række tiltag, der skal gøre det mere attraktivt. Der er løfter om skattelettelser samt større lejligheder til familier med mere end et barn. Derudover har flere lokalregeringer valgt at give kontant bonus til familier, der vælger at få flere børn.

”Jeg tror, at det er kommet bag på centralregeringen, hvor svært det er at få de kinesiske kvinder til at føde flere børn. Denne gang har man jo ikke, som tilfældet var med etbarnspolitikken, den store forhammer at slå med, hvor det fik alvorlige konsekvenser, hvis man fik mere end det ene barn. Nu er problematikken vendt på hovedet, og hvis man skal have udviklingen vendt, skal kinesiske par motiveres på en helt anden måde, hvis de skal sætte flere børn i verden,” siger professor emeritus i Kinastudier ved Aarhus Universitet, Stig Thøgersen, der blandet andet har forsket i Kinas ændrede familiestrukturer.

Flere ældre

Det dalende fødselstal er kun den ene del af det demografiske problem. Den stigende levealder i Kina betyder, at der i dag er 254 millioner kinesere over 60 år, og antallet vil stige, således at de i 2050 vil udgøre en tredjedel af befolkningen. Det betyder, at mens der i øjeblikket er to erhvervsaktive kinesere til at brødføde hver pensionist, vil der om 20-30 år kun være en til at brødføde en ældre medborger.

For at imødegå det problem og øge arbejdsstyrken, har lederne i Beijing varslet, at pensionsalderen skal sættes op fra de nuværende 60 år for mænd og 55 år for kvinder. Det skal ske gradvist og med effekt fra 2025, men det bliver ikke vel modtaget. Hverken hos de unge eller de gamle.

”De ældre kinesere har glædet sig til at gå på pension, så de er ikke begejstrede for forslaget. Og de unge, der allerede nu slås med en arbejdsløshed visse steder på op til 20 procent, de mener heller ikke, at de ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet end højst nødvendigt. Derudover er bedsteforældrene ofte dem, der tager sig af børnene, når de unge skal passe deres arbejde, så tiltaget har nok svært ved at få folkelig opbakning,” påpeger Stig Thøgersen.

Et andet og måske langt større problem er, at de statslige pensionsfonde ifølge flere kinesiske medier begynder at tørre ud, og med den nuværende udvikling vil kassen være tom i 2035. Derudover vil den hastigt voksende gruppe af gamle kinesere udløse et større behov for pleje og omsorg, en opgave flere og flere kinesere mener, at det offentlige bør tage sig af. 

”Traditionelt har det været familiens ansvar at tage sig af deres ældre slægtninge. Men den 'kontrakt' laves om nu, da mange unge kinesiske familier ikke længere mener, det er en forsørgerbyrde, de skal tage sig af. De mener, at det i højere grad må være statens opgave at tage sig af de ældre, som jo i mange tilfælde har betalt op mod en femtedel af deres løn til sociale forsikringer,” siger Stig Thøgersen, der selv har været rundt i Kinas landdistrikter og interviewet familier om netop dette spørgsmål.

Allerede nu er der et stort behov for flere ældre- og plejeboliger, og i det hele taget skal der kanaliseres mange flere penge over i sundhedssektoren. Det lægger et stort pres på de offentlige finanser i et Kina, hvis økonomi er noget på hælene lige nu, ikke mindst på grund af den restriktive nul-covid politik. 

”Kombinationen af en reduceret arbejdsstyrke og en dalende økonomisk vækst kan blive et stort problem for præsident Xi Jinping. For han har talt så meget om den kinesiske drøm og lovet den kinesiske befolkning ”fælles velstand”. Det løfte kan blive svært at indfri, hvis den nuværende udvikling fortsætter. I værste fald kan det udløse social uro,” fremhæver Yi Ma fra Københavns Universitet..