Den amerikanske præsidentvalgkamp har alle dage været en verdens-begivenhed – et skue for verden, når, som det hedder sig, at ”lederen af den frie verden” er på valg. Eller det er i hvert fald ofte måden, hvorpå amerikanske politikere, pressen og menigmand omtaler valget til Det Hvide Hus. Tilsvarende valg af en tysk forbundskansler, en fransk præsident eller en britisk premierminister omtales sjældent med samme pompøse udtryk – ikke fra dansk side, ikke fra europæisk side og slet ikke fra amerikansk side.
Derfor var det med pomp og pragt, med vimpler og konfetti, med kendisser og balloner, at republikaneren Donald J. Trump og demokraten Hillary Rodham Clinton modtog deres respektive nomineringer som præsidentkandidater på deres partikonventer i sommeren 2016. Fascinerende.
Forud for disse konventer havde der været det indædte primærvalg, hvor Clinton i al væsentlighed kæmpede mod den mere venstreorienterede Bernie Sanders, mens Trump var i et større opløb med såvel rabiate som moderate republikanske kandidater, der talte Ted Cruz i den ene ende og Jeb Bush i den anden ende af the Grand Old Party, Det Store Gamle Parti, som Det Republikanske Parti kaldes.
Og da Trump endelig løb med nomineringen, var der næppe tvivl om, at det ville blive en noget anden præsidentvalgkamp, end hvad man havde været vant til fra såvel politisk, pressens og vælgerskarens side.
Trump gebærdede sig som kandidat meget anderledes end de vanlige politikere fra Washington og det politiske establishment. Både i tale, handling og mobilisering af vælgerhav blev Trump set som fascinerende og forfriskende, fordi han netop ikke var Washington; sagde tingene, som han antageligvis så dem, og også fra tid til anden havde udfald og anfald som den fulde onkel til konfirmationsfesten.
Og det blev også til en fest for pressen, da den lige pludselig havde uanede mængder af materiale at fylde fladen med fra klokken syv om morgenen til midnat – og hvis der blev tørlagt i løbet af dagen, kunne man komfortabelt tappe de sociale medier, der gloede med tweets og kommentarer om alt fra, at Bill Clinton havde fået aids, fordi han åbenbart i sin tid ifølge nogle konspirationsteorier havde haft et forhold til den mandlige basketball-stjerne Magic Johnson, over Hillary Clintons lemfældige forhold til sandhed, servere og serviceordninger til vennerne, til Trumps eskapader, sexistiske, racistiske og forfatningsstridige udtalelser klokken tre om natten på Twitter.
Et bundløst informa-tionshul at tappe fra, men mere afklaret og oplyst blev ingen af parterne – blot mere bekræftet i, at modparten var korrupt, konspirerende og en kæmpeklovn.
Lige så fascinerende som det kunne tage sig ud, lige så forstemmende blev det også. De almindelig retningslinjer for samtale og demokratisk drøftelse blev gradvist sat ud af kraft og afløst af vrede, indignation og uforsonlighed, der polariserede den amerikanske befolkning mere end at samle den om at vælge én præsident.
Bedre blev det ikke af anklager om en i første omgang partisk og senere hen korrupt presse, der ellers skulle være mægler af brugbar information til en demokratisk stillingtagen. Konturerne af et post-faktuelt demokrati begyndte at tegne sig tydeligere, hvor sandhed og kendsgerninger afløses af usandhed og gode fortællinger. De er opportune for en bestemt politisk dagsorden og vælgermaksimerende uden hensyntagen til, at demokratier i særklasse er skrøbelige over for skødesløs omgang med sandheden og storsindet omgang med løgn.
I sidste instans er det en fortvivlende udvikling i informationstidsalderen. Havde Oplysningstidens tænkere vidst, at mere information og store informationsnetværk kan være med til at gøre mennesker mere snæversynede, rygtevenlige, polariserede og mere modtagelige over for et forbrugerdemokrati, hvor man tager de politiske produkter, man godt kan lide, ned fra hylderne og lader hånt om såvel ideologi, sandhed og kendsgerninger, så havde disse store tænkere drømt sig tilbage til den mørke middelalder, som de netop havde sat sig for at forlade.
Det paradoksale er, at den amerikanske forfatning på mange måder udgør kardinaleksemplet på det bedste i Oplysningstidens måde at tænke statsdannelse på. I et drøftende demokrati skal der være plads til såvel borger som stat, og det er i synergien mellem borger og borger, imellem stat og borger – præcis som i frihed, lighed og broderskab, som franskmændene formulerede det – at demokratiet bliver robust og velfungerende.
Demokrati er ikke givet ved, at enhver har en stemme, men derved, at enhver har en oplyst stemme. Og det er noget ganske andet. Hvis det blot var et spørgsmål om en stemme til hver, kunne man jo bare bombe sig til demokrati. Der skal mere til – ”I have a dream” (Jeg har en drøm), som Martin Luther King kundgjorde.
Så midt i denne fortvivlelse bliver det klart, at pejlepunktet for enhver amerikaner også er blevet udfordret i denne valgkamp: den amerikanske drøm. Idéen om, at ethvert individ, uafhængig af etnicitet, kultur, politisk tilhørsforhold, religiøs forankring og økonomisk formåen har mulighed for at realisere sine drømme med virkelyst, initiativ og hårdt arbejde – for denne drøm er alle lige.
Men valgkampen har vist, at selv hvis det er indholdet af den amerikanske drøm ideelt set, så er det langtfra alle, der har den opfattelse i praksis og mærker dens forhåbninger i hverdagen. Hvis der er en form for lim i USA, så er det i denne drøm nærmere end i tillid, som jo mere er kittet her til lands – selvom der også er revner i kitfurerne – der samler befolkningen. En amerikansk befolkning, der er meget mere sammensat end for eksempel i Danmark, hvor 85 procent af befolkningen tilhører den samme stamme.
En homogen befolkning kan lettere samles om de samme kulturelle, sociale og religiøse forordninger, forhåbninger og forviklinger end en stærkt heterogen befolkning som den amerikanske. Derfor kan man samle sig om en drøm i USA – ikke én virkelighed, men mange, der desværre i vid udstrækning også er bestemt af økonomisk formåen – og derfor er utilfredsheden med establishmentet, med Wall Street, med Clinton så massiv i store dele af USA.
Fattig versus rig kan være en større trussel mod menneskeheden end religiøse eller kulturelle forskelle – overbærenhed, åbenhed og forståelse for andre i en kapitalistisk verden har en pris – og jo mere den fremstår som betalt for, des mere harm bliver man.
Men hvis den amerikanske drøm har vist sig at have svære vilkår i denne tid, så bliver den næppe mindre efter valget, fordi polariseringen i det amerikanske vælgerlandskab kun er blevet større og mere udtalt. Det er et farvel til en af kandidaterne, men et goddag til en udfordring om at samle befolkningen om en amerikansk drøm, der er noget sønderskudt i disse dage, og derfor står et ganske splittet USA tilbage.
Det har været fascinerende, forstemmende, fortvivlende at være vidne til, og nu venter der hårde realiteter for USA’s 45. præsident.
Vincent F. Hendricks er dansk-amerikaner, filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.