Det britiske parlament skal i næste uge drøfte lovliggørelse af dødshjælp. Douglas Murray, redaktør på det engelske magasin The Spectator, har bemærket en tydelig forandring i debattens tone.
Derovre har man længe, uden bagtanker, kaldt dødshjælp for ”eutanasi”, men tilhængerne bryder sig ikke om betegnelsen, for den har klang af de nazistiske eutanasi-programmer, der sigtede på udryddelse af uønskede grupper i samfundet.
Det seneste år har tilhængerne haft held til i stedet at gennemtrumfe begrebet ”assisted dying”, hjælp til at dø, som er uden historiske undertoner. Samtidig bliver sagen i tiltagende grad kampagnemål for de progressive, bemærker Murray.
På det seneste er det tillige blevet sådan, at tilhængerne ikke længere skal forklare, hvorfor mennesker skal slås ihjel, før naturen går sin ofte grumme gang. Derimod skal modstanderne forklare, hvordan de dog på nogen mulig måde kan ønske at forlænge menneskers lidelser.
Det er det nye, selvrådige menneske, der sætter sin vilje igennem, mener Murray. I sidste uge udtalte Liz Kendall, en af kandidaterne til posten som ny leder af Labour:
”Jeg tror på, man skal give folk så megen magt og kontrol som muligt over, hvad der sker dem.”
Murray bemærker:
”Mange eutanasi-entusiaster ser sig selv som justerende loven til et post-religiøst samfund. Men de, som ikke er religiøse, kan stadig have mange filosofiske indvendinger mod eutanasi.”
Murray er selv ateist, og han vil gerne anføre:
”Der er trods alt en verden til forskel på at tage sit eget liv og at få loven til at hjælpe sig med det.”
DET BEDSTE MODARGUMENT er i hans øjne fortsat glidebane-argumentet. Det afvises af mange som den rene malen fanden på væggen, men Murray minder om situationen for 50 år siden, da man gjorde aborten fri i Storbritannien. Også dengang viftede man glidebane-argumentet af, men det slog ikke desto mindre til:
Fra i begyndelsen at være en sørgelig og sjælden nødvendighed er abort blevet en bekvemmelighed, og nærved en ud af fem graviditeter i landet ender med en abort.
Murray har netop besøgt Holland, pioner-nationen inden for dødshjælp, og her har udviklingen været en glidebane siden lovliggørelsen af dødshjælp i 2001. Nye krav har løbende udfordret loven, der i begyndelsen især tog sigte på terminalt syge kræftpatienter.
Under presset er den nu begyndt at tillade eutanasi til demente og sindslidende. I 2011 blev der ydet dødshjælp til 49 demente og 12 med psykiske problemer. I 2013 var tallene 97 demente og 42 sindslidende.
Hollandske pressionsgrupper lobbyer nu for, at mennesker, som er ramt af det såkaldte træt af livet-syndrom, skal have udleveret en pille, som kan afslutte deres tilværelse. Man drøfter stadig en nedre aldergrænse herfor; nogle siger 18 år, andre ønsker ingen begrænsninger.
MÅSKE VIL ENGLAND snart indrette sig som Holland og Belgien. Murray håber det ikke:
”Der er glidebanen, der er de usikre gamle, som kan føle sig pressede til valget, de patetiske tilfælde af deprimerede teenagere, der vælger døden, og den forandrede betydning, dette giver såvel liv som død.”
Han tænker stadig oftere på næstsidste scene i Shakespeares ”Kong Lear”, hvor Gloucester ikke kan gå længere og udbryder: ”Jeg bliver her; man kan også rådne her.” Hans søn Edgar svarer: ”Igen tungsindig? Vi må tåle, at vi går bort, og tåle, at vi kommer. Husk, modenhed er alt.”
Gloucester tager sig sammen og lever en kort tid endnu - og den indeholder netop de øjeblikke, hvor han bliver vidne til, at alt opklares.
Fast kommentator i den engelske avis The Guardian, sognepræst Giles Fraser, mener, at kampagnen for indførelsen af dødshjælp er drevet af økonomiske motiver. Der sigtes på en lettelse af ældrebyrden, og stedse flere ældre vil føle sig som netop en byrde og derfor vælge denne kommende udvej.
”Det er skyggesiden af den liberale frihed. Den er det unge og raske menneskes ideologi,” anfører Fraser.
Man taler abstrakt om valgfrihed, men for de pressede er det ikke nogen virkelig frihed.
Han mener tillige at iagttage et skift fra fællesskabets ”vi” til et ”jeg”.
”Den frihed handler om selvrealisering, om mig, og hvad jeg vil have. Og dødshjælp er dens ultimative udtryk. Ved at underminere de langsigtede, fælles forpligtelser, vi har for hinanden i sygdom og i sundhed, er vi nået frem til den eksistentielle udgave af en nul timers-kontrakt med livet, en kontrakt, som kan ophæves, når det passer en.”
Anders Raahauge er kulturjournalist