Prøv avisen

Den danske førstedame i Portugal

Francisco Sá Carneiro og Snu Seidenfaden omkom ved et flystyrt, der siden har været genstand for otte undersøgelseskommissioner. -- Foto: Polfoto.

Ebba Merethe Seidenfaden, kaldet Snu, levede sammen med Portugals daværende premierminister, Francisco Sá Carneiro, indtil de begge omkom ved et flystyrt i 1980. Nu hædres hun i et teaterstykke i Lissabon

Snu Seidenfaden, der den 4. december 1980 døde i et flystyrt sammen med sin samlever, Portugals daværende premierminister, Francisco Sá Carneiro, bliver nu efter 30 år hædret i et portugisisk teaterstykke.

Den daværende danske førstedame er således hovedfiguren i forestillingen "O último minuto na vida de S.", der har premiere i Lissabon-teatret Cassefaz i aften. Det sidste minut i Snu Seidenfadens alt for korte liv er emnet, og skuespillerinden Sylvie Rocha trækker i rollen som den danske førstedame publikum med tilbage til en svunden tid med diktatur, censur, revolution – og grænseoverskridende romantik. Det er Maria João Rocha, som har skrevet stykket. Det genkalder et land fortabt i afrikanske krige og udforsker troen ved det katolske valfartssted Fátima. Det er på samme tid en hyldest til en kærlighed, som brød fordommenes barrierer. Det meste baserer sig på en bog med samme titel skrevet af Miguel Real, specialist i portugisisk kultur. Den kom i 2007. Men i 30 år har det dog været sagen om flystyrtet, der mest har optaget sindene.

Den såkaldte Camarate-sag er mystisk, legendarisk og stadig speget i Portugal. Et lille tomotorers Cessna-fly styrtede kort efter start. Alle ombordværende blev dræbt, og siden har man diskuteret, om det var et uheld eller et attentat. Beboerne i bydelen Camarate så og hørte angiveligt flyet eksplodere i luften. Mange mener, at en bombe var med om bord. Parret Snu og Francisco var på vej fra Lissabon til Porto sammen med forsvarsminister Amaro da Costa for at føre valgkamp. Tragedien har ført til ikke færre end otte parlamentariske undersøgelseskommissioner, årelange politiske tovtrækkerier og gentagne, ret pompøse mindehøjtideligheder. Senest i lørdags i Lissabons Basílica da Estrela på skæbnedatoen 30 år efter. Nu forhandles der om en niende kommission. Forholdsvis nyt i sagsforløbet er, at forsvarsministeren kan have været mål for et attentat. Snu og Francisco var måske de "forkerte ofre", som besluttede sig for at tage med netop det fly.

Mytologien om den forulykkede premierminister er stærk i Portugal. Kommissioner, bøger, film og nu drama bidrager til noget nær en personkult, hvori Snu indtil nu har været meget lidt synlig. For den portugisiske elite repræsenterer Snu idealismen og modet til at udfordre den fascistiske Estado Novo og censuren i dens sidste levetid. Set gennem datidens øjne var det ret skandaløst at leve sammen, som parret gjorde. De var forelskede. Franciscos første hustru ville ikke lade sig skille. Snu havde børn med en anden portugiser. Hun bevarede dog et godt forhold til børnenes far, Vasco Abecassis. For mange portugisere var og er hun den dag i dag Snu Abecassis.

Ebba Merethe Seidenfaden, fra ganske lille altid kaldet Snu, var datter af journalist Jytte Bonnier og dagbladet Informations grundlægger, Erik Seidenfaden, og søster til Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Hun startede sin forlæggerkarriere i London, men kom via det portugisiske ægteskab til Lissabon. Hun fik tre børn med sin første mand. I midten af 1960?erne blev hun drivende kraft i oprettelsen af forlaget Dom Quixote, og det vakte opsigt, da hun trods censuren under diktatorerne Salazar og Caetano lancerede den vilde Pippi Langstrømpe og samfundskritikeren Solsjenitsyn i Portugal.

Det første ægteskab holdt ikke, og fra 1970 levede Snu Seidenfaden papirløst sammen med Francisco Sá Carneiro.

udland@k.dk