Den efterlyste Sanjay Shah tiltalt i Hamburg

Sanjay Shah, som er efterlyst for at have svindlet den danske statskasse, anklages for hvidvask i Hamburg.

Briten Sanjay Shah, som herhjemme er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner, anklages for hvidvask af milliarder i Tyskland.
Briten Sanjay Shah, som herhjemme er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner, anklages for hvidvask af milliarder i Tyskland. Foto: Christopher Pike/Ritzau Scanpix.

Briten Sanjay Shah, som herhjemme er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner, anklages for hvidvask af milliarder i Tyskland.

Der er indledt en sag mod ham og seks andre personer ved en domstol i den tyske by Hamburg.

Det skriver Süddeutsche Zeitung. Dermed strammes nettet yderligere om den formodede hovedmand i danmarkshistoriens største sag om svindel.

- Det drejer sig ifølge anklagerne om mere end en halv milliard euro (over 3,7 milliarder kroner).

Sanjay Shah, der også er efterlyst i Belgien, er fængslet i Dubai og kræves udleveres til Danmark.

Indtil videre er det ikke lykkedes Danmark at få udleveret Shah fra Dubai. En domstol i landet sagde i september nej til udleveringen, men en højere domstol har siden sendt sagen tilbage til den første instans igen.

Skulle også det gå i vasken, kan de danske myndigheder dog gøre et nyt forsøg, da en ny udleveringsaftale er trådt i kraft siden.

Rigsadvokaten vil først efter afgørelsen af den igangværende udleveringssag om Shah sende en ny anmodning afsted mod Emiraterne.

Det vides ikke, hvornår udleveringssagen i Dubai afgøres.

I Danmark er der også et forløb i Retten i Glostrup. Her kræver Shahs danske forsvarere den fængslingskendelse, der ligger til grund for arrestordren mod Shah, ophævet.

En dommer i Glostrup har meddelt, at der 7. december træffes en afgørelse om fængslingsbegæringen, der ligger til grund for arrestordren mod Shah i Dubai.

/ritzau/