”Når jeg vågnede om morgenen i guerillalejren, var det første, jeg tænkte på, hvilken landmine eller bombe jeg kunne lave den dag. Hvor det ville være bedst at lægge den ud for at gøre mest skade på andre. På fjenden.”
Den 31-årige Heider Andrés Tovar Losada husker tydeligt, hvordan det var at være medlem af Farc, den marxistiske colombianske oprørsgruppe, som i fem årtier førte en blodig guerillakrig, der først blev afsluttet med en historisk fredsaftale i slutningen af 2016.
Siden er Farc blevet afvæbnet, men fredsprocessens fortsatte skæbne vil blive afgjort, når colombianerne i morgen stemmer ved anden runde af præsidentvalget. Og netop rydning af Colombias mange landminer er en af de helt store humanitære udfordringer i fredsprocessen.
Heider Andrés voksede op i kommunen Algeciras i delstaten Huila og kom med i Farc, da han var 17 år. I løbet af fire år lagde han 20 til 30 landminer og improviserede bomber ud om dagen
”Jeg har lagt så mange miner ud, at jeg ikke har tal på det,” siger han og fortæller meget detaljeret om, hvordan landminer og andre bomber virker, og hvor let det er at lave dem. At der kun skal 50 gram sprængstof til for at lave en landmine.
Heider Andrés viser en improviseret bombe i en plastikspand. Den indeholdt rustne metalstykker, knivblade. Når bomben eksploderer, kastes de ud og skærer alt i stykker, de møder på vejen.
”Det er en billig og effektiv måde at skabe frygt på. Man skal være kreativ for at skade andre,” siger han med et ansigtsudtryk, det er svært at blive klog på:
”Jeg har meget blandede følelser omkring det her.”
Ved siden af ham står den fem år yngre Holmes Fabien Ordoñez Guependo, som mistede sin højre fod for otte år siden, da han trådte på en landmine lagt ud af en person fra samme Farc-front, som Heider Andrés var med i.
Holmes Fabian er vokset op i byen San Vicente del Caguán i delstaten Caquetá. En kommune, der har været meget påvirket af konflikten.
Den 26. oktober 2010 kom han tilbage til San Vicente efter en tur til byen Neiva.
”Jeg var på vej for at tale med landsbypræsten. På vej fra mit hus få meter fra kirken trådte jeg på en landmine. Den ødelagde min højre fod. Det var et strategisk sted, når militæret kom til byen,” husker han.
Forinden havde flere af hans venner trådt på en landmine. En af dem døde, andre blev lemlæstede.
”Jeg levede med den uro, at jeg når som helst ville træde på en mine. Normalt, når de lægger landminer ud, advarer de os lokale: ’Gå ikke derind, for der er en landmine.’ Men midt i landsbyen forestiller man sig ikke, at der vil være en landmine. Da det skete, tænkte jeg, nu er turen kommet til mig. Nu er mit liv ændret for altid.”
Holmes Fabian blev bragt til den nærmeste militærbataljon og siden til intensiv- afdelingen på hospitalet. Det tog ham et halvt år at komme sig nogenlunde, og han måtte flytte til Neiva for at få bedre genoptræning og fysioterapi. Han ventede længe på sin protese.
”Det var en ny begyndelse på livet. Jeg måtte starte forfra,” siger Holmes Fabian, der dengang var 18 år.
De to mænd fra hver sin side i konflikten viser rundt i de grønne bjerge i landkommunen Algeciras. Her dyrker man passionsfrugter og peberfrugter, men megen frugtbar jord er uberørt. De imponerende grønne skråninger er fyldt med landminer. Dette er et af de områder med størst koncentration af landminer i Colombia. 150 meter oppe ad en skråning står nogle røde pinde og advarselsskilte med dødningehoveder og påskrevet ”Fare – miner”.
”Der er landminer. Det er der næsten alle steder, hvor der er træer og uberørt terræn. Landminerne var lagt ud for at beskytte Farc-lejre,” siger Heider Andrés og peger på en skråning.
”Derovre var en Farc-lejr. Derovre en anden. Det er derfor, her er fyldt med landminer”.
Nedenfor skråningen sidder en mand stille og roligt og malker sin ko. Men konflikten kaster stadig lange skygger. Hvis en af køerne går op ad skråningen, kan den aktivere en landmine, og måske er det ikke kun koen, der dør. En minerydder ligger på knæ iført beskyttelsesdragt, hjelm og panserglas for ansigtet. Han klipper græs, ukrudt og buske med havesaks. Metaldetektoren, som han kører fra side til side, bipper enerverende.
For at forstå det, der foregår i det frodige bjergområde, er det nødvendigt at skrue tiden tilbage til den 26. september 2016. Her mødtes Colombias nu afgående præsident og senere modtager af Nobels fredspris, Juan Manuel Santos, og Farc-lederen Timochenko for at underskrive den første version af fredsaftalen mellem Farc og regeringen i kystbyen Cartagena. De var klædt i hvidt ved ceremonien. Fotos, der dokumenterede det historiske håndtryk, gik verden rundt. Samme dag skete der noget i Algeciras, som undgik verdens opmærksomhed. Den syvårige Yorman Felipe mistede livet, da han trådte på en landmine.
Arbejdet med minerydningen kunne først gå i gang, efter at fredsaftalen var endeligt underskrevet i december 2016. I netop Algeciras begyndte Holmes Fabian og Heider Andrés dengang at fjerne miner for organisationen Campaña Colombiana Contra Minas.
”Da vi startede, kendte vi ikke hinandens historier. Man går jo ikke rundt med et skilt i panden, der siger ’eksguerillasoldat’ eller ’offer for landmine’,” fortæller Heider Andrés.
”Vi kom på samme hold som kollegaer. Vi talte aldrig om, hvem vi var eller havde været. Vi var bare kollegaer,” husker Holmes Fabian.
Som tiden gik, fik de mere tillid til hinanden. I pauserne på arbejdet begyndte de at spørge, hvor hinanden kom fra, og hvad de hver især havde lavet tidligere.
”Jeg tænkte over det, før jeg fortalte, at jeg havde været med i Farc,” fortæller mine-eksperten.
”Da han fortalte, hvor ulykken var sket, vidste jeg, at det var den samme front, som jeg havde været med i, som havde lagt minen ud. Det var ikke let at sige. At jeg var en del af den organisation, som sårede dig. Man ved jo aldrig, hvordan den anden vil reagere. Men Holmes Fabian tog det på den bedste måde.”
Heider Andrés og Holmes Fabian har arbejdet sammen over halvandet år. De taler i munden på hinanden. Slapper af i hinandens selskab og griner ad de problemer, som protesen giver Holmes Fabian, da han skal have gummistøvler på før turen op til minefeltet på bjerget.
”Jeg har altid vidst, at Farc ikke lagde den mine ud for, at Holmes Fabian skulle træde på den. Jeg forstår, hvorfor nogle mennesker valgte at være med i de væbnede grupper. Når man forstår de årsager, så har jeg ingen grund til at hade Farc. Det er noget, som skete under konflikten,” siger han og fortsætter:
”Det var svært og en stor smerte, at jeg måtte få min fod skåret af. Men jeg begyndte ikke at hade Farc af den grund. Sådan er det ikke sikkert, at alle ofre tænker. Men sådan tænker jeg.”
Minerydning er en af de vigtige humanitære opgaver i fredsprocessen. Internationalt Røde Kors har advaret om stigningen i antallet af ofre for landminer i Colombia og optalt, at der i de første fem måneder af 2018 var 75 ofre, hvoraf 11 af dem døde. Ifølge officielle tal er der frem til den 31. maj 2018 registreret 11.585 ofre for landminer, 2283 af dem døde. Alene i Algeciras er der registreret 150 tilfælde med mennesker og dyr, hvor en landmine har forårsaget skade.
En minerydder kan rydde i gennemsnit 7,5 kvadratmeter pr. dag. Det er et tidskrævende og dyrt arbejde. Heroppe i bjergene er over 20 områder, svarende til omkring 2045 kvadratmeter, klassificeret som farlige på grund af landminer.
Colombia ligger på femtepladsen i verden over lande med flest ofre for landminer. Ifølge Ottawa-konventionen fra 1999 er al brug af landminer forbudt. Men det har ikke forhindret aktører i den væbnede konflikt i Colombia i at bruge dem. Som Heider Andrés gjorde hver dag i fire år. Den forhenværende guerillasoldat har indtil videre været med til at finde 15-18 miner. Det er mindre, end hvad han lagde ud på en dag.
”Jeg husker det hele. Hvordan jeg installerede bomberne. Nu leder jeg efter dét, jeg gravede ned dengang, for at gøre det godt igen. Når du går ind i en væbnet gruppe, siger din overordnede til dig, at det handler om forsvar. Det var min passion at være sprængstofekspert. Jeg er ikke stolt af det, men sådan var det. Når jeg hørte en helikopter, der kom for at hente et mine-offer, blev jeg glad. Godt gået! Det var et resultat af mit arbejde. Der har været mange ofre for miner, som jeg har lagt ud,” erkender han.
”Nu handler det om at afvæbne hovedet og hjertet. Ikke bare om at droppe uniformen og våbnene. Om at være bevidste om, at vi skal reparere den skade, vi har påført civile. Hvis alle siger undskyld, forsoner sig og arbejder for, at det ikke gentager sig, så er det muligt at komme os over den 53 år lange konflikt. Nu forstår jeg, at det var forkert – det, vi gjorde. Jeg har sagt undskyld til Holmes Fabian, og han har accepteret min undskyldning,” siger Heider Andres.
”Vi har et fælles mål, og det er, at Colombia bliver minefrit og sikkert igen,” supplerer Holmes Fabian fra sin stol ved siden af kollegaen.
Når Heider Andrés vågner om morgenen i dag, tænker han stadig på landminer.
”Nu hvor jeg er på den anden side, så er det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen, hvordan vi kan få information for at finde endnu en mine. Nu er det en glæde for mig at grave en mine frem, så vi kan undgå ulykker.”