Prøv avisen
Interview

Den finske informationskriger i Donetsk

Den 43-årige finne Janus Putkonen er modstander af EU, Nato og globaliseringen. Han støtter de russiskvenlige oprørere i det østlige Ukraine og har grundlagt et nyhedsbureau i Donetsk for at formidle oprørernes og russernes syn på krigen i Ukraine. – Foto: Jens Malling

Aftenens finale i det europæiske Melodi Grand Prix foregår omkring 10 timers kørsel fra krigen i det østlige Ukraine. Her har finnen Janus Putkonen meget andet at tænke på end en sangdyst. Han driver nyhedsbureauet Doni, der producerer nyheder på engelsk til gavn for oprørerne i Donetsk

Janus Putkonen blæser cigaretrøg ud bag sit skrivebord i redaktionslokalerne på Donetsk Pushkina-gaden i centrum af Donetsk i det østlige Ukraine. Ingen lader sig genere. Det er fridag, og Donis redaktion ligger tom hen.

Den 43-årige finne viser stolt sit hjertebarn frem: Hans hænder bladrer gennem en tyk mappe, der danner grundlaget for separatisternes engelsksprogede pressetjeneste. Grafer, be-skrivelser, analyser – den omhyggelige forretningsplan overbeviste hurtigt de nye magthavere i Folkerepublikken Donetsk om nødvendigheden af at oprette et nyhedsbureau målrettet et vestligt publikum.

Republikken blev udråbt i foråret 2014. Sammen med en lignende statsdannelse omkring industribyen Lugansk har den ligget i krig med resten af Ukraine lige siden. Den dumpe lyd fra tungt artilleri, der trænger gennem vinduerne til Donis redak- tion, understreger kendsgerningen. Men krigen bliver ikke kun ført med de 152 kaliber granater, hvis ekko ruller ind over byen med korte mellemrum. Sideløbende finder en kamp om sandheden sted.

Konflikten i Østukraine er også en krig på informationer og evnen til at definere de voldelige begivenheder til egen fordel. Her spiller Doni en vigtig rolle. Putkonen er både grundlægger og chefredaktør for nyhedsbureauet, der åbnede i juli 2015. Om formålet med sin frembringelse siger han med tyk, finsk accent:

”Vi er talerør for folkerepublikkerne, for deres ledere og institutioner. Vi giver stemme til befolkningen i Donbass. Vi dækker deres syn på konflikten, så godt vi kan. På den måde udfordrer vi de fremherskende synspunkter i Kijev på den anden side af frontlinjen. Vi tilbyder internationale læsere mulighed for at danne deres egen mening om konflikten, fordi de kan sammenholde nyheder fra begge sider.”

Men hvad får Putkonen, der har en baggrund i teater og arbejdede 15 år som instruktør i den finske by Porvoo, til at tage fra det fredelige Nordeuropa til kampområdet i Donbass for at drive et oprørsmedie med en stærk antivestlig grundholdning?

Donis chefredaktør har en fortid som aktiv i Uafhængighedspartiet, der vil have Finland ud af EU og euro-samarbejdet og ingen optagelse i Nato. Institutionerne er ifølge Putkonen drevet af ”banksters” – et ordspil, som på engelsk forbinder bankfolk med gangstere. EU og Nato styres af ”globalister” – en nedsættende betegnelse for dem, der høster de økonomiske fordele af globaliseringen. Putkonen drev det nu lukkede verkkomedia.org, som blandt andet var kritisk over for Finlands etablerede medier. Det arbejde skaffede ham mange modstandere.

”Finland er et ret fjendtligt land for personer, der udfordrer den fortælling, som de etablerede, traditionelt tænkende medier bevæger sig inden for. Det kan være ubehageligt at opholde sig i sådan et fjendtligt miljø, hvor man møder alle mulige former for pres – fra politiet, fra almindelige mennesker på restauranter. Deres reaktioner på min person er ofte fuldstændig uforudsigelige. Jeg er blevet overfaldet et par gange. Og det er ikke, fordi jeg er bange, men jeg vil have muligheden for at koncentrere mig om mit arbejde. Det tager al min energi,” siger Putkonen, der derfor i nogle år drev Verkkomedia fra Thailand.

Udbruddet af krigen i Østukraine satte flere tanker i gang hos den landflygtige finne.

”Jeg spurgte mig selv tilbage i marts 2015, hvad der burde gøres. Hvordan kunne jeg bidrage med mine kundskaber og professionelle erfaring til folkerepublikkerne i Donetsk og Lugansk? Doni var svaret på de spørgsmål,” siger han og tilføjer:

”Man kan være med til at skabe forandringer der, hvor forandringerne skabes. Det er svært for mig at være aktiv i det besatte Finland, fordi banksters og globalister via EU og aftalerne med Nato styrer alle samfundets niveauer. På den måde er Finland allerede et tabt land. Men her er stadig håb.”

For Putkonen er krigen i Donbass en kamp mod EU og mod Nato – mod vestligt hegemoni og den magtstruktur, der understøtter globaliseringen.

”Det er en kamp for en russiskledet multipolær verdensorden, hvor regionale befolkninger kan være selvstyrende – for en mere stabil og sikker verden,” understreger han.

Putkonens landsmænd hjemme i Finland har ifølge ham selv ikke den store forståelse for den kamp, han har kastet sig ind i.

”De ser ikke mulighederne, som jeg gør. De kan ikke forstå, hvad der er på spil, hvis de ikke selv har været her i Donbass. Men det vil gå op for dem i de kommende år, at denne krig var værd at kæmpe. Lige nu forventer jeg ikke nogen tak for at være aktiv her. Jeg er tålmodig, for jeg ved, at de endnu ikke forstår, hvad vi er oppe imod,” siger finnen.

”Krigen i Donbass afgør Europas fremtid. Derfor ser jeg ikke noget, der kunne være mere vigtigt end at være lige her lige nu.”

En af de ting, der ifølge Putkonen er vigtigt for Doni, er at følge med i den humanitære situation.

”Vi skaber opmærksomhed om krigsforbrydelser. Bombardementerne fortsætter. De forårsager meget ødelæggelse og elendighed. Vi prøver at hjælpe de lokale ved at udbrede kendskabet til deres situation,” siger han.

Røgen fra Putkonens cigaret siver op langs portrætterne på væggen: Oprørsrepublikkens leder, Aleksandr Sakhartjenko, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, pryder kontoret. Chefredaktørens opbakning til og begejstring for de to statsledere smitter af på Donis tilgang til et begreb som journalistisk objektivitet.

”Hvem skal vi være objektive over for? Vi skal være objektive over for vores eget folk og ikke over for noget, der ikke er i flertallet af indbyggerne i Donbass’ interesse. Vi tjener republikken. Vi arbejder med stolthed, og så godt som vi kan. Så er det op til Kijev og deres journalister at dække deres side af konflikten. Jeg holder mig meget klart for øje, hvem jeg tjener, nemlig befolkningen i Donbass og dens valgte ledere,” siger Putkonen, der fik statsborgerskab i oprørsrepublikken og et tilhørende pas personligt udstedt af Aleksandr Sakhartjenko i september 2016.

Putkonen står 100 procent bag oprørsrepublikkens leder:

”Hver gang Sakhartjenko siger noget, får jeg det sådan… godt sagt!”, fortæller Putkonen lidenskabeligt og slår en knyttet næve op i luften.

”Jeg elsker at formulere overskrifter fra hans taler, for han har så mange gode citater, der kan bruges. Han er en klog og god fyr, som jeg er stolt over at tjene.”

Doni beskæftiger omkring 20 journalister. 10-12 af dem arbejder i redaktionslokalet i Donetsk og rapporterer fra frontlinjen. Resten bidrager til Doni fra andre steder i verden, blandt andet med oversættelser, ifølge chefredaktøren.

Som daglig leder af Doni bestræber han sig på at give reporterne så vide rammer som muligt.

”Jeg begrænser mig til at sørge for mine journalisters behov. At de har alt, hvad de behøver, så de har mulighed for at gøre, hvad de vil: kameraer, påkrævede dokumenter, tilladelser og så videre.”

Men hvad er det for et journalistisk grundsyn, der ligger til grund for oprørernes internationale pressetjeneste? Hvilket ansvar har journalister, når de dækker en konflikt som den i Østukraine? Konflikten udspiller sig i en oppisket medievirkelighed, hvor begge sider jævnligt beskylder hinanden for at sprede ondsindet propaganda og falske nyheder.

”Det er lykkedes os at opbygge et effektivt informa- tionsforsvar i folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk. Vi kæmper mod falske nyheder hver dag, men situationen er under kontrol. 95-98 procent af nyhedsmaterialet, der kommer ud fra vores territo-rier er korrekt,” anslår Putkonen og uddyber:

”Det vigtige er, at de organisationer, der finansierer eller støtter falske nyheds- aktiviteter politisk, ikke opererer på vores territorium. De er ikke aktive her, og folkerepublikkerne sørger for, at de ikke bliver det i fremtiden.”

Mediekrigen begrænser sig ikke til de kæmpende parter i Østukraine, men har antaget storpolitiske dimensioner. For eksempel har EU med initiativet East Stratcom sat sig for at bekæmpe russisk misinformation blandt andet om konflikten i Ukraine.

Janus Putkonen peger på, at det vigtigste efter hans mening er, at journalister ikke opfinder noget, men sørger for at få sandheden frem.

”Nyheder skal præsenteres på den bedste måde, vi kan. Enhver journalist bør have retten til at kommentere og vise sine egne holdninger for at hjælpe læsere til at forstå sandheden. Men samtidig skal journalister altid være klar til at lægge materiale og dokumentation frem, så læserne kan se, hvor holdningerne kommer fra,” siger han.

Der hænger store kort over Østukraine over for portrætterne af Putin og Sakhartjenko, så Donis ophavsmand hurtigt kan få et indtryk af, hvordan kampene skrider frem.

”Jeg bestræber mig på at tage ud til fronten en gang hver anden uge og rapportere. Hvis der er en ny udvikling, vil jeg gerne se den med mine egne øjne. Jeg har været på alle afsnit af fronten, fra Shyrokyne i syd og op til Lugansk i nordøst,” siger han, laver en linje med fingeren og blæser endnu en lungefuld cigaretrøg ud i rummet.