Donald Trump har i sin første måned som USA’s præsident præsteret at udfordre alt fra definitionen af, hvad statslig embedsførelse er for noget, over magtens tredeling, pressens rolle som den fjerde statsmagt og til, hvad der er sandt-falsk og rigtig-forkert. Men hvad er det, der sker, og hvorfor er det vigtigt?
Umiddelbart efter den velhavende erhvervsmands tiltrædelse som USA’s 45. præsident i dag for fem uger siden begyndte den nye administration en diskussion om, hvor mange der egentlig overværede indsættelsen på The Mall i Washington. I den mere alvorlige ende for demokratiets legitimitet fremførte Trump også fra første færd i Det Hvide Hus, at han ikke havde vundet flertallet af de afgivne stemmer – men kun flertallet i valgkollegiet – på grund af valgsvindel.
Disse meldinger kom til at rulle parallelt med en række kontroversielle præsidentielle dekreter om tilbagerulningen af Obamas sundheds- reform, indrejseforbud rettet mod indbyggere fra syv overvejende muslimske lande, opførelsen af nye rørledninger, byggeriet af den lovede over 2000 kilometer lange mur ved den mexicanske grænse med mere.
De op mod en snes præsidentielle dekreter på en snes dage sendte stærke signaler om effektivitet i den nytiltrådte regering, men flere af tiltagene har vist sig at være forhastede, som da en domstol blokerede for indrejseforbuddet med henvisning til den amerikanske forfatning. Trump tog til genmæle ved at referere til den ”såkaldte dommer”, der var ansvarlig for beslutningen. Han har lovet, at et nyt dekret er på vej, der har en lignende effekt dog uden at være et indrejseforbud på samme måde som det, der synes at være forfatningsstridigt.
Inden for den seneste måned har Trumps kandidater til de forskellige ministerier også skullet igennem senatshøringer, hvor den påtænkte arbejdsmarkedsminister, Andrew Puzder, måtte trække sit kandidatur tilbage efter anklager om hustruvold og skatteunddragelse, mens undervisningsminister Betsy DeVos kun lige akkurat høstede nok stemmer i Senatet, da vicepræsident Mike Pence uden fortilfælde måtte sætte sin stemme ind for at sikre DeVos’ udnævnelse, da Senatet var strandet på 50 for og 50 imod.
Mange betvivlede, om den hovedrige erhvervskvindes faglige kompetencer var tilstrækkelige til at udfylde embedet, og det var det svært at fortænke dem i. Under senatshøringen havde hun givet ret tvivlsomme svar på spørgsmål, der oplagt nok lå inden for hendes forestående ressort-område. Det hele kulminerede på spørgsmålet om, hvorledes hun stillede sig til skydevåben i skoler. Hertil svarede hun, at der godt kunne være grunde til at bære skydevåben på skoler, hvis der nu skulle dukke grizzly-bjørne op. Den lader vi stå et øjeblik.
Og skulle det ikke være nok med alle disse flanker åbne, så blev det ikke bedre af, at Kellyanne Conway, Trumps ene chefrådgiver, både fik reklameret for præsidentdatter Ivanka Trumps tøjmærke i bedste sendetid i tv-programmet ”Fox & Friends” og inden da havde vakt opsigt ved at introducere begrebet ”alternative kendsgerninger” som en ny måde at vende noget falsk til noget, der angiveligt skulle kunne være sandt på en ny og alternativ måde.
Trumps anden chefrådgiver, der også har plads i Det Hvide Hus’ vigtige sikkerhedsudvalg, den yderliggående og ganske kontroversielle Steve Bannon, fostrede idéen om, at den etablerede presse er det amerikanske folks fjende nummer 1.
Det gav Trump ekko til ved genopførelsen af et af hans famøse vælgemøder forleden i Florida. For her kundgjorde Trump for de fremmødte fans, at der dagen forinden var sket noget stort i Sverige som i et terrorangreb eller noget lignende. Det viste sig, at Trump refererede til et indslag, han aftenen før havde set på tv-stationen Fox News, der antageligvis rapporterede, at kriminaliteten i Sverige var stigende på grund af indvandringen. Den tidligere svenske statsminister, Carl Bildt, tog til den amerikanske præsidents foretrukne medie, Twitter, med en kommentar til Trump: ”Sverige? Terrorangreb? Hvad har han røget? Spørgsmålet står ubesvaret hen.”
Dagen forinden havde Trump holdt en pressekonference, hvor han lod forstå, at de lækager, som var udgået fra Det Hvide Hus og sikkerhedstjenesterne, og som havde været med til at fælde hans nyudnævnte nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, absolut var rigtige nok, mens nyhederne om selvsamme lækager var ”fake news”. Den melding om falske nyheder forvirrede hele den fremmødte presse, som også skulle forholde sig til, at Trump igen gik i gang med fortælle om, hvor stort han havde vundet præsidentvalget – den største sejr siden Ronald Reagan ifølge Trump – men samtidig måtte indrømme, da en journalist konfronterede ham med kendsgerningerne, at både George H.W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama havde vundet med større margin end Trump.
Det var blot et lille udpluk af den første måned med Trump ved roret i USA, verdens eneste supermagt, og udfordrer på stort set alle måder, hvad der forstås ved rettidig omhu i regeringsførelse nationalt som internationalt. Hvis der er noget, som borgere, regeringsledere, lande og markeder ikke bryder sig nævneværdigt om, så er det at skulle handle under usikkerhed og tvivl. Og med Trump er der roulettelignende tilstande dagligt.
Alle, minus Trumps tro proselytter, er i vildrede, forpustede, frustrerede, forstemte – fra statsoverhoveder over borgere til pressen. Pressen, der skal søge sandheden, berigtige informationer og være vagthund over for magtmisbrug, skal nu vænne sig til en ny rolle som folkefjende; sandt er falsk; og falsk er magt; politikere er korrupte; ”Tørlæg sumpen”, ”Byg muren”; ”alternative kendsgerninger” er en kendsgerning og sådan fremdeles. Og det hele bekræfter blot Trumps kernevælgere i, at han har ret, for hvorfor skulle der ellers være så meget postyr, om blandt andet grizzly-bjørnen, det kære dyr