Tre dræbte: Den franske kirke er igen under angreb

Tre mennesker er blevet dræbt, i hvad der ligner et islamisk terrorangreb mod en kirke i Nice. Det er ikke første gang, at en fransk kirke har været udsat for terror

”Allahu Akbar,” råbte gerningsmanden ifølge franske medier, da han torsdag morgen blev anholdt efter at have slået tre personer ihjel i Notre-Dame kirken i den sydfranske by Nice.

Den ene af de dræbte var kirketjener. De to øvrige dræbte er fundet inde i kirken, og befandt sig derinde for at bede, skriver Ritzau.

Gerningsmanden skulle angiveligt have skåret halsen over på sine ofre, hvilket vækker mindelser om terrordrabet på den franske lærer Samuel Paty, der blev halshugget på åben gade for blot to uger siden efter at have undervist sine elever i ytringsfrihed ved at vise dem to Muhammed-tegninger.

Ifølge Nices borgmester, Christian Estrosi, kan der ikke herske tvivl om, at der er tale om et islamistisk terrorangreb. I så fald er det er ikke første gang, at en fransk kirke har været udsat for sådan et.

I 2016 angreb to 19-årige islamistiske terrorister en kirke i byen Saint-Étienne-du-Rouvray i Normandiet under en katolsk gudstjeneste. De to unge mænd, der var iklædt falske bombebælter, og som var bevæbnet med knive, tog seks mennesker som gidsler og endte med at skære halsen over på den 85-årige præst Jacques Hamel, der siden er blevet udråbt til martyr.

Under angrebet udførte de to gerningsmænd, der begge havde svoret troskab til Islamisk Stat, ifølge øjenvidner en islamisk prædiken foran kirkens alter, før de blev skudt af franske specialstyrker.

Året forinden forsøgte en algerisk terrorist at angribe flere kirker i bydelen Villejuif i Paris med skydevåben. Han fik dog aldrig ført planen ud i livet, da han blev pågrebet af politiet, men han nåede at skyde en fransk kvinde på åben gade inden da, formentlig mens han forsøgte at stjæle hendes bil.

Frankrigs nok mest kendte domkirke, Notre Dame i Paris, har også ved flere lejligheder været udsat for terrorforsøg. Første gang i 2016, da en gruppe kvindelige terrorister med forbindelse til Islamisk Stat forsøgte at sprænge en bilbombe ved siden af kirken, og igen i 2017, da en algerisk mand angreb og sårede en politimand med en hammer foran kirken.

Siden 2015, hvor Frankrig var epicenter for en bølge af islamistiske terrorangreb, har landet ifølge flere opgørelser været udsat for 70 terrorangreb, som har kostet i alt 271 personer livet. Af dem blev de 161 dræbt alene i 2015, primært som følge af angrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar og på spillestedet Bataclan, cafeer og fodboldstadionet Stade de France i Paris natten mellem den 13. og 14. november, hvor 131 mennesker blev slået ihjel. I 2016 var Frankrig også udsat for en række terrorangreb. Det mest voldsomme indtraf, da en tunesisk terrorist på Frankrigs nationaldag den 14. juli kørte en lastbil igennem en folkemængde og dræbte 86 mennesker på strandpromenaden i Nice, som altså fem år senere igen er ramt af terror.

Siden da er antallet af terrorangreb i Frankrig faldet, men der har på det seneste igen været et opsving i antallet af angreb med fire dræbte alene i oktober.