Prøv avisen

Den glemte dagsorden

FN's højkommissær for menneskerettigheder, sydafrikaneren Navi Pillay, kunne ånde lettet op, da slutdokumentet blev vedtaget før planlagt. Men FN's Menneskerettighedsråd - og de lande, der var med i planlægningskomiteen - beskyldes for ikke at skabe et forum, en dagsorden og nogle arbejdsgrupper, hvor de egentlige problemer ville blive diskuteret. I stedet stjal striden mellem de islamiske lande og Vesten billedet. - Foto: Salvatore Di NolfiEPA.

FN's racismekonference skulle have været en evalueringskonference over fremskridtene i kampen mod racisme. Men så godt som intet blev evalueret, og akutte racismeproblemer druknede i hidsige og floskelfyldte taler om Israel, ytringsfrihed og religion

Dagen efter, at flere EU-lande omtalte Durban 2-konferencen som en sejr, er kritikken af konferencens indhold begyndt at melde sig.

- Jeg håber ikke, vi får flere af den slags sejre, for det vil skade kampen mod racisme og bestræbelserne på at håndhæve menneskerettigheder, siger den tidligere canadiske justitsminister Irwin Cotler.

Lige som en række af deltagerlandene og de uafhængige organisationer, der også har været til stede under konferencen er han skuffet over det faktum, at Durban 2 ikke har evalueret eventuelle fremskridt eller tilbageslag på racismefronten siden den første Durban-konference i 2001.

- Konferencens ofre er de underrepræsenterede lande og de emner, der ikke blev taget op fra verdens nuværende slagmarker. De har ikke haft en platform her på Durban 2-konferencen, siger Irwin Cotler, der anklager FN?s Menneskerettighedsråd for at holde en konference, hvor det eneste land, som bliver kritiseret fra talerstolen, er Israel, mens næsten ingen interesserer sig for krisen i Darfur eller menneskerettigheder i Iran, Cuba, Saudi-Arabien og andre af verdens lande, der har et problematisk forhold til begrebet menneskerettigheder.

Hillel Neuer, der er leder af den FN-kritiske UN Watch Organisation, mener ikke der er meget at fejre ved Durban 2, selvom slutdokumentet efter hans mening kunne have været meget værre.

Han roser EU for at udvandre under den iranske præsidents tale, og for at holde Israel-kritik og forbuddet mod religionskritik ude af slutdokumentet. Men han mener, at konferencen slog totalt fejl ved at kalde sig selv en evalueringskonference.

- Forudsætningen for konferencen var, at den skulle evaluere den første Durban-konference fra 2001. Men ikke et eneste land blev evalueret, siger Hillel Neuer, der især beskylder FN's Menneskerettighedsråd for ikke at skabe et forum, en dagsorden og nogle arbejdsgrupper, hvor de egentlige problemer ville blive diskuteret.

- I tiden inden konferencen, mens frygten for total vestlig boykot stadig eksisterede, talte FN's Menneskerettighedsråd konstant om, at millioner af menneskeliv afhænger af de emner, der skal debatteres på konferencen. Men i sidste ende blev intet evalueret, siger Hillel Neuer.

Flere af de lande, der også kritiserer konferencen for at udelukke egentlig evaluering, er de mindre lande, der ikke har taget del i diskussionen om Israel eller forbud mod religionskritik. Når det er gået sådan, skyldes det ikke mindst, at lande fra Organisationen for den Islamiske Konference, OIC, har haft nøglerolle i planlægningskomiteerne, hvor de har valgt at fremme deres dagsorden om Israel-kritik og kamp mod religionskritik.

Den jamaicanske FN-ambassadør, Peter Black, er blandt dem, der lod sin kritik og skuffelse høre under konferencen.

- Jeg er dybt skuffet over den manglende fremgang fra den første Durban-konference i 2001. Det er op til de enkelte lande at implementere de punkter, der blev vedtaget på den første konference. Derfor er vi nu nødt til at fokusere på den praktiske fremgang i de enkelte lande, og jeg kan kun udtrykke dyb skuffelse over den politiserede debat, der totalt skygger for den reelle debat om racisme og diskrimination, siger Peter Black.

allan@kristeligt-dagblad.dk

Sydafrikanske dansere under åbningen af FN's racismekonference. De, der havde håbet på, at der på konferencen blev tid til at evaluere fremskridtene i kampen mod racisme i verden, blev skuffede. - Foto: Fabrice CoffinAFP.