Den glemte vaccinefiasko fra 1976 spøger i dag

Præsident Donald Trump lægger op til, at USA vil have en vaccine mod coronavirus køreklar inden november. Men sidste gang, en præsident hastede en vaccine igennem lige inden et amerikansk valg, fik det katastrofale konsekvenser

Præsident Donald Trump besøgte i juli et laboratorium i North Carolina, hvor der forskes i udviklingen af en vaccine mod coronavirus. Han har sagt, at vaccinen måske kan være klar inden præsidentvalget om mindre end to måneder. Det har skabt bekymring for, at medicinal-selskaberne bliver presset til at fare for hurtigt frem. – Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.
Præsident Donald Trump besøgte i juli et laboratorium i North Carolina, hvor der forskes i udviklingen af en vaccine mod coronavirus. Han har sagt, at vaccinen måske kan være klar inden præsidentvalget om mindre end to måneder. Det har skabt bekymring for, at medicinal-selskaberne bliver presset til at fare for hurtigt frem. – Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.

En februardag i 1976 døde den 19-årige amerikanske soldat David Lewis midt i en øvelse på kasernen Fort Dix i New Jersey. Det viste sig, at han var smittet med en ny streng af svineinfluenza, som syntes at have en nær genetisk forbindelse til den spanske syge, influenzapandemien ved afslutningen af Første Verdenskrig.

Knap et dusin andre soldater på kasernen blev testet positive for den nye svineinfluenza, og flere hundrede andre havde antistoffer fra virussen i blodet.

”Virussen, der forårsagede den største influenzaepidemi i verdenshistorien – pandemien i 1918-1919 – kan være vendt tilbage,” advarede avisen The New York Times i en forsideartikel.

I marts 1976 bekendtgjorde den daværende republikanske præsident, Gerald Ford, at regeringen ville afsætte det, der i dag svarer til knap fire milliarder kroner, til på rekordtid at fremstille og distribuere en vaccine mod den nye virusstreng og ”immunisere hver mand, kvinde og barn i USA” inden efteråret. Dette indebar, at regeringen ville springe nogle af de almindelige trin for fremstilling af den årlige influenzavaccine over.

Skræmmescenariet var, at svineinfluenzaen ville koste en million amerikanere livet. Samtidig var 1976 et valgår, og ifølge ugemagasinet Time antydede nogle folkesundhedseksperter og politikere, at influenzaprogrammet var politisk motiveret.

Parallellerne er tydelige til i dag, hvor coronapandemien hærger USA, og præsident Donald Trump presser på for, at sundhedsmyndighederne drastisk fremskynder processen for godkendelsen af en vaccine mod covid-19. Trump har sat sig selv i spidsen for den ambitiøse ”Operation Warp Speed” (operation lynfart), der satser på at få 300 millioner doser coronavaccine på amerikanske hænder inden januar, og hans målsætning er ifølge flere amerikanske medier at have en vaccine klar allerede inden valgdagen den 3. november.

Præsidentens modstandere beskylder ham for at være villig til at se stort på sikkerhed for at forbedre sine chancer for genvalg, og Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, sagde i søndags, at hun ”ikke vil stole på hans ord” angående en vaccine. Trump selv siger, at hans modstandere sætter folkesundheden på spil ved at ”nedgøre” den kommende vaccine for politisk vindings skyld.

”Det, de siger, er så farligt for vores land, men vaccinen bliver meget sikker og effektiv,” sagde præsidenten under et pressemøde i Det Hvide Hus i mandags.

Erfaringerne fra 1976 belyser imidlertid de store risici forbundet med at hastegodkende en vaccine. Præsident Fords vaccineprojekt endte med at blive en lægevidenskabelig fiasko, der havde langvarige konsekvenser for både regeringens og sundhedsvidenskabens troværdighed. Amerikanernes nuværende skepsis over for vacciner kan tilskrives de langvarige eftervirkninger af Fords massevaccinationskampagne, mener skribenten Rebecca Kreston i det naturvidenskabelige magasin Discover.

 Den daværende republikanske præsident, Gerald Ford, bliver vaccineret mod svineinfluenza på sit kontor i Det Hvide Hus i oktober 1976. To uger senere tabte han valget til demokraten Jimmy Carter. – Foto: Bettmann/Getty Images.
Den daværende republikanske præsident, Gerald Ford, bliver vaccineret mod svineinfluenza på sit kontor i Det Hvide Hus i oktober 1976. To uger senere tabte han valget til demokraten Jimmy Carter. – Foto: Bettmann/Getty Images.

”Denne regeringsledede kampagne blev bredt opfattet som en fiasko og slog uigenkaldelige skår i senere folkesundhedsinitiativer, ligesom den også havde en negativ indflydelse på offentlighedens opfattelse af både influenza og influenzavaccinen,” skriver hun.

Præsident Fords vaccineprojekt nedsank hurtigt i kaos. En producent fremstillede to millioner ubrugelige vaccinedoser. Kongressen skændtes om, hvorvidt vaccineproducenter skulle beskyttes fra retligt ansvar i tilfælde af problemer med produktet. Samtidig var der få tegn på, at en pandemi overhovedet var under opsejling.

Præsident Ford pressede imidlertid på, og i midten af oktober 1976 begyndte massevaccinationerne under sloganet ”rul ærmerne op, Amerika”. Et berømt fotografi viser Ford selv blive vaccineret i Det Ovale Værelse af Det Hvide Hus’ embedslæge.

Flere problemer dukkede snart op. Lokale myndigheder rundt omkring i landet rapporterede om mystiske dødsfald muligvis knyttet til vaccinen. Nogle af de vaccinerede blev diagnosticeret med den alvorlige sygdom Gullain-Barré-syndrom, der forårsager lammelser. I alt blev 450 tilfælde af Gullain-Barré-syndrom knyttet til vaccinen. Befolkningens tillid til vaccinen styrtdykkede, og i december – efter at 45 millioner amerikanere havde fået et stik i armen – blev hele vaccinationsprogrammet lukket ned. Pandemien fandt aldrig sted. David Lewis var den eneste amerikaner, som døde af svineinfluenza det år.

Donald Trump bør tage ved lære af Fords misere, skriver historikeren Rick Perlstein i The New York Times.

”Hvis stabile, myndige Gerald Ford gav efter for hastværk, da hans præsidentskab stod på spil, så forestil dig, hvad Donald Trump vil gøre. Men måske, blot måske, kan Trump endelig lære en lektie fra historien og bevæge sig fornuftigt, ikke fremfusende, i udrulningen af nye vacciner mod covid-19. Og hvis det betyder, at de kommer efter valget, så må det være sådan,” skriver han.

Rick Perlstein påpeger desuden, at Gerald Ford tabte valget uanset sine anstrengelser for at beskytte befolkningen:

”Det er en historielektion, som selv Trump kan forstå.”