Fremkomsten af G20 som supplement til den traditionelle G8-gruppe af industrialiserede lande repræsenterer en anerkendelse af politisk nødvendighed i den økonomiske sfære. G20 er resultatet af den internationale krise, og den var baseret på G8s erkendelse af, at de ikke var lande nok i den gruppe til at håndtere en krise af den størrelsesorden. Men for at være effektiv er G20 nødt til at stå sammen i udviklingen af politikker og fælles holdninger. Og det har gruppen vist sig ude af stand til.
LÆS OGSÅ: Vi må glemme alt om ny uhæmmet vækst
Sådan lyder budskabet fra Ricardo Lagos, der er tidligere præsident for Chile.
I stedet tror jeg, at G20 kan udgøre en uformel kerne til udvikling af politikker, som gruppen så kan tage med andetsteds, som for eksempel FNs Generalforsamling eller andre steder, som er relevante for de emner, G20 måtte beskæftige sig med. Jeg mener faktisk, at forholdet mellem G20 og Den Internationale Valutafond, IMF, er en del af årsagen til, at nogle af IMFs seneste udtalelser har vist tegn på, at fonden slipper lidt af sit enøjede fokus på besparelser som svar på krisen. G20 er i alle fald et skridt fremad, som jeg ser det, fordi gruppen får stormagter til at følge nogle regelsæt, når de udøver deres magt, siger han.
Valutafonden har klart opgivet noget af sin stramme tilgang, men hvorfor? Er der politiske grunde, ideologiske grunde, eller er grunden det aktuelle pres?
Jeg tror, det er en blanding. I første omgang har krisen og behovet for at løse den fået landene til at vende sig mod at pumpe penge ud i samfundene. Derudover tror jeg, at det er af stor vigtighed, at valutafonden har indset, at det var en stor fejl af den at forsøge at slippe ud af krisen udelukkende på grundlag af sparepolitikker. IMF indså, at det også var et vigtigt element at give stimuluspakker. For det tredje tror jeg, at valutafonden indså Europas begrænsninger, da krisen ramte, idet Den Europæiske Centralbank, ECB, ikke havde samme kapacitet som den amerikanske centralbank. Den amerikanske kunne reelt trykke nye penge. Det kunne den europæiske ikke. Den amerikanske centralbank reagerede med alle til rådighed stående midler. Den europæiske bank havde ikke nær så mange midler. ECB betaler nu prisen for finansaftaler, der etablerede en bank og en møntfod, men ikke gjorde det muligt at harmonisere landenes finanspolitikker.
Man kan se tegn på en gen-nationalisering i Europa nu, hvor troen på et afpolitiseret og rationelt europæisk økonomisk rum for nogle er blevet undermineret af begivenhederne. Det er interessant, at nationale politikker igen vinder frem foreløbig på demokratisk vis ....
Ja, men jeg tror nu, at hovedtendensen går den modsatte vej, og at nationale finanspolitikker viger for overnational finansstyring, fordi de er nødt til det. Det er ikke muligt at have en fælles pengepolitik, men forskellige finanspolitikker. Derfor er man nødt til at gå fremad og tildele centralbanken noget magt med hensyn til finanspolitikkerne. Så det handler ikke om en gennationalisering af politikkerne, men det modsatte, anfører Lagos.
Hertil kommer, at Den Europæiske Centralbank skal være i stand til at fungere som udlåner i nødsfald. De lokale banker, der kommer i vanskeligheder, bør ikke bede deres nationale regeringer om hjælp. Det er centralbankens opgave. Hvis man ønsker at beholde euroen, er der brug for større integrering af landenes finanspolitikker ikke en større opsplitning af dem. Lad os få det her på det rene: Spaniens aktuelle problemer skyldes ikke, at økonomien har slået fejl, men banker, som regeringen mente var for store til, at de måtte krakke, og derfor reddede med skatteborgernes penge. Bankerne er måske nok blevet stærkere, men de resulterende besparelser bæres af hele det spanske folk. Og det er i et vist omfang det samme, der sker i resten af Europa. Mange af Spaniens makroøkonomiske tal var meget bedre end Tysklands.
Samtidig har der virkelig ikke været nogen stigning i den folkelige støtte i Europa til det europæiske projekt som helhed. Større integration eller centralisering betragtes ikke rigtigt som en løsning ude blandt folk. Faktisk har der jo været en genopblussen af nationalismen mange steder, samtidig med at de enkelte europæiske stater ikke kun har reddet deres egne banker, men også vendt sig til dem for at støtte deres egne obligationsmarkeder. I denne krisetid er staten blevet mere afhængig af sine borgere igen.
Jeg tror, vi må se tilbage på (den daværende amerikanske præsident, red.) George W. Bush på G20-mødet i London i 2009. Det tog lederne en halv time at beslutte at øge ressourcerne til IMF fra 250 milliarder dollar til det tredobbelte. Hvor mange år har de fattige lande ikke presset på for en øgning af netop IMFs ressourcer blot for at få at vide, at det var umuligt? Hvad var det, der havde forandret sig? Faktum er, at i april 2009 var alle enige om, at der ville blive brug for en eller anden form for udvidelse for at imødegå den økonomiske krise og undgå en depression som den i 1930erne. Desværre mente mange andre senere i Pittsburgh, ligesom den tyske kansler, Angela Merkel, at faren lå i inflation, og at den rette politik derfor var besparelser. Og det mener jeg var en gevaldig fejl. Krisen er hovedsageligt en politisk fiasko snarere end en økonomisk meget som tilbage i 1930erne. Hvis Europa bliver ved med besparelser, vil det tage et årti at komme sig. USA derimod vil formentlig klare sig langt bedre ikke mindst fordi dets centralbank har den nødvendige magt til forskel fra den europæiske.
Lad mig spørge Dem om dette fra et mindre lands synspunkt. Chile har igennem mange år tilsluttet sig et åbent internationalt system og er blomstret op som et resultat af det. Men er landet måske også sårbart, fordi det overhovedet ingen magt har over den amerikanske centralbanks politikker, selvom de påvirker Chile?
Jeg kan huske, dengang jeg i 1971 klagede hos FN over, at Nixon opgav at lade guldreserverne bakke dollaren op den 15. august det år. Spørgsmålet var dengang: Hvad skulle så bakke dollaren op i stedet? Og svaret var: Det skulle den amerikanske økonomi. Så USA har altså magten til at foretage lempelser, fordi resten af verden er villig til at acceptere den amerikanske møntfod. Det samme gælder naturligvis ikke euroen og endnu mindre valutaen fra små lande som Chile. Men jeg tror, at hovedfaktoren, når det gælder for eksempel Brasilien eller Chile, hvis valuta er steget meget i værdi, er, at der har været stor efterspørgsel på deres vigtigste eksportvarer, sojabønner fra Brasilien og kobber fra Chile. Hvad åbenhed angår, er det sandt, at Chile har en meget åben økonomi, som er vokset med omkring fem procent i de senere år. Men det er også vigtigt at huske, at 95 procent af Chiles internationale handel foregår inden for strukturen af frihandelsaftaler. Så vi ser ikke noget modsætningsforhold mellem åbne markeder og regeringsførelse. Tværtom har vores erfaring fået os til at betragte dem som supplementer til hinanden, fordi lokalt lederskab er nødvendigt for at fortsætte og styrke friheden inden for handel, finanser og på andre områder, siger Lagos og fortsætter:
Hvordan kan man have globalisering uden regler? For at sige det mildt vil en globalisering uden regler betyde en globalisering, hvis regler bliver nedsat af de mest magtfulde alene. Alene dette gør små lande meget motiverede for at komme videre med et globalt lederskab. Det gælder så meget desto mere, fordi mange af de største udfordringer, vi står over for, narkohandel, migration og først og fremmest klimaforandringer, rækker langt ud over noget lille lands muligheder for at løse dem på egen hånd.
Jeg nærer stadig håb om, at den amerikanske præsident, Barack Obama, og den nye kinesiske ledelse begge vil gribe dette øjeblik. Obama er trods alt trygt genvalgt og hælder i forvejen til globale løsninger på problemerne, som jeg forstår ham. Og Kinas nye ledere er også af interne og indenrigspolitiske grunde stærkt motiverede for at finde måder at håndtere især klimaforandringerne på.
Ricardo Lagos er tidligere præsident for Chile. Interviewet med ham er foretaget af Scott Malcomson fra Berggruen-Instituttet for Regeringsførelse. Oversat af Sara Høyrup