Eleni Papadia holder sig for ørerne. Hun er lige kommet ud fra skolen, hvor hun arbejder som formningslærer. Det er seks timer om dagen med skrigende børn, hvoraf de fleste på en eller anden måde er mærkede af Grækenlands økonomiske krise. Eleni har dem i de mindste klasser.
De råber og har svært ved at koncentrere sig, og de fleste burde nok få anden hjælp end den, hun og de andre lærere kan give dem. Men der er ingen penge i den græske statskasse til special-undervisning.
Eleni Papadia har også sit eget at spekulere på. Hun er 43 år, blev forladt af faderen til deres fire børn for fem år siden og må hvert år søge sin stilling på skolen på ny. Sådan har det været i 10 år nu, og med krisen bliver det ikke bedre foreløbig. Usikkerheden lægger ekstra pres på hendes i forvejen stramme økonomi, forklarer den spinkle kvinde:
”Jeg er ansat for ni måneder ad gangen. Om sommeren får jeg ingen løn i tre måneder. Jeg kan ikke få understøttelse i de første to måneder, derefter får jeg måske 500 euro. Det svarer til, hvad jeg nu har tilbage af min løn som fuldtidslærer, når jeg har betalt min skat, elektricitet, vand og andre faste udgifter, og det er det, vi fem skal klare os for om måneden. Det er det, der er til mad, tøj sko og alt andet.”
Elenis situation er langtfra exceptionel i et Grækenland præget af krise. I de græske SOS Børnebyerne, hvor hun og børnene kommer for at få hjælp til mad, psykolog-bistand og familieterapi, ser personalet nu godt 1500 familier, og i den græske børne-ngo The Smile of the Child (Barnets smil) - der sidste år hjalp over 80.000 børn og unge - er der også en støt stigning i antallet af familier med behov for hjælp.
Hvis det overhovedet er muligt, går hjælpen i begge organisationer på at holde familierne samlet, men med et økonomisk system i forfald er alkoholisme, stofmisbrug og selvmord steget markant. Derfor har The Smile of the Child nu 380 børn på børnehjem i Grækenland, fortæller Konstantinos Yannopoulos, der grundlagde organisationen i 1995.
”Mange forældre kan ikke overskue hverdagen mere. Hvis de har været arbejdsløse i nogen tid, er der ikke flere ressourcer at trække på, og er der ikke andet familie at bo hos, kan det være nærmest umuligt at få pengene til at slå til. Så det hjælper vi med, men er der misbrug eller vold i hjemmet, kan den bedste løsning være at fjerne børnene.”
Konstantinos Yannopoulos har også oplevet, hvordan spædbørn bliver efterladt af desperate mødre på fødegangene, og han ved, at der ofte ligger 20 nyfødte på blot ét af Athens hospitaler. Deres fremtid er i den grad usikker, sukker han, for statens børnehjem er ikke meget bedre end de rumænske efter dikatoren Ceausescus fald.
”Jeg så en ni måneder gammel baby - en dreng - der var blevet efterladt på fødegangen. Han havde ligget der lige siden fødslen. Sygeplejerskerne gør, hvad de kan, men de kan ikke udfylde moderrollen. Drengen var helt slap og apatisk, men der var intet, vi kunne gøre, for det er staten, der står for adoption. I det hele taget har krisen ramt børn og familier hårdt. Den økonomiske usikkerhed berører børnene dybt, og vi oplever mange med psykiske problemer. Der er ikke ressourcer til at behandle, så det er en tikkende bombe under samfundet.”
Vreden over politikerne er mærkbar hos Konstantinos Yannopoulos, for han føler, de har forrådt grækerne. De økonomiske nedskæringer, de har indført for at imødekomme EU's sparekrav, har mere eller mindre udslettet middelklassen, og de, der er faldet mod bunden af samfundet, har svært ved at klare sig eller navigere i krisen.
For det første er mange af dem hårdt ramt af gæld på grund af stadig dyrere boliglån, og for det andet er deres lønninger reduceret drastisk og ædt op af skatter.
Den gruppe hører Eleni Papadia til. For på trods af at hun har en universitetsuddannelse og har været ansat i uddannelsessystemet i 10 år, har hun aldrig fået en fast-ansættelse. Og hvor hun før tjente 1800 euro om måneden, har hun nu 1200 - eller 500, når skat og faste udgifter er betalt. Og hendes hus er endda betalt ud, siger hun.
”Mine børn er 5, 13, 17 og 18 år. De vil gerne have nyt tøj ind imellem. Jeg vil også gerne give dem den ekstraundervisning, der skal til, for at de kan komme ind på universitetet. Men det skal vi selv betale, og det er der ingen mulighed for. Vi skændes meget derhjemme - især de to store og jeg. Når jeg spørger dem, hvad de gerne vil være, så snakker de om militæret eller politiet. Fordi det er sikre job. Jeg ville ønske, at mine børn kunne have drømme for fremtiden - og ambitioner. Men de er taget fra dem af krisen. Det gør mig rasende på politikerne, for de har stjålet deres drømme og tømt landet for penge. Jeg elsker Grækenland. Det er et smukt land med et smukt folk. Men denne situation kvæler os langsomt. Hvis der ikke sker noget snart, så eksploderer vi, for der er ingen muligheder, ingen penge, ingen morgendag.”
Træt samler Eleni Papadia sine ting sammen. Hun skal hjem til børnene, selvom støjen, råbene og uroen fra arbejdsdagen endnu summer i ørerne. Hun gør, hvad hun kan for at holde skindet på næsen og forsørge børnene, men uden moderens hjælp og støtten fra SOS Børnebyerne ved hun ikke, hvor hun ville være.
Håbløsheden bliver ikke mindre af det julepyntede Athen, der venter udenfor, for med julen for døren vil der også i år være forventninger, som hun som mor ikke kan indfri.