Prøv avisen

Verdens mest berømte kirkegård skabte forfængelighedens erindringskultur

Den polske pianist og komponist Frédéric Chopin (1810-1849) havde skrevet i sit testamente, at han ville have sit hjerte taget ud, inden han blev begravet for at være sikker på, at han virkelig var død. Hjertet er i dag begravet i Helligkorskirken i Warszawa, mens hans gravsted i Paris hører til et af de mest besøgte på Père Lachaise-kirkegården. – Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix

Verdens mest besøgte kirkegård er med sine boulevarder, monumenter og mausolæer blevet beskrevet som et hinsidigt skyggebillede af Paris. Med sine mange begravede berømtheder er Père Lachaise en opslagsbog i Europas kulturhistorie, som også fortæller historien om vores forhold til døden

Det er et af de mest besøgte turistmål i Paris. Flere end tre millioner mennesker spadserer hvert år på de skyggefulde boulevarder og stræder under århundredgamle træer, hvis kroner breder sig over statelige mausolæer og bizarre monumenter – hver på deres lille parcel. Som patriciervillaer i et velstående kvarter.

Og det er heller ikke hvem som helst, der har deres endegyldige jordiske bolig i dette paradisiske hjørne af Paris. Père Lachaise-kirkegården er en slags kunsthistoriens ”hvem er hvem”-bog mejslet i granit. Dette er det endegyldige parnas for Europas kulturelite, og mellem gravstederne svæver ånden fra 200 års europæisk kunst.

Lytter man efter, kan man høre Balzac føre en intens litterær dialog fra grav til grav med Proust om kunsten at styre et kæmpemæssigt persongalleri. Maria Callas’ legendariske stemme blander sig med Sarah Bernhardts, og Rossinis violiner med Chopins triller. Den polske komponist blev begravet uden sit hjerte, der befinder sig i Polen som symbol på hans kærlighed til sit hjemland.

Deres gravsteder er blevet pilgrimsmål, som senere generationer er valfartet til. Frédéric Chopin og Edith Piaf konkurrerer om titlen som den mest besøgte grav sammen med sangeren i rockgruppen The Doors, Jim Morrison, hvis grav har været centrum for alskens udskejelser fra fans, der efterlader whiskey og marihuana til deres idol.

Litterater efterlader snarere en madeleinekage på Marcel Prousts grav til minde om hans berømte litterære billede på sansernes evne til at bringe fortiden til live. Eller de sætter et smækkys af læbestift på den store sfinks på Oscar Wildes grav. Han blev fordrevet fra England af landets love mod homoseksualitet og er derfor blevet symbolet på kærligheden på trods af alle moralske konventioner.

Men Père Lachaise er ikke kun et kulturhistorisk opslagsværk. Det er også et museum over gravkunst gennem 200 år. Østre Kirkegård, som den retteligt hedder, fortæller dermed også historien om det franske og mere bredt de europæiske samfunds forhold til de afdøde og til døden selv.

Det var Napoleon Bonaparte, der gav de endelige tilladelser til at etablere den nye Østre Kirkegård, som blev indviet den 21. maj 1804.

Tilnavnet ”Père Lachaise” fik gravpladsen efter Ludvig den Fjortendes personlige sjælesørger og åndelige vejleder, jesuitterpræsten Fader Lachaise. Han holdt frem til sin død i 1709 meget af at spadsere i den smukke park omkring det slot, som jesuitterordenen drev som et hvilehjem i den østlige, bakkede udkant af Paris.

Navnet på den berømte præst hang ved, selvom den gældsatte orden måtte sælge grunden, som derefter blev udpeget til at huse en af hovedstadens nye gravpladser.

De parisiske kirkegårde inde i bymidten var overfyldte, og naboerne klagede over lugtgener, ligesom man begyndte at blive opmærksom på sundhedsfaren ved at lægge lig i jorden på en ofte lemfældig måde midt i tætte beboelseskvarterer.

I slutningen af 1700-tallet blev det derfor besluttet at etablere nye gravpladser i periferien af Paris. Det faldt sammen med to nye, markante tendenser i det franske samfund.

Den ene var sekulariseringen, som i kølvandet på den franske revolution begyndte at gøre døden til en social snarere end religiøs begivenhed. Gravpladserne skulle dermed skilles fra kirkerne, og i alle byer og landsbyer blev begravelsespladserne flyttet uden for bygrænsen.

Samtidig blev døden individualiseret. Fra at være et kollektivt fænomen, der blandt andet kom til udtryk ved, at de døde blev begravet i fællesgrave i Paris, voksede nu ønsket om at mindes den afdøde med navns nævnelse på en gravsten. I stedet for at åbne op for skærsildens porte blev døden lidt efter lidt til ”den sidste hvile”.

Det var netop den romantiske forestilling om et fredfyldt efterliv, den berømte arkitekt Alexandre-Thédore Brongniart ville konkretisere, da han fik til opgave at tegne den nye kirkegård. Den skulle være en slags Edens have, et elysium, hvor de levende kunne mindes de døde og fundere over døden.

Brongniart, der også tegnede den parisiske børsbygning, bevarede jesuitterparkens brede stier, som i dag giver Père Lachaise-kirkegården sin karakteristiske geografi. De 6000 træer er for en stor dels vedkommende også et levn fra den gamle park.

Richard Allan Etlin, amerikansk professor i arkitektur og specialist i blandt andet gravarkitektur, beskriver Père Lachaise som en landskabshave med et broget islæt af død. Gravstederne udtrykker en form for udødelighed og gør døden blid ved at skabe illusionen af en fortsat tilstedeværelse.

Den har, skriver han i tidsskriftet Journal of Garden History, spillet en afgørende rolle i ”udkrystalliseringen af holdningerne til døden, til erindringskultur og til mindehøjtidelighed”.

I første omgang var den nyanlagte gravplads imidlertid ikke nogen succes. Med udgangen af 1804 var kun 13 mennesker blevet begravet på den nye kirkegård, som endnu ikke havde fået et kapel. I 1817 fik man derfor den idé at give Østre Kirkegård et fashionabelt image. De jordiske rester efter et legendarisk kærestepar fra 1300-tallet, Héloïse og præsten Abelard, blev flyttet til Père Lachaise, og derefter var det to af den franske litteraturs giganter, Molière og Jean de la Fontaine, som blev hentet dertil, så de afdøde fremdeles kunne hvile i fint selskab.

Og det virkede over al forventning. I 1830 var der 30.000 grave, og Père Lachaise måtte snart udvides til de nuværende 44 hektar for at få plads til alle de kendte, der ville befæste deres geni ved at blive begravet sammen med andre genier. Og især til det parisiske borgerskab, der nu kunne vise sin sociale stand ved at hvile blandt kunsteliten og give sig selv et af de monumentale gravmæler, som var blevet normen.

Et af de første var bankmanden Jean-Louis Greffulhes familiegravsted, der blev bygget på 36 kvadratmeter som en nygotisk landsbykirke. Men hurtigt kom den nyklassiske stil på mode med kopier af græske og romerske templer.

Det største gravmonument er det såkaldte Demidoff-mausolæum, som den russiske industriherre af samme navn rejste til sin hustru som en sarkofag omgivet af 10 doriske marmorsøjler.

Og i 1859 gav maleren Eugène Delacroix præcise anvisninger til sit eget gravmonument på Père Lachaise: en sarkofag, der skulle ligne den, romerske stormænd som for eksempel Scipio Barbatus blev lagt i i det tredje århundrede før Kristus.

Père Lachaise-kirkegården er derfor også et monument over de levendes forfængelighed, der rækker ind i døden.

Forfatteren Honoré de Balzac, der helligede sit litterære liv til knivskarpt at beskrive den menneskelige komedie, kaldte derfor Østre Kirkegård for et spejlbillede af de levendes Paris, med al storstadens hovmod og dårskab. ”Et mikroskopisk Paris, reduceret til skygger, larver, døde, en menneskehed, som er størst i sin forfængelighed,” som han skriver i romanen ”Ferragus”.

Père Lachais-kirkegården har fæstnet sig i franskmændenes kollektive bevidsthed som slagmarken for Pariserkommunens sidste kampe, der i dag mindes med en særlig mur, og også ofrene fra de franske koncentrationslejre mindes med et monument i det, som i dag er det største grønne område i Paris, og som tiltrækker både franske og udenlandske turister.

Døde kommer der imidlertid næsten ikke flere af. De 70.000 grave er for de flestes vedkommende enten købt som evige gravsteder eller fredede som historiske monumenter, enten på grund af deres kunstneriske værdi eller på grund af de personligheder, der ligger i dem.

Prisen for en grav på Père Lachaise har dermed nået samme skyhøje niveau som de levendes boliger i Paris og holder almindelige mennesker på afstand.

Balzac havde ret: Père Lachaise er skyggernes Paris.

Den homoseksuelle irske forfatter Oscar Wildes (1854-1900) grav i Paris er overdænget med røde smækkys som symbolet på kærligheden på trods af alle moralske konventioner. – Foto: Giribas Jose/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix
The Doors-sangeren Jim Morrison døde som kun 27-årig i badekarret i sin lejlighed i Paris i 1971. Den amerikanske rockpoets grav har lige siden været et valfartssted for musikfans, som fortsat lægger hilsener, blomster og cigaretter til deres afdøde idol. – Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix
Efter en sløv start i 1804, blev flere kendtes jordiske rester flyttet Père Lachaise-kirkegården i Paris. I 1830 var der allerede 30.000 grave, mange i form af store mausolææer, som i dag har været med til at gøre kirkegården til et af den franske hovedstads mest besøgte turistmål. – Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix