Den humanitære krise i Afghanistan er afgrundsdyb. Men kan man yde nødhjælp i et lukket land?

Nødhjælp går fra mennesker til mennesker, mener udviklingsminister, som nu giver penge til en humanitær luftbro. Men man kan ikke forhindre Taleban i at tage en bid af kagen

FN anslår, at omkring 18 millioner mennesker, det vil sige halvdelen af den afghanske befolkning, har brug for humanitær assistance for at overleve.
FN anslår, at omkring 18 millioner mennesker, det vil sige halvdelen af den afghanske befolkning, har brug for humanitær assistance for at overleve. Foto: B.k.bangash/AP/Ritzau Scanpix.

Mørke skyer trækker i disse dage ind over Afghanistan. For mens de vestlige styrker er ude, den civile luftfart lukket ned, grænserne lukkede og sikkerhedssituationen meget uvis, ulmer en dyb, humanitær krise i civilsamfundet.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har netop udtrykt sin dybeste bekymring for den forværrede humanitære situation og understreget, at helt basale samfundsfunktioner lige nu risikerer at kollapse. FN opfordrer derfor alle medlemslande til at ”grave dybt” efter midler til det afghanske folk.

Herhjemme gravede man hurtigt. Udenrigsministeriet meddelte i går, at Danmark som det første land støtter FN’s humanitære luftbro til Afghanistan med 20 millioner kroner. Luftbroen skal sikre, at nødhjælpen kan komme ind i landet, mens grænserne er lukkede. Og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) forsikrer over for Kristeligt Dagblad, at han ”nok skal finde yderligere midler i fremtiden, hvis det bliver nødvendigt”.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at lave nødhjælpsarbejde i Afghanistan lige nu, og hvordan man sikrer, at hjælpen når frem til de rette, nu da Taleban atter sidder på magten?

Før Talebans magtovertagelse skønnede internationale nødhjælpsorganisationer, at mere end halvdelen af de over 38 millioner afghanere var afhængig af international nødhjælp, og i år har alene FN givet hjælp til omkring otte millioner mennesker. En stor del af den hjælp bestod af økonomisk bistand til den afghanske stat, men nu har det internationale samfund lukket kassen i for at undgå, at midlerne falder i hænderne på Taleban.

Det er essentielt, at bistanden nu går gennem nødhjælpsorganisationer, forklarer Karl Blanchet, forsker i nødhjælpsindsatser i konfliktområder og leder af center for humanitære studier ved universitetet i Genève.

”Hvis hjælpen går gennem organisationerne, sikrer vi, at den går til befolkningen. Og der er fortsat mange professionelle organisationer til stede i Afghanistan, som kan løse opgaven,” siger Karl Blanch, som dog vurderer, at det er umuligt helt at forhindre Taleban i at få del i nødhjælpen.

”Når nødhjælpen går til at holde folk i live og ikke mindst holde helt basale samfundsfunktioner, som for eksempel lægehjælp, kørende, så er det uundgåeligt, at medlemmer af Taleban ikke også vil få del i hjælpen på lige fod med resten af befolkningen. Det vigtigste er at huske på, at den internationale støtte kommer samfundet og det afghanske folk til gode,” siger forskeren.

Herhjemme tror udviklingsministeren også på, at det kan lade sig gøre at yde nødhjælp i Afghanistan.

”Jeg er fuld af tillid til, at organisationerne er så professionelle, at det kan lade sig gøre,” siger Flemming Møller Mortensen og understreger, at nødhjælpen skal sikres, uanset hvem der sidder ved roret.

”Nødhjælp arbejder ikke fra stat til stat, men fra mennesker til mennesker,” lyder det fra ministeren.

Og selvom det endnu er uvist, hvad Taleban-styret reelt vil tillade, har en lang række internationale nødhjælpsorganisationer, herunder flere danske, meddelt, at de bliver i landet.

Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, har skrevet på Twitter, at Røde Kors bliver i Afghanistan, ”fordi de humanitære behov er kæmpestore og kun bliver værre”. Men han tilføjer også, at det bliver under forudsætning af, at Taleban kan garantere hjælpearbejdernes sikkerhed og operationsfrihed.

Dacaar, Dansk Komité for hjælp til afghanske flygtninge, der har arbejdet i Afghanistan i mere end 30 år, fastslår på sin hjemmeside, at man både ønsker og kan fortsætte arbejdet i landet. Og Folkekirkens Nødhjælp er ligeledes fortsat til stede gennem sin norske søsterorganisation, Kirkens Nødhjælp.

”Vi afventer situationen, men er i fuld gang med at forberede arbejdet. Lige nu forhandler organisationerne med Taleban om, hvad der kan lade sig gøre. Når vi ved, at det er sikkert, går vi i gang,” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.