Nød, sult og desperation får immigranter til at sætte livet på spil for at komme ind i det forjættede Europa. For kun et par måneder siden druknede hundredvis af immigranter i Middelhavet. Og i de seneste dage har store grupper af afrikanere revet sig til blods på grænsehegnene (med barberblade i pigtråden) og andre 15 er druknet, da de forsøgte at svømme til de to spanske enklaver Ceuta og Melilla på Marokkos nordkyst.
Immigration er blevet en del af dagsordenen i stort set alle de vestlige lande. På godt og ondt. Vi har i årtier været vant til, at immigrantstrømmen er gået fra de fattige lande i Afrika, Asien og Latinamerika mod den vestlige verden. Men det traditionelle billede er på vej til at ændres. I fremtiden vil strømmen gå mod lande, som tidligere var eksportører af immigranter, mener Demetrios Papademetriou fra den amerikanske tænketank Migration Policy Institute.
Hvordan ser den aktuelle globale immigrationssituation ud?
Den internationale folkevandring er større og mere kompleks, end den nogensinde har været før. Den traditionelle opdeling af landene i oprindelses-, transit- og modtagerlande er ved at udviskes, og de fleste lande er i dag lidt af hvert. Samtidig med, at den økonomiske krise i mange lande nærmest har fået immigrationen til at gå i stå, fortsætter mange af de underliggende faktorer for immigration, når økonomien boomer, med at være gældende. For det første vil mange mennesker fortsat være villige til at rejse til andre lande, fordi stadig flere lande integreres i den globale økonomi, og uddannelsesniveauet vokser i udviklingslandene. For det andet vil der blive ved med at være efterspørgsel på immigranter på grund af demografiske faktorer, blandt andet i Europa, hvor fødselstallet er meget lavt. Og for det tredje vil de velhavende samfund fortsat have behov for arbejdskraft til at klare de jobs, som de ikke selv vil tage, nemlig det hårde, farlige, lavtlønnede og sæsonbetonede arbejde.
LÆS OGSÅ: Efter Lampedusa: Debatten om immigranter kører stadig i Italien
Hvordan kommer immigrationsstrømmene til at gå i fremtiden?
De vil for en stor dels vedkommende komme til at gå i andre retninger end mod de traditionelle modtagerlande som Canada, USA og Europa, vi kender i dag. Efter alt at dømme vil de nye immigrationsmagneter blive Østasien, de hurtigtvoksende økonomier i BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), men også en række vækstlande som Tyrkiet, Marokko, Indonesien og Mexico samt flere andre lande i Sydøstasien og Latinamerika. Alle disse lande har en række ting til fælles, der vil medføre en langt større immigration i de kommende årtier, nemlig et underskud af kvalificeret arbejdskraft, relativ politisk stabilitet, vækstøkonomier og vigtigst af alt: en hastigt voksende middelklasse. Vi vil også se andre former for bevægelser eller mobilitet mellem landene i de kommende årtier. For eksempel vil et stigende antal borgere fra de velhavende lande søge udfordringer i andre velhavende lande, ligesom veluddannede unge fra udviklingslandene vil tage midlertidige jobs i andre lande.
De mener altså, at tidligere nettoeksportører af immigranter som Tyrkiet, Marokko og Mexico bliver de største fremtidige modtagerlande?
Ja, men man skal være opmærksom på, at disse netto-eksportører allerede er modtagere af immigranter. Vi er bare ikke klar over det. Men hvad der er vigtigere for alle modtagerlande, nye såvel som gamle, er, at i takt med at konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft vokser, vil modtagerlandene ikke længere kunne håndplukke og vælge de immigranter, de har brug for. Det betyder, at vi vil se en global kamp om den veluddannede arbejdskraft, og at det vil blive nødvendigt at lokke de bedst kvalificerede med større lønninger og frynsegoder for dem selv og deres familier.
Europa forsøger at bygge barrierer for at holde immigranter fra Afrika og Asien ude. Eksempler på det er Grækenland og Spanien. Men kan man holde sultende og desperate immigranter væk på den måde?
At bygge højere hegn og mure uden at investere i andre dele af det politiske puslespil vil kun forskubbe, ikke løse problemet med de illegale strømme. Jo mere regeringerne investerer i grænsekontrol uden at forsøge at finde og løse de underliggende årsager til disse bevægelser, jo mere kreative bliver de dårlige aktører (dem, der smugler immigranter over grænserne, red.) til at undgå disse barrierer, hvilket vil føre til større risici for immigranterne og dårligere internationalt omdømme for landet.
I Europa er der en voksende frygt for, at immigration udgør en trussel mod værdigrundlag, identitet, religion med mere. Senest har vi set Schweiz stemme for at begrænse immigrationen. men frygten er også til stede i lande som Holland, Frankrig, Ungarn, Grækenland, ja selv i Danmark. Er denne frygt begrundet?
Den er sådan set forståelig nok. Folk er bekymrede over, at ændringerne er sket for hurtigt, og at immigranterne skal blive en stor byrde for deres samfund med dårligere service til følge. Samtidig føler mange, at de fysisk og religiøst anderledes tilflyttere vil være en udfordring for de fælles normer og værdier, som binder samfundene sammen, og føre til, at landets identitetsfølelse ændres. Det er politikernes opgave at sørge for, at denne frygt forsvinder, og det kan de gøre dels ved at lytte opmærksomt og respektfuldt til borgernes bekymringer, dels ved skridt for skridt at lave en ny drejebog for social samhørighed, som binder ønsker og mål for indfødte og immigranter sammen og giver alle en følelse af ejerskab i integrationsprocessen og lige dele indflydelse i at definere det nye vi.
I Deres eget hjemland, Grækenland, har nynazistpartiet Gyldent Daggry opnået en god del af stemmerne på en hård retorik mod immigranter. Hvordan betragter De dette fænomen?
Reaktionen er forståelig, hvilket ikke betyder, at den ikke er yderst bekymrende. Grækenland er ekstremt hårdt ramt af krisen med næsten 30 procent arbejdsløse og næsten 60 procent af de unge uden job. Tidligere middelklasseborgere må i dag stille sig op i køerne foran suppekøkkenerne, og alle grækere må kæmpe om de stadigt færre jobs med en tilsyneladende endeløs strøm af illegale immigranter. Gyldent Daggry har udnyttet det underliggende mishag mod immigranterne til at opnå støtte fra vælgerne. Samme retorik bruges i andre lande som Holland, Ungarn, Sverige og senest også i Schweiz, hvor politikere peger på immigranterne som kilden til deres samfunds dårligdomme. Men at blive ved med at skyde på de fremmede kan ikke holde et politisk parti kørende for evigt. For at kunne konkurrere og blive ved med at opnå støtte fra vælgerne er det nødt til at tilbyde troværdige løsninger på virkelige samfundsproblemer. I Grækenlands tilfælde vil det sige problemer som arbejdsløshed, stigende fattigdom, korruption og et uddannelsessystem, der ikke kan opfylde erhvervslivets behov.
For et par måneder siden omkom flere hundrede immigranter i Middelhavet, da de forsøgte at komme til den italienske ø Lampedusa. Og for nogle dage siden druknede mindst 15 afrikanere, da de forsøgte at svømme fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. Hvad bør eller kan Europa gøre for at undgå lignende tragedier?
I løbet af det seneste kvarte århundrede kan op imod 25.000 mennesker være døde i forsøget på at komme ind i Europa. Og andre tusinder vil dø, hvis ikke Europa i fællesskab finder en måde at stoppe de illegale immigrantstrømme på. Indtil nu har solidaritet kun været et tomt udtryk. Meget betegnende skulle der først ske menneskelige tragedier, før EU-landene begyndte at tage problemet alvorligt. Det er ikke nær nok at lave fælles eftersøgnings- og redningstjenester i Middelhavet. Strategisk set er det vigtigere, hvad der sker, efter at immigranterne er reddet i land. For det er de signaler, som det næste hold illegale immigranter eller de, der smugler dem, lytter til og handler efter. Hvis størstedelen af de illegale immigranter får opholdstilladelse i Europa, vil det føre til flere strømme af illegale, mens det vil virke modsat, hvis immigranterne sendes hurtigt og effektivt tilbage til deres oprindelseslande. Og det er netop i dette anliggende, at EU og dens medlemslande bør handle, som om det var én nation, arbejde sammen over grænserne såvel politisk som juridisk og bruge diplomatiske og udviklingsmæssige ressourcer på at få oprindelseslandene til at tage deres borgere tilbage. Det er solidaritet i ordets egentlige forstand.
LÆS OGSÅ: Indvandring og EU-skepsis vil dominere i europæisk valgår
For kun få år siden boomede økonomierne i mange EU-lande, specielt de sydlige som Spanien, blandt andet takket være en stor indvandring fra udlandet. Vil disse lande komme til at vokse igen uden immigration?
Nej, men der findes heller ikke noget seriøst menneske, der kan forestille sig en fremtid uden eller med kun lidt immigration. Med det lave fødselstal i Sydeuropa og misforholdet mellem behovet for uddannet arbejdskraft og nogle af disse landes manglende satsning på uddannelse og efteruddannelse, vil de også fremover have brug for at importere arbejdskraft. Hvad der dog er helt klart er, at det er virksomhederne, der skal vælge disse immigranter efter behov, og ikke immigranterne, der tilfældigvis kommer til landene på illegal vis. Med andre ord er legal, sikker og selektiv immigration, der opfylder arbejdsmarkedets behov, den eneste vej frem.
Kan De forestille Dem en verden uden immigration?
Vores verden er i stigende grad blevet indbyrdes afhængig. Og denne trend vil forstærkes i fremtiden. Jo mere information og jo flere varer og tjenesteydelser, der udveksles globalt, jo mere behov bliver der for menneskelig mobilitet. Allerede i dag er hele verden arbejdsplads for nogle typer arbejde, og folk med færdigheder inden for business, informationsteknologi, videnskabelig forskning, ingeniører, læger, sygeplejersker og plejepersonale er stærkt efterspurgte overalt. Samtidig har mange globale firmaer eller hele industrier oprettet afdelinger i mange lande for at udnytte den lokale arbejdskraft og de regionale markeder. Ydermere vokser middelklassen i mange lande, og det fører til boom i fremstillingsindustrien, der ligeledes har brug for importeret arbejdskraft, fordi de indfødte ikke længere vil tage den slags arbejde. Endelig er det højere uddannelsesniveau også en faktor, der vil spille ind globalt set, fordi mange veluddannede unge vil se transnationale karrieremuligheder. De søger jobs i andre lande og flytter dertil med deres familier, og derved opnår de en langsigtet forsikring mod politisk ustabilitet i deres hjemlande. Dette er kun nogle af adskillige årsager til, at vi vil se meget mere ikke mindre immigration i fremtiden. Spørgsmålet er, hvordan dens sammensætning og udvikling vil blive, og vigtigere endnu, om verdens lande og samfund vil forstå at udnytte den stigende immigration på en ansvarlig og vellykket måde.
Demetrios G. Papademetriou
HVEM? Demetrios G. Papademetriou, født i Grækenland i 1946, emigrerede til USA, da han var 19 år. Han tog en doktorgrad i internationale relationer og offentlig politik på Maryland University. I flere år underviste han på amerikanske universiteter. I 2001 var han medstifter af den politisk uafhængige og ikke kommercielle tænketank Migration Policy Institute, MPI, (www.migrationpolicy.org) som han i dag er formand for. Han har udgivet mere end 250 bøger og rapporter om immigrationsemner, og han er rådgiver for en lang række regeringer og politikere, heriblandt i flere EU-lande, i immigrationsspørgsmål.
HVAD? Immigration er et af tidens store emner. Nogle ser det som et problem, der bør holdes nede, andre som en mulighed for at udvise solidaritet og for at økonomien kan vokse. Men uanset hvad vil immigrationsstrømmen vokse globalt set i de kommende årtier.
HVORFOR? Et snævert flertal i Schweiz har netop stemt ja til at begrænse indvandringen fra især Kroatien. Andre lande i Europa og i verden vil også sætte kvoter på immigrationen. Samtidig vokser presset på Europas sydflanke...Men kan og bør vi forsøge at stoppe immigration?