Prøv avisen

Den iranske revolution markerede enden på en æra

Millioner af iranere modtog ayatollah Khomeini efter hans hjemkomst fra eksilet den 1. februar 1979 og fortsatte massivt med at gå på gaden i dagene derpå i deres støtte til den islamiske revolutionsleder, hvilket 10 dage senere fik shah-styret til at kollapse. – Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

I dag er det 40 år siden, at monarkiet i Iran endeligt kollapsede, efter at ayatollah Khomeini var vendt hjem til Iran 10 dage forinden. Den islamiske revolution var den sidste store revolution, mener iransk professor

”Khomeinis revolution snart total, ” skrev Kristeligt Dagblad den 12. februar 1979. Det viste sig at være rigtigt, for dagen forinden blev shah-styrets sidste håndgangne mænd afsat, og ayatollah Ruhollah Khomeinis islamiske revolution havde sejret 10 dage efter hans hjemkomst fra fransk eksil.

Revolutionen i Iran var langtfra den første revolution i det 20. århundrede. 60 år tidligere var den russiske revolution endt mere blodigt og fatalt for den russiske tsarfamilie, end den iranske gjorde for shahen og hans familie. De var flygtet fra Iran i midten af januar og vendte aldrig tilbage. Også i Kina havde en revolution ændret samfundet grundlæggende i 1949. Disse tre revolutioner kan sammenlignes med den franske og amerikanske revolution 200 år forinden i forhold til, i hvor høj grad de redefinerede samfundet, mener den iranskfødte professor og forfatter Hamid Dabashi, som ved Columbia University i USA blandt andet forsker i iranske studier.

”Den iranske revolution i 1977-1979, der endte i dannelsen af en islamisk republik, var den sidste store illusion i det 20. århundrede. Det århundrede begyndte med den russiske revolution i 1917, kulminerede med den kinesiske revolution i 1949 og endte med den iranske revolution i 1979. Disse tre fuldstændige revolutioner i det 20. århundrede er af samme betydning som den amerikanske revolution i 1776 og den franske revolution i 1789. Efter den iranske revolution blev den postkoloniale verden kureret og befriet fra alle ideologiske illusioner om en total revolution,” skriver Hamid Dabashi i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Han mener, at der ikke har været nogen total revolution siden den iranske i 1979.

Men hvornår er der tale om en regulær revolution? Bjørn Thomassen, professor ved institut for socialvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet, forsker i revolutioner, han forklarer, at folket er en af de vigtigste forudsætninger for en revolution.

”Kendetegnet ved en revolution er, at det er et folkeligt oprør imod den eksisterende politiske magtelite, som i den forbindelse formår at vælte magteliten og gennemføre et gennemgribende systemskifte,” siger han.

Bjørn Thomassen mener heller ikke, at der har været en total revolution siden den iranske. Dog beskriver han det arabiske forår i 2010-2011 som revolutionært.

”Det er nok i Egypten, at man kommer tættest på en klassisk revolution. Masserne samledes i Kairos gader, og protesterne førte til et magtskifte. Befolkningen så det også selv som en revolution,” siger Bjørn Thomassen og fortsætter:

”Det er interessant at reflektere over, at det har ført til nogle politiske tilstande, der er ret sørgelige. Den kamp for mere politisk frihed, demokratisk deltagelse og social lighed, som lå bag de revolutionære opstande i Mellemøsten og Nordafrika, har ført til politiske regimer, der undertrykker befolkningen og netop de rettigheder, som de kæmpede for. ”

Han mener ikke, at de globale nybrud i fremtiden kommer til at ske gennem store revolutioner som den russiske og iranske. Men han påpeger, at de revolutionære tanker ikke har forladt verden helt:

”Vi er i en revolutionær tid – det kommer ikke til udtryk gennem store revolutioner, men gennem mindre bevægelser, der tænker alternativt og udfordrer normerne, men ikke decideret prøver at få afsat den politiske magtelite. Jeg kan se nogle revolutionære tendenser som for eksempel de gule veste i Frankrig, der gør oprør mod magteliten, og bruger bannere, der refererer til den franske revolution i 1789. Men jeg tror ikke, at vi vil se store, totale revolutioner igen.”

Bjørn Thomassen spekulerer dog i, om hans vurdering bliver et eksempel på menneskets manglende evne til at spå om fremtiden:

”Historien har overrasket os før. Ingen forudså den iranske revolution eller Berlinmurens fald. Så måske venter en ny revolution rundt om det næste hjørne.”